Fortsæt til indhold
Viden

Nye analyser: Pompejis avancerede vandrør var fulde af gift

Tungmetaller i byens vandrør kunne give borgerne i den berømte romerske by Pompeji både opkast og diarre, indikerer et nyt studie med dansk deltagelse.

Eskild Heinemeier

Romerne er berømte for deres veludviklede vandledningssystemer, der via akvædukter og vandrør førte vand ud til enkelte huse.

Men det har alligevel ikke været helt ufarligt at tage en tår vand i den romerske fortidsby Pompeji, viser et nyt studie med dansk deltagelse fra Syddansk Universitet. Det skriver Videnskab.dk.

Vandrørene i Pompeji havde nemlig tilsyneladende et højt indhold af det giftige metal antimon, viser det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Toxicology Letters.

Dermed risikerede Pompejis borgere både voldsomt opkast og diarre – i værste fald med døden til følge – når de drak af vandet.

»Det har været meget usundt at drikke vandet i Pompeji,« siger lektor i kemi på Syddansk Universitet Kaare Lund Rasmussen, som har bidraget til det nye studie.

En velbevaret ruin

Pompeji var en rig by i Napolibugten syd for Rom. Den lå tæt ved vulkanen Vesuv, og i år 79 e.v.t. blev den dækket og lagt øde af et tykt lag aske fra et vulkanudbrud. Asken har trods ødelæggelserne betydet, at ruinerne er ekstremt velbevarede, og byen har derfor kunnet give et detaljeret indblik i romernes liv.

Læs også: Kom med på opdagelse i Romerrigets lokumskultur

Inden ødelæggelsen havde Pompeji, ligesom mange andre romerske byer, et meget veludviklet vandledningssystem. Via akvædukter og vandrør blev vand ført rundt til mange af husene i byerne.

Det er netop et lille stykke af et af disse vandrør, Kaare Lund Rasmussen og hans kolleger har undersøgt.

»Resultaterne fik os til at tænke, at her var alligevel noget helt specielt,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Dårlig mave var en hyppig dødsårsag

Opdagelsen af det giftige metal i Pompejis vandrør rykker dog ikke det store ved den historiske opfattelse af Pompeji, mener historiker ved Københavns Universitet og ekspert i Romerriget Peter Fibiger Bang. Han fortæller, at byerne i Romerriget generelt var usunde at leve i.

Læs også: Er cola godt mod dårlig mave?

»De døde nok ikke alle sammen af forgiftning. Men dårlig mave har utvivlsomt været et hyppigt forekommende problem og dødsårsag,« siger Peter Fibiger Bang.

Og der har været særlige sundhedsrisici forbundet med vand i de gamle romerske byer:

»Vi ved, at romerne havde badeanlæg og en badekultur. Men det var før, man vidste noget om bakterier, så man rensede ikke vandet med klor som i dag. Det kan være ret usundt og må have udgjort en betydelig sundhedsrisiko. Man opfattede ligefrem badene som helbredende og mange syge besøgte dem og kom dermed til at ”dele” deres bakterier og andet godt gennem vandet med de øvrige besøgende,« fortæller Peter Fibiger Bang.

Prøven er »det første lille blik«

Prøven fra vandrøret er meget lille, og er ifølge Kaare Lund Rasmussen kun »det første lille blik« i en måske større undersøgelse. Umiddelbart er det altså kun det stykke vandrør, forskerne kan sige noget om.

Læs også: Romerrigets fald hang sammen med ustabilt klima

»Vi kan slet ikke være sikre på udbredelsen af stoffet i vandrørene,« siger Kaare Lund Rasmussen og fortsætter:

»Men du kan også vende spørgsmålet om og sige, hvorfor skulle det her rør være specielt?«

For at kunne sige noget mere sikkert, skal der måles på flere vandrør, påpeger han.

Blyforgiftning var overvurderet

Det er ikke nyt, at forskere diskuterer forurening af vandrørene i romerske byer. Eftersom vandrørene i mange af byerne var lavet af bly, har man længe haft mistanke om udbredt blyforgiftning, som kan føre til mentale sygdomme. Nogle har endda spekuleret i, at det var en af årsagerne til Romerrigets fald.

Læs også: Se, hvordan eliten boede i Pompeji før vulkanudbruddet

Den teori er dog blevet betvivlet i senere år, siger Kaare Lund Rasmussen.

»Hvis der har været kalk i vandet, og det har der højst sandsynligt, er rørene kalket til. Det har beskyttet vandet mod blyet.«

Forgiftningen er altså kun forekommet da rørene lige var blevet lagt eller renoveret. Men hvor effekterne af blyforgiftning kommer over længere tid, kommer symptomerne fra antimonforgiftning meget hurtigt. Man vil altså opleve opkast og diarre umiddelbart efter, man har drukket antimonforgiftet vand.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk
Artiklens emner