Migræne kan i sjældne tilfælde være tegn på hjerneskade
Mange får migræne, men vi ved ikke hvorfor. Et nyt dansk studie anslår nu, at det i usædvanlige tilfælde kan skyldes skade på hjernebarken.
Selv om migræne er en meget udbredt sygdom, er det stadig et mysterium, hvad lidelsen egentlig skyldes.
En del af patienterne oplever såkaldt migræne-aura, og nu kan årsagen til nogle af de tilfælde være fundet. Det skriver Videnskab.dk.
I et nyt studie udgivet i tidsskriftet Headache konkluderer danske forskere nemlig, at migræne med aura i sjældne tilfælde kan være tegn på hjerneskade.
Symptomerne – særlige syns-, føle- eller taleforstyrrelser, der oftest efterfølges af hovedpine – kan skyldes sygdomme, der medfører skade på den del af hjernen, der kaldes hjernebarken.
Det lyder umiddelbart skræmmende, men forskerne understreger, at det kun gælder få tilfælde, og at det er godt i den forstand, at det giver mulighed for at behandle sygdommen.
Læs også: Tidligere troede man, migræne skyldtes kvindeligt hysteri
Migræne som symptom på hjernesygdom
Studiet rykker også ved en grundlæggende forståelse af migræne.
Som det er nu, er begge slags migræne – med og uden aura – defineret som primære sygdomme. Det vil sige, at de ikke skyldes andre sygdomme, men er sygdomme i sig selv.
Men i de tilfælde, hvor en skade på hjernebarken er årsagen, er migræneaura ikke en primær sygdom, men en sekundær.
Det forklarer Anders Hougaard, læge og forsker ved Dansk Hovedpinecenter, som sammen med forskere fra Rigshospitalet står bag studiet.
»Vores studie viser, at migræne med aura i visse tilfælde kan skyldes underliggende sygdom i hjernen eller i de blodkar, som fører blod til hjernen. Desuden kan vi se, at migræne uden aura, som er den hyppigste form for migræne, sandsynligvis ikke kan skyldes underliggende hjernesygdom,« siger Anders Hougaard og uddyber:
»Det har hidtil været kontroversielt, om ”symptomatisk migræne” (migræne, der er symptom på en anden lidelse, red.) eksisterer, men med denne artikel viser vi meget overbevisende, at symptomatisk migræne med aura eksisterer, altså, at migræne med aura kan forekomme som følge af anden sygdom.«
Læs også: Migræne: Det ved forskerne om sygdommen i dag
»Vigtigt og værdifuldt«
Som nævnt er det ”godt nyt”. For resultaterne gør os klogere på, hvad der udløser migræne med aura, og det kan hjælpe fremtidig forskning og udvikling af bedre migrænebehandling.
»Desuden minder de klinikere om at være på vagt med hensyn til migrænepatienter, og om patientens symptomer kunne skyldes underliggende sygdom og burde undersøges nærmere. Dette gælder særligt, hvis der er såkaldte faresignaler til stede hos patienten, for eksempel migræne udviklet i en høj alder, men i visse tilfælde er disse faresignaler ikke til stede,« siger Anders Hougaard.
Anders Hougaard har sammen med andre forskere foretaget et såkaldt systematisk review af 109 artikler, der beskriver migræne som følge af underliggende sygdom.
»Det er vigtigt at påpege, at vores studie udelukkende er baseret på tidligere videnskabelige udgivelser. Hvis der har været fejl i nogle af dem, vil de også være til stede i vores resultater. Vi er dog ret sikre i vores konklusion, nemlig, at migræne med aura i visse tilfælde kan skyldes underliggende sygdom. Det er dog med god sandsynlighed en sjælden tilstand, og den præcise hyppighed kan vi ikke udtale os om ud fra dette studie,« siger Anders Hougaard.