Fortsæt til indhold
Viden

Nye målinger af tyngdebølger slår rekorder

Formentlig stammer tyngdebølgerne fra en sammensmeltning af to rekordstore sorte huller. Dengang var universet kun halvt så gammelt, som det er nu.

Lise Brix

I februar 2016 gik bølgerne højt, og alverdens fysikere jublede: For første gang nogensinde var det lykkedes forskere at måle tyngdebølger – et fænomen, som var blevet forudsagt 100 år tidligere af fysikeren Albert Einstein, men som hidtil aldrig var blevet målt.

Hvis det ikke allerede stod klart for de fleste, at der var tale om en fysiksensation, blev det understreget allerede året efter, da forskerne bag opdagelsen fik Nobelprisen i fysik.

Nu kommer holdet bag opdagelsen af tyngdebølger med en ny og rekordsættende måling af tyngdebølger. Det skriver Videnskab.dk.

»Det er sindssygt spændende. Vi har stadig så relativt få målinger af tyngdebølger, at hver eneste gang vi får nye målinger, åbner det for nye aspekter i vores forståelse af universet,« siger Niels Obers, som er professor i teoretisk partikelfysik og kosmologi ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Tyngdebølger er kort fortalt bølger, som produceres af ekstreme begivenheder i universet – det kan eksempelvis være to meget kompakte objekter, som støder sammen.

Tyngdebølgerne er altså efterklangen af de voldsomme begivenheder, der viser sig som små rystelser i tid og rum, tilsammen kaldet rumtiden.

Læs også: Hvad er tyngdebølger?

De nye målinger af tyngdebølger er formentlig blevet skabt af to sorte huller – det vil sige to ekstremt tunge og kompakte objekter – som er smeltet sammen for mange milliarder år siden.

Dengang de sorte huller nærmede sig hinanden og smeltede sammen, var universet ifølge forskernes beregninger kun halvt så gammelt som nu.

Ved de sorte hullers sammensmeltning blev der skabt tyngdebølger, og siden da har tyngdebølgerne rejst igennem universet i milliarder af år. Lige indtil de blev opfanget af forskernes avancerede måleudstyr den 21. maj 2019.

»Man behøver ikke at være fysiker eller astronom for at begribe, hvor vanvittigt det er, at det overhovedet kan lade sig gøre: Vi kan måle en begivenhed, som fandt sted ekstremt langt borte for milliarder af år siden. Det forbavser mig, hver eneste gang jeg tænker på det. For selv om vores daglige liv her på Jorden kan virke trivielt, så er vi faktisk i stand til at nå langt, langt væk herfra,« siger Niels Obers, som ikke har været en del af de nye studier.

Læs også: Sorte huller: Her er alt, du skal vide

De nye målinger af tyngdebølger er ligesom alle de øvrige målinger foretaget med to kæmpestore måleapparater: Laser Interferometer Gravitational-wave Observatory (Ligo) i USA og Virgo i Italien.

De nye målinger sætter rekord, fordi de to sorte huller, som smeltede sammen, har været større end andre, som hidtil er målt. Før de smeltede sammen, vejede de henholdsvis 66 og 85 gange så meget som Solens masse (vægt) ifølge forskernes beregninger.

Siden de første målinger af tyngdebølger blev foretaget i 2015 – og offentliggjort i februar 2016 – er der i alt blevet foretaget 11 bekræftede målinger af tyngdebølger, fortæller Niels Obers.

10 af målingerne stammer fra sorte huller, som er smeltet sammen, mens den sidste måling stammer fra sammensmeltningen af to såkaldte neutronstjerner – kompakte efterladenskaber fra eksploderede stjerner.

Niels Obers understreger, at det er vigtigt, at vi får så mange målinger af tyngdebølger som muligt. For jo flere målinger vi har, des større forståelse vil vi få for, hvordan universet omkring os er blevet skabt og hænger sammen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk