Fortsæt til indhold
Viden

Forskere har fundet kilden til mystisk radiosignal fra rummet

Korte, kraftige radioglimt fra rummet har mystificeret forskere i mere end et årti. For første gang har vi nu beviser på, hvad der skaber dem.

Lise Brix

Astronomer har længe været på jagt efter en forklaring på et gådefuldt fænomen, som blev opdaget i 2007.

Der er tale om meget kraftige og helt kortvarige udbrud af radiobølger – kendt som korte radioglimt eller på engelsk Fast Radio Bursts (FRB) – og de kommer rejsende hertil fra rummet.

Nu har forskere opfanget et radioglimt, hvor de for første gang kan fastslå med stor sandsynlighed, hvad der har skabt signalet. Det skriver Videnskab.dk.

Og nej, det er ikke aliens, sådan som nogle spekulanter i internettets afkroge har påstået gennem tiden.

Stammer fra en magnetar

Derimod ser radioglimtet ud til at stamme fra en helt særlig slags stjerne, en såkaldt magnetar.

»Det er et vigtigt fremskridt for vores forståelse af fænomenet. Det er første gang, man har fundet et radioglimt, som stammer fra vores egen galakse, Mælkevejen, og samtidig er det første gang, man kan sige, hvad der har produceret det,« fortæller professor ved Københavns Universitet, Johan Fynbo.

Læs også: Mystiske radioglimt stammer fra et ekstremt miljø i en fjerne galakse

Den nye opdagelse er gjort af flere forskellige teleskoper og internationale forskergrupper, og forskningen er netop offentliggjort i fire forskellige artikler i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Nature.

Hidtil har der været stor mystik om, hvad der kunne skabe de meget kortvarige og kraftige radioglimt. Mystikken fik ekstra næring i 2017, da professor Avi Loeb fra det anerkendte Harvard Universitet i USA udsendte et studie, hvor han teoretiserede over muligheden for, at radioglimtene kunne være udsendt af intelligent liv i rummet.

Den nye forskning bekræfter imidlertid en langt mere udbredt mistanke om, at magnetar-stjerner står bag de korte radioglimt.

»En magnetar er et helt afsindig tæt objekt med et vanvittig kraftigt magnetfelt. Og magnetaren står hele tiden og roterer om sig selv,« fortæller Johan Fynbo.

»En af de førende teorier har været, at korte radioglimt stammer fra magnetarer. Men hidtil har vi bare ikke haft nogen observationer, som kunne bakke op om teorien,« tilføjer han.

Læs også: Neutronstjerner udspyr guld, jod og det halve periodiske system

Magnetarer kan stå bag flere radioglimt

Hidtil har forskere konstateret, at alle andre opdagelser af korte radioglimt stammer fra fjerne galakser. Det nyopdagede korte radioglimt stammer imidlertid fra vores egen galakse, Mælkevejen – og fra en magnetar i Mælkevejen, som vi kendte i forvejen.

Selv om vi nu har beviser for, at magnetarer kan være ophav til korte radioglimt, kan vi ikke være sikre på, at alle korte radioglimt stammer fra magnetarer.

Andre mekanismer kan potentielt også være på spil, men det nye fund »tyder på, at magnetarer kan producere i hvert fald nogle og formentlig alle korte radioglimt,« skriver Bing Zhang, fysikprofessor ved University of Nevada i USA i sit studie i Nature.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk