Fortsæt til indhold
Viden

Kun en af fem smittede havde symptomer på krydstogtskib: »Vigtig« coronaforskning

Nyt studie indikerer, at op til 80 pct. coronasmittede ikke viser symptomer. Resultaterne stemmer overens med de danske erfaringer, mener flere forskere. En er dog skeptisk.

Frederik Guy Hoff Sonne

Mens det meste af verden lukkede ned i midten af marts i år, drog lige over 200 passagerer på 21-dages cruise fra den sydligste del af Sydamerika og rundt i Antarktis.

Selvom skibet ikke havde krydset Kina eller nogen af de sydøstasiatiske lande, hvor coronapandemien brød ud, undgik passagerne ikke den nye coronavirus.

128 af de i alt 217 skibspassagerer er siden blevet testet positive for virussen, og nu kan passagernes helbredstilstand ved testningen fortælle os afgørende nyt om coronavirussen.

I et studie, der netop er publiceret i tidsskriftet Thorax, fremhæves det, at påfaldende få af smittebærerne - ja, faktisk kun 19 pct. - viste symptomer for virussen, skriver Videnskab.dk.

Det betyder samtidig, at hele 81 pct. af smittebærerne var asymptomatiske.

Flere forskere kalder det et »veludført« og »betydningsfuldt« studie. De påpeger samtidig, at resultaterne passer forbavsende godt med de erfaringer, vi har i Danmark.

»Det er et yderst interessant og meget vigtigt studie, og resultaterne fra det svarer helt overens med de danske tal,« siger Niels Høiby, overlæge og professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet.

Læs også:
Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling

Christian Wejse, lektor i epidemiologi, infektionssygdomme og folkesundhed på Aarhus Universitet, er enig:

»Jeg synes bestemt, at det er et interessant studie, som jeg tror, vi kan lære meget af, selv om krydstogtsskibe er en særlig situation,« skriver han i en mail.

Vigtigt at skelne mellem tingene

Christian Wejse tilføjer, at det her er vigtigt at skelne mellem asymptomatisk og præsymptomatisk.

»For en del af dem, der ikke har symptomer på tidspunktet for testen, får senere i forløbet symptomer, så andelen på 81 pct. uden symptomer kan godt være faldet betydeligt en til to uger senere,« siger Christian Wejse.

Læs også:
Coronavirus fundet i sæd fra unge mænd - hvilken betydning har det?

Og det er en meget vigtig pointe, siger Viggo Andreasen, lektor i matematisk biologi ved Roskilde Universitet. Han mener i, at 80 pct. lyder som »en meget høj asymptomatisk andel.«

Der er andre eksempler på meget høje tal af tilsyneladende asymptomatiske ved corona. Et par studier i amerikanske fængsler, hvor over 90 pct. af de indsatte var positive uden symptomer.

»Men fortolkningen er typisk, at man har testet så tidligt, at de fleste positive er præsymptomatiske. Det passer også med, at der bliver testet ret sent i forløbet, så mange af de testede først viser symptomer, efter undersøgelsen er afsluttet,« siger Viggo Andreasen.

Viggo Andreasen vurderer, at delen af asymptomatiske er mellem 25 til 50 pct.

På trods af uenigheden mellem forskerne kan mange sunde og raske danskere altså sagtens bære rundt på den nye coronavirus uden at vide det.

Læs også: Topforskere: Coronakrisen er afgørende - det, vi gør nu, kan ændre klodens klimakurs

Det bør dog ikke give grund til panik. Det er nemlig stadig usikkert, hvor mange af de smittede uden symptomer der rent faktisk kan smitte andre med virussen.

For Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet, understreger resultaterne fra krydstogt-studiet vigtigheden i en effektiv smitte- og kontaktopsporing som en del af teststrategien.

»Hvis mange går rundt og er smittede uden symptomer, er den bedste mulighed for at finde dem gennem kontaktopsporing, og derfor skal vi i videst muligt omfang få den til at fungere ordentligt i Danmark,« slutter han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk