Andreas Mogensen taler direkte fra rummet
Andreas Mogensen sender tirsdag middag live fra rumstationen ISS, inden han senere på eftermiddagen udnævnes som kommandør.

Tirsdag er en stor dag for den danske astronaut Andreas Mogensen. Her overtager han nemlig officielt titlen som kommandør for Den Internationale Rumstation (ISS).
Det sker ca. kl. 15.40 dansk tid, og inden da taler danskeren direkte fra rumstationen ca. kl. 12.35.
Han rejste mod rumstationen i slutningen af august med sine tre rumkollegaer. Godt et døgn efter opsendelsen fra Kennedy Space Center i Florida kunne rumkapslen kobles sammen med ISS.
Det er Andreas Mogensens anden rumtur, og han er både den første og hidtil eneste dansker, der har været i rummet. Hans forrige besøg på ISS varede 10 dage. På denne mission skal han opholde sig på rumstationen i et halvt år. Her skal han udføre over 30 europæiske eksperimenter under missionen, herunder 10 danske.
Overdragelsen af kommandørtitlen sker kl. 15. 40 dansk tid.