Fortsæt til indhold
Viden

En ny app skal aktivere depressive, så de får det bedre

Folk med let til moderat depression er glade for en nyudviklet aktiveringsapp, men der skal mere forskning til.

Marie Barse

En gruppe forskere fra Copenhagen Center for Health Technology ved DTU har udviklet og

afprøvet en app, som skal hjælpe depressive med at aktivere sig selv i stedet for at sidde hjemme og synke dybere og dybere ned i depressions mørke. Det skriver Videnskab.dk.

App’en er udviklet i samarbejde med psykiatere, psykologer og patienter med depression, og grundtanken er, at folk med depression skal støttes i at aktivere sig selv hver eneste dag. På den måde håber forskerne, at depressionen kan reduceres.

»Når du har en depression, har du meget svært ved at aktivere dig selv og komme i gang med at lave ting. Derfor har app’en et meget stort inspirationskatalog med ting, man kan lave,« siger ph.d.-studerende på Institut for Sundhedsteknologi på DTU Darius Rohani.

Han har udviklet app’en, der er udstyret med kunstig intelligens, som gør den i stand til at anbefale relevante aktiviteter ud fra den information, brugeren indtaster.

Den indeholder i alt 384 forskellige typer af aktiviteter - alt fra ’børst tænder’ og ’tag et bad’ til ’løb en tur’ eller ’mød en veninde’.

Fald i depressive symptomer

Darius Rohani har udviklet app’en i samarbejde med nogle af Danmarks førende forskere inden for depression. Blandt andre professor Lars Kessing fra Rigshospitalet.

I et klinisk feasibilitystudie har de undersøgt, om app’en kan bruges af depressive, og hvad patienterne synes om den. De har også undersøgt, om app’en hjælper på patienternes depression, men de har ikke sammenlignet med en kontrolgruppe, som ikke brugte app’en.

Læs også: Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling

Resultatet er, at de 17 patienter, som har brugt app’en, var glade for at bruge den. De oplevede at få det bedre, og app’ens opbygning gav mening for dem.

Der var også et fald i deres depressive symptomer - specielt blandt dem, som havde en middel-til-svær depression ved studiets start.

Men fordi der ikke er sammenlignet med en kontrolgruppe, som ikke brugte app’en, er det svært at vide, om deres bedring skyldtes app’en, eller om de havde fået det bedre uanset hvad.

Studiets resultater bliver snart udgivet i to videnskabelige, peer-reviewede artikler.

Er det virkelig så simpelt?

Men kan det virkelig være så simpelt, at man ’bare’ skal aktivere sig selv?

Ja i nogen udstrækning, fortæller psykolog og ph.d. i e-mental sundhed ved Aarhus Universitetshospital Kim Mathiasen.

Læs også: COVID-19 viser sig i statistikkerne for overdødelighed, og det gør os klogere på virussen

»I princippet er det meget simpelt. Det handler om, at man får folk aktiveret. Den aktivering i sig selv har en indflydelse på, hvordan man har det. Passivitet kan forstærke depression, mens det at få andre stimuli og se andre ting faktisk kan hjælpe,« siger han.

Kim Mathiasen forsker selv i, hvordan internetbaseret terapi kan hjælpe på psykiske lidelser, og han har været med til at opbygge en klinik i Odense, hvor voksne med angst kan få onlineterapi.

Han har ikke været med til at lave studiet om den nye app, men har læst konferenceartiklen for Videnskab.dk.

Læs også: Depression: Kun én behandling virker bedre end placebo

»Det er vanskeligt at aktivere sig selv, når man har depression, så redskaber, der kan hjælpe en med at blive aktiveret, er super relevant. En app kan ikke stå alene, men den kunne give god mening at bruge som led i et almindeligt behandlingsforløb som et supplement til at forbedre adfærdsaktivering,« siger han.

Han understreger dog, at det er vigtigt, at den type teknologi bruges som et supplement og ikke som en øvelse til at spare penge.

Planen med MUBS app’en er, at den bagvedliggende teknologi skal indgå som et element i en mere omfattende app, som er under udvikling for Rigshospitalet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk