Rekordfund fra Haderslev: Nordeuropas ældste tegn på omsmeltning af metal
Arkæologer fra Nationalmuseet har fundet en smeltedigel, som viser, at vi var i stand til at smelte kobber i stenalderens Danmark. Det får nu Nationalmuseet til at foreslå, at vi bør indføre en kobberalder i Danmark.
Hvis du gik rundt og troede, at dine forfædre i stenalderen kun var i stand til at lave simple stenredskaber, kan du godt tro om igen.
En forskergruppe fra Nationalmuseet har nemlig fundet beviser for, at stenalderens danskere beherskede kompliceret forarbejdning af metal: I et nyt studie afslører de, at vores forfædre kunne smelte og støbe kobber for omkring 5800-5500 år siden, skriver Videnskab.dk.
»Det er lidt af et sensationelt fund, for det er Nordeuropas ældste eksempel på, at man var i stand til at smelte og arbejde med metal. Vi har fundet en smeltedigel til kobber, som er mindst 5500 år gammel,« siger Anne Birgitte Gebauer, som er arkæolog og forsker ved Nationalmuseet til Videnskab.dk
Fundet får nu forskere fra Nationalmuseet til at foreslå, at Danmark bør have en kobberalder, ligesom de er tilfældet i flere andre lande.
»Det vil give et interessant nyt perspektiv på bondestenalderen, hvis får indført betegnelsen kobberalderen. På den måde læner vi os jo også op af et begreb, som man bruger andre steder i Europa,« siger Lasse Sørensen, arkæolog og forskningschef ved Nationalmuseet til Videnskab.dk.
Vækker begejstring
Det nye fund vækker begejstring hos flere andre forskere, som påpeger, at smeltediglen til kobber er en vigtig brik i fortællingen om vores forfædres teknologiske udvikling. Smeltediglen er nemlig mere end 1.000 år ældre end andre direkte beviser på forarbejdning af metal i Danmark.
Læs også: Er danmarkshistorien forud eller bagud i forhold til Europa?
»Det er et fantastisk fund. Det er første gang, man direkte kan påvise, at man var i stand til at omsmelte kobber så tidligt i Nordeuropa,« siger Lutz Klassen, som er arkæolog og forskningsleder ved Museum Østjylland til Videnskab.dk
»At smelte kobber kræver en meget kompliceret teknologi og enormt høje temperaturer. Derfor udfordrer det en opfattelse, som mange måske har haft af stenalderfolk som lidt primitive mennesker. Det beviser, at de kunne håndtere et højteknologisk håndværk,« tilføjer han.
Han er ikke medforfatter til det nye studie, men han har selv studeret mere end 100 danske stenalderfund af kobberøkser. Oprindeligt mente man, at kobberøkserne var importeret til Danmark fra udlandet, men Lutz Klassen har været bannerfører for teorien om, at kobberøkserne kunne være blevet støbt i Danmark.
Læs også: Kan coronavirus være luftbåren?
»Lutz Klassen sandsynliggjorde helt klart, at kobberøkserne kunne være produceret herhjemme, og han fandt en række indirekte beviser på forarbejdning af kobber i Danmark. Men man har manglet den rygende pistol. Det har man fået nu,« siger Henriette Lyngstrøm, som er lektor i arkæologi og specialist i metallurgi, men ikke har været en del af det nye studie til Videnskab.dk.
Smeltediglen er fundet ved et stort gravkompleks ved Lønt på sydsiden af Haderslev fjord. Der er tale om nogle undseelige stykker brændt ler, men ifølge arkæologerne har de engang siddet sammen i en lille oval skål på omkring 10 centimeter. Skålen var tykbundet og fremstillet af en sandet lermasse, der kunne isolere det varme indhold af smeltet kobber.
Læs også: Hvad er strukturel racisme? Og findes strukturel racisme i Danmark?
»Det er et vigtigt fund, for vi har manglet et mere direkte bevis på kobberproduktion i Danmark,« siger Helle Vandkilde, som er professor i arkæologi ved Aarhus Universitet til Videnskab.dk
Hun bakker imidlertid ikke op om forslaget om at indføre en kobberalder i Danmark.
»Jeg synes ikke, vi skal til at kalde det for kobberalderen. Dertil er der for få kobbergenstande. Der er ikke noget, som tyder på, at der var tale om en systematisk eller stor produktion af kobber,« siger Helle Vandkilde til Videnskab.dk
Andre steder i Europa har man imidlertid klemt en kobberalder ind mellem stenalder og bronzealder, men ikke i Danmark. Forslaget om at kalde en del af bondestenalderen for kobberalderen får heller ikke opbakning fra Lutz Klassen, mens arkæolog Henriette Lyngstrøm bakker op om ideen:
»Det kan godt virke lidt provokerende, at de foreslår at kalde det kobberalderen, men det er provokerende på den gode måde. Provokation bringer forskningen frem, og hvis vi ikke bliver provokeret i vores faste antagelser, kommer vi ikke ud af stedet,« siger Henriette Lyngstrøm til Videnskab.dk.
»Den terminologi, vi bruger, er med til at forme vores opfattelse af tiden. Og bondestenalder lyder nok ikke så sexet i de fleste ører. Så måske kunne det give mere opmærksomhed til en del af bondestenalderen, hvis man begyndte at kalde det kobberalder,« tilføjer hun.