Frøer kæmper med deres egen pandemi

I vandhuller i bjergene på den nordlige del af Mallorca lever en gruppe fødselshjælperfrøer. For få år siden var deres tilstand forfærdelig. De var blevet smittet med en dødelig svamp, som har ramt padder i hele verden og udslettet adskillige arter. I naturen er det kun hos fødselshjælperfrøen, at sygdommen er blevet udryddet.

Bevaringsbiologer har nu fokus på at beskytte de resterende dyr.

»Det er et kapløb med tiden, fordi svampen spreder sig og rammer flere og flere arter. Vi er ved at løbe tør for levesteder uden smitte,« siger bevaringsbiolog Jonathan Kolby, James Cook University i Australien.

Hvis man ikke kan bremse udviklingen, vil det være en katastrofe, både fordi dyrene er vigtige for deres økosystemer, og fordi det kan have forfærdelige følger, når dyresygdomme overføres til andre arter. Heldigvis sker der fremskridt, og selv om det bliver svært, er modangrebet så småt i gang.

I 1993 opdagede man, at flere arter begyndte at dø på samme tid i Australien. Forskere fandt hurtigt frem til, at de alle døde på grund af den samme mystiske sygdom, som nu kaldes chytridiomycose. I 1998 fandt man årsagen, da Lee Berger, biolog,James Cook University i Australien, og hendes kolleger beskrev den mikroskopiske svamp Batrachochytrium dendrobatidis, eller BD, og påviste, at den forårsagede sygdommen.

Derefter begyndte man at finde sygdommen flere steder. En gennemgang af gamle vævsprøver viste, at den har slået frøer ihjel i hvert fald siden 1960’erne. Man begyndte også at se den flere steder i verden og hos andre padder. Nu har den spredt sig til alle kontinenter bortset fra Antarktis.

Smitter gennem vand

BD kommer ind i frøens hud og sætter sit angreb ind. Det vides ikke helt hvorfor, men det er ikke alle smittede dyr, der udvikler chytridiomycose. Dem, der gør, får problemer med nerverne og med at regulere deres vand- og iltniveauer. Ifølge Jonathan Kolby, som driver Honduras Amphibian Rescue and Conservation Center, er nogle arter så resistente, at de nærmest ikke kan blive syge, mens andre bliver syge så let som ingenting og dør inden for fem dage.

Det er svært at sige, præcis hvordan frøerne dør af sygdommen, men ifølge Trenton Garner, professor ved Zoological Society of London, får frøerne kort sagt et hjerteanfald. Når en padde er blevet smittet, afgives der BD-sporer i vandet, og andre dyr kan så blive smittet.

I 2013 opdagede man den nært beslægtede svamp Batrachochytrium salamandrivorans, eller BSAL, som også forårsager chytridiomycose, oftest hos salamandere. Den mest omfattende undersøgelse til dato blev offentliggjort i 2019 og viste, at BD og BSAL har ramt over 500 paddearter, hvoraf 90 allerede er uddøde.

I 2008 besluttede forskere fra National Museum of Natural Sciences i Madrid samt Zoological Society of London og Imperial College London sig for at prøve at behandle frøerne på Mallorca med det svampedræbende lægemiddel itraconazol. Forskerne indfangede fødselshjælperfrøerne og deres haletudser og behandlede dem med midlet. Derefter tømte de vandhullerne for at slippe af med eventuelle sporer og lod så vandhullerne blive fyldt med regnvand igen. Men året efter var alle frøerne blevet smittet igen.

Det viste sig, at spor af BD-svampen kunne leve af organisk materiale i klippesprækker, mens vandhullerne var tomme. Da frøerne kom tilbage, kunne svampen så smitte dem igen.

Forskerne gav ikke op. De behandlede frøerne igen og desinficerede vandhullerne. I 2015 meldte teamet efter nogle års overvågning af frøbestanden ud, at chytridsvampen var blevet udryddet fra vandhullerne.

Svampen kan ikke lide varme

Det er første og indtil videre eneste gang, det er er sket. Fødselshjælperfrøerne lever på et lille område. Mange andre frøer lever spredt over store afstande og er derfor langt sværere at indfange og behandle. At desinficere vandhuller er et ekstremt tiltag. Teamet valgte kun den løsning på Mallorca, fordi vandhullerne regelmæssigt fyldes med regnvand, og desinficeringsmidlerne derfor ikke gør varig skade.

Nogle frøer, bl.a. den kritisk truede bjerghøne, har reageret positivt på bevaringsindsatsen. Chytridsvampen havde udryddet frøen fra den caribiske ø Montserrat, men efter at være blevet opdrættet andetsteds blev frøen genudsat på øen i 2019. Svampen har svært ved at overleve ved høje temperaturer. For at holde den væk forsøger bevaringsbiologerne at gøre bjerghønernes miljø varmere ved at fjerne træer og opvarme vandhullerne.

Også i Panama er der håb. Efter chytridsvampens ankomst i 2004 faldt bestanden af 12 frøarter. En undersøgelse fra 2018 har vist, at ni af dem er i bedring, muligvis fordi de udvikler resistens over for svampen.

Man har også prøvet at finde ud af, hvor svampen stammer fra. Det har allerede givet viden, som måske kan bruges til at bekæmpe sygdommen.

Frøer brugt til graviditetstests

I lang tid var den fremherskende hypotese, at svampen kom fra Afrika og spredte sig globalt midt i det 20. århundrede. Hvor usandsynligt det end lyder, var teorien baseret på virkemåden i datidens graviditetstests. Tro det eller lad være, men de involverede frøer.

Lancelot Hogben, en britisk zoolog som studerede hormoner ved at injicere dem i frøer, arbejdede i 1930’erne med arten afrikansk sporefrø, som dengang levede i stort antal i subsaharisk Afrika. Han opdagede, at frøen begyndte at lægge æg, hvis den fik bestemte graviditetsrelaterede hormoner sprøjtet ind under huden. I 1950’erne påviste han, at frøen kunne bruges som graviditetstest: Hvis en gravid kvindes urin blev sprøjtet ind under frøens hud, ville dyret producere æg. Herefter begyndte man at eksportere massevis af afrikanske sporefrøer fra Afrika, og det virkede sandsynligt, at chytridsvampen var fulgt med.

Nyere beviser peger dog i en anden retning. Undersøgelser af chytridsvampens dna har vist, at de har eksisteret i millioner af år i hele verden. Padderne er gennem langvarig eksponering blevet resistente og har dermed undgået eventuelle skadevirkninger fra svampene.

Man ved, at padder i Sydøstasien generelt er mere resistente over for den farligste BD-type end padder andre steder. Det tyder på, at den type, der ligger til grund for den verdensomspændende smitte, stammer derfra.

»Det er vores opfattelse, at padder har levet med netop denne type af chytridsvampen i 40 mio. år. Det vil sige i meget lang tid, men kun i én del af verden,« siger Matthew Fisher, professor ved Imperial College London.

Frøerne blev sandsynligvis efterfølgende eksporteret med henblik på bl.a. laboratorieforsøg, og den sydøstasiatiske BD-type blev spredt til steder, hvor de lokale padder ikke var resistente over for den.

Streng kontrol og forbud

Den mest udbredte type for øjeblikket lader til at være en hybrid mellem den oprindelige asiatiske type og en anden chytridsvamp. I 2019 opdagede man endnu en ny BD-type, og der kan være flere. Der kan drages tydelige paralleller til covid-19-pandemien, hvor rejseaktivitet har spredt nye virusvarianter til hele verden.

Derfor kan streng kontrol eller forbud mod at eksportere padder være vejen frem. Der findes stadig ubesmittede levesteder, f.eks. Madagaskar. Desuden lader det til, at BSAL, som oftest smitter salamandere, kun findes i Europa lige nu, og Storbritannien, USA, Canada og EU har indført lovgivning for at føre kontrol med salamandere. I Nordamerika har der ikke været nogen BSAL-tilfælde fra 2020 og frem. Ifølge Matthew Fisher ser globale forbud mod eksport af padder, som er kendte smittebærere, ud til at være et effektivt middel mod yderligere spredning af BD og BSAL.

Eksportforbud gør dog ikke megen nytte de steder, hvor chytridsvampen allerede findes. Derfor afprøver man forskellige nye metoder for at bremse paddebestandenes tilbagegang. Der er dog ingen lette løsninger.

Man kan udrense bestandene for at undgå smitte til andre arter, men der er i den forbindelse risiko for at slå bestandene ned på et helt uholdbart niveau. Man kan give frøerne probiotika, men det er svært, da man skal finde og behandle frøerne ude i naturen. Man kan ty til genetik og immunologi ligesom Anna Savage, lektor ved University of Central Florida i USA. Hun har fundet ud af, at de frøer, der rammes hårdest af BD, har en uventet voldsom immunreaktion, mens de frøer, der overlever, mere eller mindre lukker deres immunsystem ned.

Dårligt for økosystemet

Der er brug for mere forskning og indsigt i paddernes immunsystem. Anna Savage påpeger, at frøer tilsyneladende ofte smittes med sygdomme og ikke kun pga. chytridsvampen.

For Jonathan Kolby er den største bekymring, at dette måske ikke er det sidste eksempel på sygdomsudbrud blandt dyr.

»Det tog os flere årtier overhovedet at opdage, at frøerne led under en pandemi,« siger han.

Mens vi venter på at se, om hans bekymring er velbegrundet, kommer vi til at finde ud af, hvad der sker, når et økosystem mister mange frøer. Det ser ikke godt ud. Der bliver ædt færre sygdomsbærende myg og andre insekter. Med færre byttedyr får bl.a. slanger og fugle det også svært.

»En verden uden frøer ville være en trist verden,« siger Anna Savage.

© New Scientist