Gennembrud: Aarhus Bugt kan gemme på nøglen til vores oprindelse
Forskere har fundet nogle oldgamle mikroorganismer, der har lagt grunden for vores oprindelse for to milliarder år siden. Fundet kan give os en bedre forståelse af, hvem vi er udviklet fra.
På bunden af Aarhusbugten har forskere fundet en vigtig brik i vores historie. De har fundet oprindelsen til højerestående liv. Det skriver Videnskab.dk.
Højerestående liv opstod for to milliarder år siden, hvor en stambakterie smeltede sammen med en anden bakterie og skabte en ny celle, som kunne vokse sig større og mere avanceret.
Det er denne celle, som vi er efterkommere af, og det er ifølge forskere end af de vigtigste begivenheder i livets historie. Men hvordan denne celle udviklede sig er stadig et stort mysterium for biologer.
Læs også: Var det her Jordens første liv?
Derfor er det ret utroligt, at man i Aarhusbugten og seks andre steder i verden er lykkedes med at identificere de nærmeste nulevende slægtninge til denne 'forfader-celle': En gruppe mikroorganismer, som kaldes Asgård arkebakterier.
»Det her vil komme som et chok for mange mennesker: Hvis vores opdagelse virkelig er rigtig, betyder det helt stringent, at vi og alle højere organismer er arkebakterier. Vi burde omklassificeres som arkebakterier,« siger Thijs Ettema fra Ettema Lab ved Uppsala Universitet i Sverige, som står bag studiet, til Videnskab.dk.
Resultat giver et klarere billede af vores udvikling
Med 'alle' mener Thijs Ettema ikke bare os mennesker, men stort set alt det, vi i dagligdagen forbinder med liv. Fra de ydmyge gærsvampe, der brygger vores øl, til træer og blomster, insekter, padder, krybdyr, fuglene i luften, fiskene i havet, alle vores firbenede venner og mange flere.
Læs også: Forsker: Tab dig effektivt med simpel, matematisk slankekur
»Ettemas tidligere fund var noget kontroversielt, men nu styrker de deres sag med flere eksempler. Hvad, der nu står klart, er, at arkebakterier og eukaryoter (højerestående celler, red.) har en fælles evolutionær oprindelse,« siger professor emeritus Roger Garrett, grundlægger af Danish Archea Center (DARC) ved Københavns Universitet, som ikke selv har deltaget i studiet, til Videnskab.dk.
Fundet af arkebakterierne har ifølge Kasper Urup Kjeldsen, der er lektor ved Center for Geomikobiologi ved Aarhus Universitet og en del af studiet, stor betydning for vores forståelse af livets oprindelse.
Læs også: Hvad vil du spørge vores nye forskningsminister om?
»Nu kan vi begynde at forstå livets træ bedre og danne os et lidt klarere billede af vores oprindelige forfader,« siger han.
Du kan læse meget med om arkebakterierne og forfader-cellen i artiklen hos Videnskab.dk.