Fortsæt til indhold
Viden

Overraskende nyt om højdetræning

Træning og ophold i bjerge giver i sig selv ingen fordele. Det gør troen på det til gengæld.

Lige nu er den danske EM-sølvvinder på 800 meter, Andreas Bube, i højdetræningslejr i Spanien for at give formen det sidste puf frem til OL.

Men måske skulle han bruge kræfterne et andet sted, for overnatning og træning i bjerge og højdehuse giver i sig selv ingen resultater.

Tro giver fremgang

Kroppens evne til at optage ilt er ganske enkelt uændret af ophold og træning i den tynde luft, og det bryder med den hidtidige antagelse om, at højdetræning udvikler kroppens evne til at optage ilt.

Men hvordan forklarer det så, at sportsfolk faktisk alligevel er i stand at præstere på et nyt og højere niveau efter højdetræning?

'Ja, det skyldes formentlig den såkaldte placebo-effekt, som bedst kan forklares med den effekt, der kommer af at tro på en behandling eller træningsform - selvom den ikke giver ekstra effekt.

Overraskende forskning

Det viser et nyt dansk-schweizisk forskningsprojekt, som er kommet frem til så overraskende konklusioner, at det også kom bag på forskerne selv, skriver videnskab.dk.

Den danske lektor Nikolai Nordsborg, Institut for Idræt ved Københavns Universitet, har sammen med professor Carsten Lundby fra Zürich Universitet netop publiceret de opsigtsvækkende resultater i det anerkendte tidsskrift Journal of Applied Physiology.

Her redegør de for deres undersøgelse af cykelryttere, som blev sat til at opholde sig og træne i højder, mens deres præstationsevne blev målt.

Videnskabeligt set har højdetræning ikke nogen effekt. Hverken evnen til at cykle langt eller evnen til at sprinte bliver gennemsnitligt set forbedret.
Lektor Nikolai Nordsborg, Institut for Idræt, Kbh. Universitet

"Videnskabeligt set har højdetræning ikke nogen effekt. Hverken evnen til at cykle langt eller evnen til at sprinte bliver gennemsnitligt set forbedret," siger Nikolai Nordsborg til videnskab.dk.

En ordentlig begmand til de mange idrætsforbund og foreninger verden over, der bruger millioner på at lade langrendsløbere, mellem- og langdistanceløbere og cykelryttere sove i "højdehuse" og tilbringe uger og måneder på højdetræningslejr.

Nikolai Nordsborg kalder konklusionerne for en "advarselslampe" for alle.

Forsker: "Advarselslampe"

"Vores fund bør få Team Danmark til at tænke sig grundigt om, før de sender atleter til højdetræning i udlandet eller bygger højdehuse i Danmark," siger den danske forsker.

Han erkender, at det kan virke underligt med de nye forskningsresultater, når amerikanske og australske forskere tidligere har påvist, at elite-cykelrytteres kan forbedre sig med 1-2 procent efter højdetræning.

De tidligere forsøg viste gang på gang, at de ryttere, der boede i højden og trænede ved havniveau, klarede sig bedst i en række udholdenhedstest.

Atleter i placebo-måling

De amerikanske og australske forskere konkluderede derfor, at 16 daglige timer i iltfattig bjergluft øger evnen til at udnytte ilten i luften.

Pointen er bare, at amerikanerne ikke undersøgte den såkaldte placebo-effekt. Det gjorde det dansk-schweiziske projekt, og her var der overraskende nyheder.

Nordsborg og Lundby satte ind på at prøve at måle placebo-effekten. De gennemførte nøjagtig de samme klassiske målinger af træningseffekten som i de tidligere forskningsprojektet, men i stedet for at sende den ene gruppe op i højden for at sove om aftenen, lod de begge grupper sove på samme hotel i havniveau.

Mental styrke i centrum

Her placerede de den ene halvdel i værelser med normalt iltniveau og den anden gruppe i værelser med et iltniveau, der svarer til niveauet i 3.000 meters højde.

Ingen af sportsfolkene vidste, om de var i det ene eller andet værelse i iltfattig luft i 16 timer, og dermed vidste de ikke, om de nød godt af højdetræningen eller ej.

Resultatet var kontroversielt. Enkelte af cykelrytterne forbedre deres præstationsevne, men generelt var der ingen ekstra træningseffekt at spore på "højdegruppen". Det er der til gengæld i den enkelte atlets mentale indstilling.

"Forsøget viser, at den enkelte rytters motivation har en utrolig stor betydning for, hvordan han klarer sig. Hvis han forventer, at han klarer sig bedre, fordi han har sovet i iltfattig luft, så klarer han sig også bedre – i gennemsnit 1-2 procent," siger Nikolai Nordsborg til videnskab.dk.

Michael Andersen, direktør i Team Danmark.

Team Danmark ikke overrasket

I Team Danmark kommer det ikke som er overraskelse for direktør Michael Andersen, at en placebo-effekt kan have en meget positiv indvirkning på sportsfolks præstationer.

"Vi ser tit, at det mentale er uhyre vigtigt i elitesporten. Tror man på at det, kan man rigtigt meget. Derfor har vi også i Team Danmark opprioriteret det sportspsykologiske område. Men det er svært at sige, om vi kan systematisere den nye viden om placebo-effekten," siger Michael Andersen til videnskab.dk.

Professor Carsten Lundby siger, at en del af forklaringen på resultaterne kan være, at høæjdetrænuing kun virker på nogle ryttere, men ikke på andre.

Forskere går videre

"For eksempel har vi netop lavet en interessant analyse. Den indikerer, at effekten er afhængig af, hvor meget hæmoglobin en person har i sit blod," siger Carsten Lundby.

"De ryttere, der allerede har en høj værdi, har kun en meget lille effekt af højdetræning. Derimod oplever dem, der har en relativ lille værdi, en effekt," siger Carsten Lundby.

Nikolai Nordsborg forsker videre i højdetræning. Han mener nemlig, at der er en god chance for, at visse former for højdetræning alligevel kan hjælpe atleter med at klatre op i klassementet.

"Vi er i gang med at undersøge, om det gavner svømmelandsholdets medlemmer, at de befinde sig en uge i 3.000 meters højde, for så at træne i 2.200 metres højde," siger den danske forsker til videnskab.dk.