Interview: »Romaner er en fantastisk kompensation for et rationelt og faktuelt univers«

Din første læseoplevelse?

»Jeg lærte at læse som 5-årig på en Montessori-børnehave. Vi legede bogstaver og læsning ind. Min første læseoplevelse, jeg stadig kan huske, var serien ”Det lille hus på prærien” af Laura Ingalls Wilder. Den rummede alt, jeg holdt af om eventyr, rejse og personlig udvikling set i børnehøjde.«

Hvor tit læser du?

»Alt for lidt på hverdage. At læse bøger hører mine ferier til. Jeg læser mængder af sager og faglige tekster på mit arbejde som politiker, og gode romaner er en fantastisk kompensation for et meget rationelt og faktuelt univers. Jeg har altid en roman liggende på natbordet, men den bliver hakket op i et uendeligt antal 15-minutters bidder, inden jeg falder i søvn. Og det er den sammenhængende løsning, hvor man forsvinder helt ind i en roman, der er den fantastiske læseoplevelse.«

Hvilke bøger læser du især?

»Jeg holder af Den Store Roman – dannelsesrejsen – og gerne over generationer og med historiske beskrivelser som litterært fundament. Nogle af mine favoritter er: ”Huset Buddenbrook” af Thomas Mann, Gunnar Staalesens Bergen-trilogien, ”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan, ”Vilde svaner” af Jung Chang og Gabriel García Márquez’ ”100 års ensomhed”.«

Hvor mange sider læser du, før du dropper en bog, der ikke umiddelbart fanger dig?

»100 sider. Jeg ærgrer mig altid lidt over at gå i stå i en bog. Men hvis ikke, den har fanget mig, har jeg brug for at finde én, der gør det. Ellers får jeg slet ikke læst på hverdage.«

Det underligste sted, du har læst en bog?

»Jeg vandrede Inka-ruten i Peru for et par år siden. Fire døgn i 3500 meters højde. Når solen gik ned ved 17-tiden, gik temperaturen fra 27 grader om dagen til 0 grader om natten, og der blev fuldstændigt mørkt på toppen af bjerget. Alle krøb i soveposen i teltene inden kl 21, og jeg faldt i søvn til Kirsten Jacobsens fine lille bog med Rifbjerg: ”Klaus og Kærligheden” – til lyset af en lommelygte og pakket ind i termojakke, inkasokker, vanter og en kop varm te.«

Hvilken bog har du grinet højest af undervejs?

»Det lyder måske lidt underligt, men det er faktisk ”Livsmodig”. Jeg klukker stadig af grin, når jeg genlæser ikke mindst Hanne-Vibekes galgenhumor om kropsligt forfald. Og det er fedt at kunne grine af det i stedet for bare at lade sig trække ned af livets forfængelighed.«

Og grædt mest over?

»Jeg læste ”De Urolige” af Linn Ullmann i min sommerferie. Den er virkeligt berørende, fordi den så nådesløst og samtidigt omsorgsfuldt beskriver forholdet mellem barn og forældre, kærlighed, svigt og ensomhed og ikke mindst hendes far Ingmar Bergmans egne ord på at blive helt gammel, affældig og den sidste tid, til han døde.« Eller som Linn Ullmann skriver: ”I løbet af det forår gik det hurtigt ned ad bakke for ham. Jeg ved ikke, om ned ad er det rigtige udtryk her. At blive gammel er en indviklet koreografi, en kompliceret kombination af hurtigt og langsomt. Der er ingen hvilepauser.”

Hvilken bog har du løjet om, at du har læst? Og hvorfor?

»Jeg har aldrig løjet om bøger, jeg ikke har læst. Det er der ingen grund til. Det er også ok at sige, at der er bøger, man ikke når at læse, ikke orker at læse, eller bare ikke gider at læse.«

Hvad er den bedste sætning, du har læst?

»Jeg er vild med Søren Ulrik Thomsens digte med samlingen: ”Det værste og det bedste” som favorit. Der er så mange fine iagttagelser i den. Den mest trøstesløse beskrivelse af provinsen, har han leveret med disse omhyggelige sætninger, og de rammer helt nerven hos mig, og hvorfor jeg elsker at bo i hjertet af den pulserende storby efter selv at være vokset op i provinsen: ”Det værste er blikstille provinsbyer, hvor kunstmuseet og thaibordellet holder weekendåbent sommeren over, og en falmet plakat fortæller, at Suzi Quatro spiller til havnefesten”.«

Hvordan har du det med happy ends?

»Det er ikke afgørende for mig med happy ends - man bliver tit klogere af andre og mere komplicerede afslutninger. Alene af den grund, at de er tættere på virkeligheden end happy ends.«

Hvilken bog anbefaler du oftest til andre og hvorfor?

»Jeg har givet Søren Ulrik Thomsens digte om ”Det værste og det bedste” til stort set alle i min omgangskreds, når de fylder 50. Jeg tror, man får mest ud af digtene, når man selv har været igennem de markeringer, der hører midtvejslivet til: fødsler, børn, teenagere, skilsmisser, tab, sorg, den store kærlighed og glæden ved det lille i nu’et.«