Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Gøgeunge-effekten

Min ringe indsigt har indtil nu ikke tilladt mig at begribe økonomien i sygehusvæsenet.

Palle Andersen, dyrlæge, Antilopevej 5, Randers

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvad jeg ved om økonomi, begrænser sig til, at man skal bruge mindre, end man tjener, og det har min hustru og jeg da opfostret tre dejlige børn med som baggrund. Men ved læsning af avisen 31/1 begynder sagens rette sammenhæng så småt at dæmre for mig med stadig stigende bevillinger og tilsyneladende fortsat uformåenhed.

I erhvervssektionen søger Region Midtjylland en projektleder, en specialkonsulent, en AC-fuldmægtig, en kommunikationschef, en sundhedskoordinator, en kontorchef, en projektleder, en overfysioterapeut, en lægesekretærelev.

Der søges altså på én dag ni personaler, som kun har indirekte relation til patienterne, og man hører så samtidig, at man afskediger sygeplejersker m.fl. med direkte relation pga. manglende penge.

Jeg kan ikke konkludere andet, end at det store system er gået i selvsving med allehånde mere eller mindre uvedkommende eksperter, som er ved at æde systemet indefra, idet det oprindelige faglige personale skubbes ud over redekanten. Det hedder vist DJØF-styre på moderne sprog. Jeg vil kalde det gøgeunge-effekten. Selv har jeg en fortid i Fødevarestyrelsen, hvor den samme proces er i gang; nye stillingsopslag omfatter alt andet end fagligt personale.