Fortsæt til indhold
Viden

Årets Unge Forsker kåret: Skriver kode, som kandidater kløjes i på universitet

Jury-medlem er meget imponeret over 19-årige William Bille Meyling, der har vundet Årets Unge Forsker 2020.

Asbjørn Mølgaard Sørensen

Hvis du nogensinde har bekymret dig om, hvordan det dog skal gå den stakkels ungdom, så bør du læse med her.

Talentkonkurrencen Årets Unge Forsker 2020, der i år blev afholdt virtuelt, er nemlig lige blevet afgjort, og vinderen, 19-årige William Bille Meyling, har simpelthen skrevet koden til sin egen algoritme, der kan - og hold nu fast:

Foretage en universel autonom graf-baseret billedsegmentering med næsten lineær gennemsnitskompleksitet. Det skriver Videnskab.dk.

Tabte vi dig i svinget? Okay, kort sagt, er det en algoritme, der kan gøre computere i stand til at identificere forskellige dele af et billede.

Det er en teknologi, der for eksempel bruges, når selvkørende biler skal genkende en fodgænger.

Og det er altså ikke helt nemt, det William Bille Meyling er lykkedes med at lave, fortæller jury-medlem og lektor ved Niels Bohr Institutet Troels Christian Petersen:

»Jeg er virkelig imponeret. Sådan en kode skriver ikke sig selv. Jeg underviser selv i machine learning, og der er mange på kandidat-niveau, der ikke kan det her. Det skal nok gå os rigtig godt i fremtiden,« siger Troels Christian Petersen, der selv forsker i eksperimentel subatomar fysik, til Videnskab.dk.

Lineær gennemsnitskompleksi-hvaffornoget?

William Bille Meyling, der er gymnasieelev på Sukkertoppen Gymnasium i Valby, København, vandt årets seniorkonkurrencen, mens 14-årige Alexander Winkler fra Skt. Josefs Skole i Roskilde vandt juniorkonkurrencen for et projekt, hvor han byggede violiner.

Læs også: Alternativ corona-strategi: Vi kan banke smitten helt i bund med karantæne og smitteopsporing

Hvis du stadig undrer dig over, hvad alle de fine ord om William Bille Meylings algoritme betyder, så fortvivl ikke. Videnskab.dk ringede nemlig til ham for at få en forklaring og en lille snak:

»Egentlig skrev jeg mit projekt på engelsk, og det lyder ikke helt ligeså godt på dansk,« siger William Bille Meyling ganske beskedent om sin 189 sider lange afhandling, som han havde tilsendt juryen, før han begynder at forklare:

»Billedsegmentering betyder bare, at den opdeler billedet i segmenter. Billedet består af en matrix af pixels, og dem ønsker man så at gruppere - det kan for eksempel være et billede af en mark med en himmel i baggrunden og et træ på marken. Autonomt betyder, at computeren kan gøre det uden input,« fortæller han.

Læs også: Fra laboratoriemus med neon-skelet til nærbilleder af fiskeøjne: Udforsk årets bedste forskerbilleder

Men hvad så med den "næsten lineære gennemsnitskompleksitet", spørger du desperat.

»Det dækker over, at algoritmen kun blive lineært langsommere, når størrelsen på billedet stiger. Jeg kalder det ‘næsten’, fordi jeg ikke kan bevise, at den er det. Men jeg har lavet en empirisk undersøgelse, hvor jeg har segmenteret 6900 billeder, og ud fra dem, er algoritmen lineær,« siger William Bille Meyling.

Han har lært sig selv at kode ved at se Youtube-videoer og deltage i Dansk Datalogi-Dyst, der er en konkurrence for gymnasie-elever.

Læs også: Corona-mørketallet i Danmark: Derfor er det vigtigt, og disse 3 ting skal du være opmærksom på

William Bille Meyling var dog ikke den eneste vinder ved Årets Unge Forskere 2020.

14-årige Alexander Winkler har ombygget billige violiner, så de kan spille i samme høje kvalitet, som violiner helt oppe i en prisklasse på 100.000 kr.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk