Indlandsisen smelter med stigende hast – Er ”the tipping point” nået?
Et nyt studie viser, at Indlandsisen smelter utrolig hurtigt, og de nye resultater bliver omtalt som et 'point of no return'. Men betegnelsen skal man være varsom med, påpeger dansk klimaforsker.
Indlandsisen i Grønland ser ud til at gå en hård skæbne i møde.
Den smelter nemlig med en hastighed, hvor det ikke længere vil være muligt at rette op på isens tykkelse – heller ikke hvis vi formår at bremse den globale opvarmning.
Faktisk går massetabet så stærkt, at den nyfaldne sne simpelthen ikke kan genskabe det tab, der er fra isstrømmene og afsmeltningen langs iskappen, og som mister flere milliarder tons is hvert år.
Det viser et nyt studie, der bygger på observationen af 234 gletsjere og netop er publiceret i tidsskriftet Nature Earth and Enviroment. Det skriver Videnskab.dk.
Resultaterne er i flere medier blevet omtalt som et ”point of no return”, med reference til at indlandsisen ikke kommer tilbage på samme niveau som tidligere.
»Vi har passeret et point of no return, men der er åbenlyst mere i vente,« lyder det fra Ian Howat, der er medforfatter på studiet og professor på Ohio Universitet til CNN.
Et kollaps af indlandsisen vil ikke ske på en gang, men vil være ligesom små skridt ned ad en stige, hvor vi til sidst vil ramme et hul, forklarer Ian Howat i samme CNN-artikel.
Læs også: Verdenskendt glaciolog død i tragisk ulykke på Indlandsisen
Ifølge den danske klimaforsker Dorthe Dahl-Jensen stemmer de nye resultater overens med, hvad tidligere forskning har vist om afsmeltningen af indlandsisen, og hun kalder studiet for »meget veludført«.
Særligt resultaterne der viser, hvor enorm en mængde is der smelter og løsriver sig hvert år, kan være med til at bidrage til vores forståelse af dynamikkerne og isstrømmen omkring indlandsisen i Grønland, forklarer Dorthe Dahl-Jensen, professor på Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet.
Dog mener professoren ikke, at det er helt retvisende at bruge betegnelsen point of no return, som det er blevet fremlagt hos flere udenlandske medier. Hun hæfter sig blandt andet ved, at begrebet ikke er nævnt med et ord i den videnskabelige artikel.
»Jeg bryder mig ikke om det udtryk. Når man taler om et point of no return, lyder det, som om indlandsisen helt forsvinder. Det viser studiet her jo ikke, så det synes jeg er at overdrive,« siger Dorthe Dahl-Jensen og fortsætter:
»Det bliver fremstillet meget dramatisk, og de nye resultater tegner også et alvorligt billede, men man skal være påpasselig med, hvordan man fremlægger det, for studiet nævner jo i virkeligheden ikke et point of no return.«
Læs også: Indlandsisen smelter: 3.800 milliarder ton is er væk, men »det er ikke så galt, som vi troede«
At massetab fra isstrømmene i Grønland er accelereret efter år 2000 og nu ser ud til at have stabiliseret sig på omkring 500 gigatons (500 mia. tons) om året, er imidlertid en kendsgerning, vi skal forholde os til, understreger Dorthe Dahl-Jensen, der tidligere har modtaget Mohnprisen for sin rolle inden for klimaforskning.
Store gletsjere kryber nemlig tilbage på grund af den stigende opvarmning.
Isen skyller ud i havet, og satellitdata fra de seneste 40 år viser ifølge studiet, at nogle af de største gletsjere i gennemsnit har mistet en strækning på 3 km.
Det er især langs Grønlands kyster, at gletsjerne svinder ind, og alle de 234 observerede gletsjere i studiet er blevet mindre i perioden.
»Det er utrolig vigtigt, at vi holder øje med Grønland, og hvad der sker lige nu. Når vi kigger på prognoserne for havvandstigning, så er det forbundet store usikkerheder, der i høj grad skyldes, at vi ikke kan forudsige, hvordan isstrømmene vil udvikle sig, og hvor meget kælving der vil ske fra dem i fremtiden. Studier som det her kan være med til at forbedre vores forudsigelser om Indlandsisen på Grønland,« uddyber Dorthe Dahl-Jensen.