Kan vi rejse tilbage i tiden? Bedstefarparadokset er (måske) løst
To australske fysikere har løst bedstefarparadokset. Og nej, det betyder desværre ikke, at vi kan rejse i tiden, siger dansk tidsforsker.
Hvis du rejste tilbage i tiden og slog din bedstefar ihjel, ville du så nogensinde kunne være blevet født, eller ville du – puff! – være forsvundet fra Jordens overflade med et fingerknips?
Det lille tankeeksperiment, der er kendt som bedstefarparadokset, er en af de store knaster, der gør tidsrejser til en absurd aktivitet. Det skriver Videnskab.dk.
Men nu er paradokset tilsyneladende ”løst”. Det proklamerer to australske fysikere fra University of Queensland i et studie med den smukke titel ”Reversible dynamics with closed time-like curves and freedom of choice”.
»Lad os sige, at du rejste tilbage i tiden for at stoppe patient nul fra at blive smittet med virussen (coronavirus, red.) og få covid-19,« indleder vejlederen til studiet, professor i fysik på University of Queensland Fabio Costa, i en pressemeddelelse.
I dit forsøg på at stoppe coronaviruspandemien ville du eller en anden bare blive smittet med virussen i stedet for, supplerer hovedforfatteren til studiet, den fysikstuderende Germain Tobar:
»Ligegyldigt hvad du gør, vil de mest fremtrædende begivenheder bare kalibrere omkring dig igen. Det betyder, at – uagtet dine handlinger – vil pandemien finde sted, hvilket vil få dit yngre selv til altid at have motivationen for at gå tilbage og stoppe den.«
Tidsmaskiner er teoretisk mulige
»De mener, at det kun er historier, der opfylder sig selv, der bliver tilladt, og det betyder et eller andet sted, at historien er deterministisk,« kommenterer fysiker og forsker Ulrik Uggerhøj, som har skimmet forskernes løsning for Videnskab.dk.
Læs også: ”Tenet” giver et vildt bud på teorien om tidsrejser: Men hvor videnskabelig er filmen egentlig?
»Hvis man forsøgte at slå sin bedstefar ihjel, ville der altid opstå noget, der forhindrer en i det,« lyder det fra den danske fysiker, der er institutleder ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet og har skrevet en bunke af bøger om tid.
Men de australske fysikere Fabio Costa og Germain Tobar har ikke bare siddet og tænkt sig frem til løsningen. De har rent faktisk regnet på den.
Meget kort fortalt har forskerne lavet matematiske beregninger, der viser, at de ”lukkede tidslige kurver”, der er tilladte under Einsteins generelle relativitetsteori, kan rette ind efter de klassiske dynamikker i fysikken.
»Lukkede tidslige kurver er matematiksprog for tidsmaskiner, og det er den idé, vi kender fra helt klassiske tidsmaskiner som ”Tilbage til fremtiden”-filmene,« forklarer Ulrik Uggerhøj.
Hvis det australske forskerpars konklusion står til troende, kan man i teorien rejse tilbage i tiden uden at ændre på fremtiden. Bedstefarparadokset er løst.
Kan vi så tage på tidsrejser nu?
Hvor vildt og banebrydende, tænker du måske. Men den begejstring kan Ulrik Uggerhøj hurtigt punktere:
»Sådan nogle løsninger kommer op med relativt jævne mellemrum,« siger den danske fysiker, der nævner den nulevende britiske filosof Paul Horwich som eksempel.
Læs også: Store opdagelser: Einsteins relativitetsteori
Paul Horwich beskrev i en artikel allerede tilbage i 1975, hvordan de lukkede tidslige kurver ville kunne fungere uden paradokser. Ulrik Uggerhøj medgiver dog, at måden, de australske forskere løser problemet på, »sandsynligvis er ny«.
I det hele taget forventer den danske fysiker ikke, at tidsrejser overhovedet er mulige:
»Det er teori for teoriens skyld og ikke andet, og det kan være sjovt nok, men jeg tror ikke, at det kan være forankret i virkeligheden.«
Det betyder dog ikke, at forskerne spilder tiden, når de spekulerer udi tidsrejser.
»Det er ofte, når vi forsker i de eksotiske og meget teoretiske ting, at helt nye fænomener, som er fantastiske, dukker op for os. Eksempelvis Higgs-partiklen, der dukkede op i teorien i 1960’erne. I mange år vidste vi ikke, om den fandtes og var en del af naturen, men fandt vi ud af, at den var i 2012.«