Fortsæt til indhold
Viden

Ensomme og fortvivlede: Forskere har talt med danske coronapatienter

Covid-19 kan være en hård belastning for de smittede, som ofte har brug for psykologisk hjælp og støtte, konkluderer forskerne, der har interviewet 15 patienter.

Frederik Guy Hoff Sonne
Anne Ringgaard

»Portøren skubber min seng og råber, da vi kommer ind på afsnittet »covid på vej, covid på vej!« Der følte jeg mig ekstremt giftig. Jeg ser sygeplejerskerne smile, og så forsvinder de alle sammen. Jeg blev kørt ind på et værelse, der var fuldstændigt tomt. Døren lukkede, og jeg blev efterladt alene. Der græd jeg. Der var jeg bange …«

Sådan lyder vidnesbyrdet fra en dansk covid-19-patient, der sammen med 14 andre har fortalt, hvordan de oplevede sygdommen, til en gruppe forskere fra Rigshospitalet. Det skriver Videnskab.dk.

Alle de smittede var syge i marts og april, da coronavirussen lige var kommet til Danmark. Nu har forskerne analyseret deres vidnesbyrd.

Vantro, uvished og ensomhed

Ifølge forskerne bag det nye kvalitative studie er der flere ting, der går igen hos patienterne:

  • En følelse af vantro. De smittede kunne simpelthen ikke fatte, at de faktisk var blevet smittet.
  • Uvisheden er en udfordring. Virussen er ny, og vi vidste meget lidt om den, da den kom. Det er svært for patienterne at håndtere.
  • Ensomheden er hård. De syge bliver isoleret, og ensomheden kan være endnu en udfordring i en i forvejen svær situation.

Du kan læse flere af patienternes oplevelser og refleksioner over at være smittet på Videnskab.dk.

Forskernes arbejde er blevet sendt til et videnskabeligt tidsskrift, men det er endnu ikke blevet vurderet af andre forskerfagfæller og er derfor ikke publiceret endnu.

Læs også: Psykologer: Corona risikerer at afføde en angst-epidemi

Den menneskelige adfærd er vigtig

Da coronavirussen, SARS-CoV-2, i løbet af marts og april spredte sig mere og mere i det danske samfund, gav fem forskere fra Rigshospitalet – med støtte fra Novo Nordisk Fonden i ryggen – sig til at indsamle vidnesbyrd om patienters møde med den nye virus.

De var interesserede i følelser og beretninger. At sætte patientens oplevelser i fokus, fortæller en af forskerne bag, sygeplejerske Selina Kikkenborg Berg, der også er professor i kardiologi på forskningsenheden Impact ved Rigshospitalets Hjertecenter og Københavns Universitet:

»Vi spurgte os selv, hvilken vinkel vi kunne byde ind med som sygeplejersker, der har en stor interesse i det menneskelige. Vi er interesserede i at vide noget om adfærd, og hvad mennesker tænker og gør, når de bliver ramt af den her sygdom,« siger Selina Kikkenborg Berg.

Frontlinjelæge: »Svært at være den beroligende stemme«

På infektionsmedicinsk afdeling på Skejby sygehus under Aarhus Universitetshospital sidder Christian Wejse, der også er lektor i infektionssygdomme på Aarhus Universitet.

Han har som afdelingslæge talt med og behandlet utallige covid-patienter og pårørende de seneste fem måneder, og han »kan helt bestemt genkende« flere af de konklusioner, der fremhæves i studiet fra Rigshospitalet – ikke mindst udfordringen med uvished hos læge og patient.

Læs også: Visse personligheder trives i isolation. Hvad kan vi lære af dem?

»Hvis en patient spørger, ”er det mig, der skal køres afsted i en kiste?”, så kan det være svært at have noget stærkt at byde ind med i sådan en situation, fordi der er manglende viden om, hvem der især er i høj risiko,« fortæller Christian Wejse.

Vi mangler fokus på psykisk behandling

Tilsammen peger covid-patienternes vidnesbyrd på, at sygdommen kan have nogle alvorlige psykiske konsekvenser, der ikke i tilstrækkelig høj grad bliver taget hånd om, mener Selina Kikkenborg Berg.

»Det kalder på, at der er et større psykisk reparationsarbejde hos patienterne. Der gøres noget: Når man har været på intensiv, får man et tilbud om at bearbejde oplevelsen psykisk, men der er ikke noget landsdækkende systematisk tilbud til dem, der har været syge med covid-19. Det bør man lave,« vurderer Selina Kikkenborg Berg.

Afdelingslæge Christian Wejse er enig i, at der er nogle psykiske følgevirkninger, man bør tage mere alvorligt.

»Jeg tror bestemt, at det kunne være på sin plads med mere sparring for patienterne under og efter sygdommen. Det er også min erfaring, at de psykiske følger fylder relativt meget,« siger han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk