Danske forskere fortæller historien om ti forsømte moseskeletter i nyt studie

De fleste kender Tollundmanden og Grauballemanden.

Mosens helt særlige sure og næringsfattige miljø har bevaret deres hud og sammensunkne kroppe, så man mere end 2.000 år efter deres død stadig kan se deres ansigtsudtryk.

Nu fortæller danske forskere historien om ti forsømte moseskeletter fra Vesthimmerland i Nordjylland, skriver Videnskab.dk.

Moseskeletter har i modsætning til moselig bevaret deres knogler, men til gengæld er deres hud og hår gået til grunde. Alligevel gemmer skeletterne potentielt på masser af hidtil ukendt viden.

»Ni ud af ti af de skeletter, vi nu har undersøgt, er aldrig før blevet beskrevet i videnskabelige tidsskrifter, selvom de er fundet før 1952. Det er synd, for tilsammen kan de fortælle os flere sider af historien om de mennesker, der blev udvalgt til at blive lagt i mosen,« siger Karin M. Frei, der er forskningsprofessor ved Nationalmuseet.

Læs også: Oplev menneskets vilde historie i Grauballemandens nye hjem

Det nye studie er netop udkommet i tidsskriftet Journal of Archaeological Science, hvor danske forskere beskriver de ti skeletter, der er blevet lagt i moser i Nordjylland i tidsperioden mellem yngre stenalder og helt frem til jernalderen.

Moseofringer kan have været særlige mennesker

Det ældste af de 10 skeletter er mere end 3.000 år gammelt, mens det nyeste kan være endt i mosen så sent som 64 år e.v.t.

Traditionen med at smide mennesker i mosen eller ofre dem spænder altså over flere tusind år og adskillige tidsaldre. Men det er stadig et mysterium, hvem der blev udvalgt til at ende sine dage i mosen og hvorfor.

Læs også: Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling

Tidligere har man troet, at det var kriminelle, der skulle straffes. Men blandt de nyligt undersøgte skeletter er to børn på henholdsvis seks og otte år samt en kvinde med et tydeligt handicap.

»Jeg tror ikke på forklaringen om, at de var kriminelle. Ikke når det drejer sig om små børn og en kvinde, hvis lårknogle stak så skævt ud til siden, at hun må have haft meget besvær ved at gå,« siger Bjarne Henning Nielsen, der er forskningschef og museumsinspektør ved Vesthimmerlands Museum og førsteforfatter på den videnskabelige artikel.

Som gruppe havde de ikke flere skavanker end resten af befolkningen

Kvinden, der i studiet kaldes VMA 2367, har også det mere mundrette navn Gøttrupkvinden.

Hun led af en mærkværdig lidelse, hvor hendes ene lårbensknogle stak 90 grader ud fra hoften, og det var tilsyneladende ikke en skade, hun fik i forbindelse med døden, fortæller Tina Christensen, der har en ph.d. i biologisk antropologi og har undersøgt skeletterne:

»Nede i hofteskålen, har vi en rund knogle, så vi kan dreje og bevæge os. Men kvindens runde knogle var visse steder slebet helt blank, fordi den har slidt mod hofteskålen. Det tager lang tid at slibe sådan en knogle, så hun må have haft det her problem i meget lang tid,« siger Tina Christensen.

Når man kigger ned over de ti skeletters sygejournal i det nye studie, kunne man godt få det indtryk, at de var en gruppe skravl.

Infektioner, leddegigt, rådne tænder, ødelagte knæ og en deform hofte. Men både Tina Christensen og Niels Lynnerup vurderer, at skeletterne ikke har været i en dårligere tilstand end gennemsnitsbefolkningen.

»Kigger man på skeletterne samlet set, så ser det ikke ud, som om de har haft flere skavanker, end gennemsnittet havde.«

Læs også: Ny analysemetode afslører hemmeligheder fra danske moselig

Det gælder også kvinden med den dårlige hofte.

»Den læsionsform, tror jeg ikke var ualmindelig i oldtiden. Vi finder ofte skeletter ved almindelig gravlæggelse, som har det her glid ved lårbenshovedet,« siger han.

De fleste moselig er dog fundet under tørvegravning. Det er en beskæftigelse, som stort set er ophørt, og derfor regner forskerne bag det nye studie ikke med, at der kommer nye moselig frem. Så for at tyde gåden om, hvorfor mennesker blev lagt eller ofret i mosen, er det nødvendigt at inddrage moseskeletterne, vurderer de.