H.C. Ørsted stod midt i kampen mellem filosofi og videnskab

Helt op til midten af 1800-tallet var videnskab – som fysik, astronomi og biologi – noget, filosoffer bedrev.

Men i slut-1700-tallet og i starten af 1800-tallet opstod et ønske blandt Europas eliter og regenter om, at videnskabens opdagelser også skulle bringe nytte til samfundet – særligt den spirende industri – og altså ikke bare give oplysning og viden.

Med en fod plantet i begge strømninger stod en af danmarkshistoriens store videnskabelige skikkelser, Hans Christian Ørsted (1777-1851). Det skriver Videnskab.dk i anledning af 200-året for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.

Ørsted talte for, at videnskab ikke måtte blive et rent nytteredskab, som bare skulle hjælpe samfundet og den industrielle revolution fremad.

Ørsted banede vejen for ingeniører i Danmark

Videnskaben blev ifølge Ørsted nødt til at bevare sin tætte, historiske forbindelse til filosofi for at forblive en ’åndsvidenskab’, der giver en dybere og mere meningsfuld indsigt i naturen og eksistensen. Viden for videns skyld.

»Videnskaben maa dyrkes for dens egen Skyld, som vort inderste Væsens Livsyttring, som Erkjendelsen af det Guddommelige,« skriver H. C. Ørsted i 1809.

Læs også: H.C. Ørsted opdagede aluminium, men tog ikke sin opdagelse alvorligt

Alligevel var Ørsted den dansker, som for alvor bragte ’nyttevidenskab’ til Danmark i form af den tekniske ingeniørvidenskab.

Han stod helt konkret for etableringen af Den Polytekniske Læreanstalt i 1829, som vi i dag kender som Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

»Ørsted var inspireret af den romantiske naturfilosofi i Tyskland, der hævdede, at der er en større sammenhæng mellem naturkræfterne, men samtidig var han rundet af den positivistiske videnskab i England og Frankrig, hvor eksperimenter og matematik havde en fremskudt rolle,« siger Carl Henrik Koch, dr.phil. og forhenværende docent ved Københavns Universitet.

Carl Henrik Koch er forfatter til en lang række bøger om videnskabens og filosofiens historie og tidligere vicepræsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Selvsamme selskab, hvor Ørsted havde rollen som sekretær i over 20 år.

Ørsted bliver en prominent forsker i Danmark

I 1806 fik Ørsted sin første professorstilling i fysik, og i 1812 skriver han værket med den tyske titel Ansichten der chemischen Naturgesetze.

Heri deler Ørsted sine tanker om elektricitetens natur. Han skriver, at alle legemer må indeholde ’elektricitet’ opretholdt i en ligevægt.

Læs også: Hvorfor skal vi stole på videnskaben?

I værket nævner Ørsted, at der må være et gensidigt forhold mellem magnetisme og elektricitet.

Den tanke bliver hos ham, og under en forelæsning i 1820 lykkes han med at få en kompasnål til at bevæge sig, mens den befandt sig tæt på en tyk kobberledning.

I juli 1820 opstillede Ørsted endnu et forsøg, der skulle demonstrere forholdet mellem magnetisme og elektricitet.

Resultatet var tydeligt. En elektrisk strøm skaber et magnetisk felt rundt om metallet, såsom en kobberledning, hvori strømmen ledes.

Forsøget førte til Ørsteds historiske opdagelse, som vi fejrer 200-året for i år, nemlig at elektricitet og magnetisme er to sider af samme sag.

Det er grunden til, at man i dag taler om elektromagnetismen. Men Ørsted betragtede ikke kun sin opdagelse som en fysisk lov.

Læs også: Sådan opstår store videnskabelige opdagelser

»Han så sin opdagelse af elektromagnetismen som bevis for den romantiske filosofis idé om en større sammenhæng mellem naturkræfterne,« siger Sune Frølund, lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet. Han har forsket i Ørsteds syn på nytte og dannelse i videnskaben.

Opdagelsen gav Ørsted anerkendelse i Frankrig

Ørsted nedfældede sin opdagelse og forsøgsdesign på latin i en afhandling, som han sendte rundt til de europæiske tidsskrifter. Tyskerne var begejstrede for opdagelsen, der illustrerede deres naturromantiske forestilling om en enhed mellem naturens kræfter.

Franskmændene var derimod skeptiske og gav opdagelsen en kølig modtagelse til at starte med. De tænkte, at opdagelsen bare var endnu en omgang spekulativ naturromantisk drømmeri – og ikke seriøs videnskab.

Men efter franskmændene selv afprøvede forsøgsdesignet, blev det klart for dem, at den danske naturfilosof havde gjort en stor og betydningsfuld opdagelse.

Herefter havde Ørsted vundet anerkendelse over hele Europa.