Fortsæt til indhold
Viden

Hvorfor er to-do lister så populære?

Hvis ikke du allerede skriver dine opgaver ned, bør du måske begynde nu.

Rigtig mange bøvler med at få ordnet dagligdagens gøremål.

Men nogle kæmper også med at holde overblikket og huske, hvad der skal gøres.

Og når tingene hænger og skygger over hovedet, kan det hjælpe at skrive dem ned. Derfor er huskelister også kaldet to-do lister blevet et nyttigt redskab for mange mennesker. Og faktisk hjælper listen os til at blive mere effektive.

Vores kærlighed til to-do lister kan forklares med tre grunde, ifølge psykolog og forfatter David Cohen.

Han mener, at listerne lægger en dæmper på den angst, som mange oplever i forhold til livets kaos. Derudover giver de struktur - en plan, som vi kan følge, og sidst men ikke mindst fungerer to-do listen som et bevis på det, vi har opnået i løbet af dagen, ugen eller måneden. En tilfredsstillelse, som også kan mærkes, når man undervejs streger punkterne af en for en.

Faktisk viser det sig tilmed, at planlægningen også effektiviserer vores arbejde. For når der ligger opgaver foran os, som mangler at blive ordnet, så distraherer de os, viser et studie fra Wake Forest University. Men vi kan lette presset ved at skrive opgaverne ned og lave en plan for, hvordan de skal tackles.

Forskerne fandt ud af, at personerne i undersøgelsen var mindre effektive, når de ikke fik lov at færdiggøre en opgave, som lå forud for hovedopgaven. Men når de til gengæld fik tid til at gennemføre og nedskrive en plan til, hvor de ville løse den første opgaven, viste de sig markant mere effektive i den anden opgave.

Nogle mennesker er imod den slags strukturelle planlægningsmetoder, fordi det kan ses som lænker om kreativiteten og spontaniteten. Men David Allen, som er ekspert i tidshåndtering, mener, at det er en forkert opfattelse.

Han mener i stedet, at alle, der har et fyldt skema, vil have svært ved at klare sig uden en form for planlægning.

Men der er mange måder at planlægge sin tid på, og ifølge David Allen kommer mange til at gøre det forkert. Han forklarer, at man bør splitte sine større projekter op i mindre dele, fordi der ellers er risiko for, at man ikke får det gjort.

»"Skriv min stil" er en temmelig ambitiøs opgave. "Lav det første kapitel" er langt mere overskueligt,« siger han til The Guardian.

På den måde bliver opgaven mere realistisk tidsmæssigt, og det er mere overskueligt at klare den uden at blive distraheret undervejs.

En anden fælde ved to-do lister er, at vi ofte nøjes med at notere et enkelt ord som "bank" eller "bil". David Allen foreslår, at opgaverne på listen blive uddybet, så det står klart, hvordan den skal løses. På den måde er der større sandsynlighed for, at man ikke nedprioriterer opgaven.