Fortsæt til indhold
Viden

Ny forskning: Virusser kan måske bekæmpe køers metanbøvser

Forsker understreger, at virusserne hverken er farlige for mennesker eller til gene for køerne.

Niklas Asp Nielsen

Landbruget står for 25 pct. af Danmarks samlede drivhusgasudslip og vejer altså tungt i klimaregnskabet.

En af mellemregningerne i det regnskab er drøvtyggernes konstante metanbøvsen. Det udleder nemlig metangas, som finder vej op i atmosfæren og fungerer som en drivhusgas, der påvirker klimaet.

Flere danske forskere arbejder på at løse netop den problemstilling, og nu kaster endnu en dansk forsker sig ind i kampen mod metanbøvser.

Professor (MSO) Dennis Sandris Nielsen fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet har netop fået bevilget 2 mio. kr. fra Villum Experiment til et nyt forskningsprojekt, der skal nedbringe metanudslippet fra primært køer. Det skriver Videnskab.dk.

Til at vinde slaget gør forskeren brug af forskellige virusser, der skal gå til kamp mod køernes metanbøvser.

»Helt grundlæggende arbejder vi på at reducere kvægs metanudledning ved at slå mikroorganismerne kaldet archaea ihjel via bestemte virusser,« forklarer Dennis Sandris Nielsen.

Han understreger dog hurtigt, at det er virusser, som ikke er farlige for mennesker. De skal blot gøre kål på bestemte mikroorganismer i koens vom.

Læs også: Grøn omstilling: Bør vi droppe offentlig forskning i kød og mejeriprodukter?

Groft sagt er det de såkaldte methanogener (mikroorganismer), der blandt andet lever i tarmsystemer hos køer, virus skal slå ihjel.

Methanogener er en del i nedbrydningen af organisk materiale, og det er den primære metanproducerende organisme i koen.

»De her archaea er meget sejlivede, men det er et projekt, der, hvis det lykkes, vil være et stort gennembrud, når det kommer til at nedbringe koens udledning af metangas og dermed nedbringe landbrugets klimabelastning,« siger Dennis Sandris Nielsen.

»Hvis vi kan slå mikroorganismen ned med virus, kan det potentielt betyde, at der vil blive produceret mindre metan eller slet intet, og koen vil samtidig få mere energi ud af kosten,« fortsætter forskeren.

Dennis Sandris Nielsen påpeger, at der ingen gener vil være for det drøvtyggende dyr. Der er nemlig tale om en særlig type virus kaldet bakteriofager, som kun smitter bakterier.

Læs også: MUHU! Sådan kan malkekøer blive mere klimavenlige

Ifølge Dennis Sandris Nielsen er der tale om et projekt med en høj gevinst – men med en risiko for, at det falder til jorden, hvis det ikke lykkes at få virus til at mindske mængden af metanproducerende bakterier.

Professor Peter lund, som selv forsker i reducere klimabelastningen hos fra kvæg, ser en række spændende perspektiver i det nye forskningsprojekt – også hvis det ikke skulle løbe med den store gevinst.

»Jeg mener, at projektet er særdeles relevant og spændende. Der er lavet lidt forskning på området i forvejen, primært i laboratorieforsøg, men det er en interessant ny vinkel med stort potentiale,« siger Peter Lund, der er professor ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

Professoren peger dog på en udfordring – forbrugerne.

»Det er ikke sikkert forbrugerne vil acceptere, der er anvendes vira. Men forskningen vil stadig give en betydelig indsigt i, hvordan man får bugt med de særlige mikroorganismer, som er ansvarlige for produktionen af metan i koens vom, og den viden kan vi bruge i andre sammenhænge,« siger Peter Lund.

Han ser generelt, at der stadig er mere fokus på naturlighed i forhold til kunstigt kød og mælk, og derfor vil en anvendelse af sådanne stoffer muligvis være en udfordring i den økologiske produktion.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk