En helt ny katteart er blevet opdaget
Lokale i Bolivia har hidtil kaldt en lille katteart Tilcayo, der af forskere er bekræftet som en ny art.
For første gang i over et århundrede er en ny levende katteart formelt blevet opdaget.
Det skriver flere medier, herunder Reuters.
Forskere har brugt genetiske data til at bekræfte, at der er tale om en ny art.
Den lille katteart, som er mindre end en almindelig huskat, er blevet navngivet Leopardus tilcayo og tilhører gruppen af tigerkatte, som findes i store dele af Sydamerika.
De lokale i området har hidtil kaldt kattearten Tilcayo, og dermed beholdes det oprindelige navn.
Den er blevet fundet i Yungas-skoven i Bolivia, der er et bjergrigt område, hvor skovene ofte er dækket af skyer og har en høj luftfugtighed.
Tigerkatte blev tidligere betragtet som én enkelt art, men genetiske undersøgelser har for flere årtier siden tydet på, at der var flere arter i kattegruppen.
»Vores viden er på nuværende tidspunkt begrænset til de to levende individer, vi har undersøgt, og et lille antal optagelser fra kamerafælder,« siger evolutionsbiolog og medforfatter til undersøgelsen om kattearten Jonas Lescroart fra Universitetet i Antwerpen i Belgien til nyhedsbureauet.
Én af de levende katte er en 10-årig han, der bor i Senda Verde-dyrereservatet, efter at katten tidligere boede hos en lokal familie i deres hjem.
Hannen var blevet fundet i skoven af en lokal beboer, der i første omgang troede, at det var en huskattekilling, skriver CNN.
Da den blev ældre, stod det dog klart, at den ikke opførte sig som en huskat.
Ifølge den bolivianske forsker Nogales-Ascarrunz, der arbejder som frivillig på reservatet, var det netop hannen, der satte forskerne på sporet af den nye race, skriver det amerikanske medie.