Fortsæt til indhold
Viden

Forskere opdagede koralrev i Grønland

Det var tilfældigt, da canadiske forskere hev levende koraller op fra 900 meters dybde.

De fleste af os kender koralrev som et farverigt fænomen, der hører til tropiske rejsedestinationer, dykkerudstyr og lunere himmelstrøg.

Men sådan er det ikke nødvendigvis. For nyligt har nogle canadiske forskere fundet et levende koralrev i Sydvestgrønland. Det er dannet af koldtvands-koraller og befinder sig på havets bund. 900 meter i dybet ud for Kap Desolation syd for Ivituut.

Det skriver DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer. Ph.d.-studerende Helle Jørgensbye fra instituttet har været med til at undersøge det nye fund. Hun forsker i livet på bunden af de vestgrønlandske havområder.

Utilgængeligt

I modsætning til koralrev i troperne, som er populære attraktioner for dykkere, er det ikke muligt at komme ned til koralrevet i Grønland. Det er på grund af dybden og den kraftige strøm i havet. Derfor ved man også meget lidt om det.

Koldtvands-koraller lever i kolde have. De får al deres næring fra smådyr, de fanger. På den måde kan de leve i komplet mørke og i dybder, hvor solens stråler aldrig når ned. De tropiske koralrev er tilgengæld afhængige af lys.

Der er ikke forsket meget i grønlandske koraller og koralrev. Der findes flere arter af koraller i Grønland, men aldrig før har man fundet er rev. Hvor gammelt og stort det er vides endnu ikke.

Et tilfælde

De canadiske forskere fandt koralrevet, da de skulle tage nogle vandprøver fra deres forskningsskib. Men da de hev måleinstrumenterne op fra 900 meters dybde, var de smadrede.

Det viste sig, at de var gået i stykker på koralrevets hårde kalkskelet. Brudstykker af revet var imidlertid kommet med op, så forskerne kunne se, hvad de var stødt på. Det fortæller Helle Jørgensbye ifølge DTU Aqua.

Siden fundet er et canadisk forskningsskib taget tilbage til området for at undersøge koralrevet nærmere og tage billeder.