Dansk forskning: Tropiske storme er blevet mere ødelæggende
Ifølge nyt studie totalødelægger klimakrisen større og større landområder.
Klimaforandringerne gør tropiske storme såsom orkaner større og mere ødelæggende år for år.
Det viser ny dansk forskning, hvor forskere har kortlagt ødelæggelsernes omfang efter orkaner i USA fra 1900 til 2018, skriver Videnskab.dk.
For 100 år siden totalødelagde amerikanske tropiske storme gennemsnitligt i omegnen af 500 kvadratkilometer om året, viser den nye forskning.
Det tal er i dag steget til 1.500, selv når forskerne har taget højde for den demografiske og økonomiske udvikling.
Det nye forskningsresultat slår ifølge én af forskerne bag studiet fast, at man kun kan benægte stigningen i ødelæggelserne på grund af tropiske storme, hvis man insisterer på at vende det blinde øje til beviserne.
»Vores nye datasæt viser klart, at uanset om man ser på ødelæggelserne omfang målt i dollar eller i antal totalødelagte kvadratkilometer, er der en klar tendens til stigende ødelæggelser på grund af tropiske storme år for år,« siger førsteforfatteren til det nye studie, lektor Aslak Grinsted fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Har udviklet ny metode
I studiet har Aslak Grinsted udviklet en ny metode til at kigge på omfanget af ødelæggelser efter en tropisk storm.
I stedet for at kigge på økonomisk tab målt i dollar, kigger han på, hvor stort et areal en tropisk storm har totalødelagt.
Den metode viser, at Hazel totalødelagde et areal svarende til 2.100 kvadratkilometer – altså total ødelæggelse af alt velstand, hvilket vil sige huse, ejendele og så videre, inden for et område på 2.100 kvadratkilometer.
Sammenlignelige tal viser, at Irma totalødelagde 2.300 kvadratkilometer, mens Katrina, som ramte Louisiana i 2005, ødelagde 7.600 kvadratkilometer.
Læs også: Derfor kan klimastrejker flytte holdninger - vigtigst af alt din egen
Samlet set har Aslak Grinsted undersøgt de arealmæssige ødelæggelser af 247 tropiske storme og orkaner fra år 1900 til 2018, og de tal kan han sammenligne.
»På den måde tager vi nogle usikkerheder ud af ligningen, eksempelvis stigningen i velstand, eller om en orkan har ramt et tyndt eller tæt befolket område,« siger Aslak Grinsted.
På tide, at nogen finder ud af at udregne effekten af orkaner på en ny måde
Det er på tide, at forskere finder en ny måde at beregne de skadelige effekter af orkaner, så man klart kan se, om orkanerne bliver kraftigere og mere ødelæggende henover årtierne.
Sådan lyder en kommentar til det nye studie fra professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Miljøvidenskab.dk på Aarhus Universitet, da Videnskab.dk får fat på ham på telefonen, mens han er til klimakongres i USA.
Læs også: Forskere: Palmeolie er en kæmpe trussel mod regnskoven og klimaet
»Tillykke til Aslak for at komme på den idé at regne det ud på den her måde. Det er rigtig god måde at gøre det på. Jeg håber, at det betyder, at vi snart kan slutte diskussionen om, hvorvidt orkaner bliver mere og mere ødelæggende. Det bliver de, og den diskussion bør der være lukket ned for nu,« siger Jørgen E. Olesen, der ikke har deltaget i det ny studie.
Når forskerne ser på dataen, viser den, at der gennemsnitligt er blevet ødelagt omkring 1.000 flere kvadratkilometer fra årti til årti.