Goplerne, der dræber, er vendt tilbage til det østlige Østersøen

Den er selvlysende, invasiv og formerer sig så hurtigt, at én enkelt kan blive til 10.000 på få uger. Dræbergoplen er vendt tilbage i hobevis i den østlige del af Østersøen, hvor den ellers ikke har været at finde fra 2011 til 2014.

Det slår en række forskere fra DTU-Aqua fast, efter at forskningskibet Dana har lagt til kaj i Rønne på Bornholm efter det årlige Østersøtogt.

Selvom dræbergoplen har fundet sig til rette i dansk havvand siden 2007 og nok aldrig kommer til at forlade det helt igen, så er goplens massive tilbagevenden bekymrende, fortæller lederen af Østersøtogtet, Marie Storr-Paulsen.

»Hvis den har optimale livsbetingelser, så kan én dræbergople virkelig blive til mange på ekstremt kort tid, og det kan være problematisk, fordi den lever af fiskeæg og fiskelarver og af den føde, som fiskelarverne lever af,« siger hun.

Dræbergoplen, der i fagsprog kaldes ribbegoplen, er ikke voldsomt farlig for mennesker eller dyr. Ifølge Marie Storr-Paulsen, så skyldes det noget dystre tilnavn i stedet, at goplen kan være en trussel mod havets andre beboere, som man oplevede det, da den kom til Sortehavet, hvor dens tilstedeværelse fik katastrofale konsekvenser for fiskebestanden.

Da dræbergoplen kom til Sortehavet åd den store dele af fiskebestandenes føde. Det betød, at fiskeriet af særligt ansjoser, brisling og hestemakrel led et stort sammenbrud, fordi størrelsen på fiskebestandene gik dramatisk ned. Det fik på få år store økonomiske konsekvenser for fiskeribranchen i og omkring Sortehavet.

Det er svært at sige, om konsekvenserne af dræbergoplens tilstedeværelse er eller bliver ligeså store for den danske fiskebestand, fortæller danske gopleekspert Hans Ulrik Riisgård, der er professor ved Syddansk Universitet.

»Der er ingen konkrete oplysninger om effekten på fisk, selvom det er mere end 10 år efter, at dræbergoplen første gang dukkede op i de danske farvande. Myndighederne har ikke følt behov for at undersøge effekten, og det er for dårligt,« siger Hans Ulrik Riisgård.

Artiklen fortsætter under videoen.

Han har, sammen med en række andre forskere, fulgt forekomsten af dræbergopler i Limfjorden, hvor goplen er en reel trussel overfor sildebestanden, fordi den æder zooplankton, som også er føde for sild.

»Vi har fulgt forekomsten af dræbergopler, men ikke effekten på sild. Det nationale miljøovervågningsprogram indbefatter ikke dræbergoplen, hvilket er meget beklageligt og uforståeligt, fordi de potentielle effekter af dræbergoplen i havet omkring Danmark kan være store,« siger Hans Ulrik Riisgård.

For fiskere, der lever af garnfiskeri i fjordene, er den massive mængde af dræbergopler ifølge Marie Storr-Paulsen allerede blevet en udfordring, når de fanges i nettet.

Samtidig har dræbergoplen ingen naturlige fjender i Danmark udover vand, der er køligere end 2 grader, og det betyder, at det er svært at begrænse bestanden.

»Man kan ikke fiske dem op og komme af med dem, når de først er her. Derfor er det svært at komme den til livs. Den har kun en naturlig fjende, og det er melongoplen, der æder dem, men den er ikke ret udbredt i de danske farvande,« siger togtlederen, Marie Storr-Paulsen.

Oprindeligt stammer dræbergoplen fra østkysten i USA. I årenes løb har den spredt sig over enorme afstande, fordi goplen er blevet samlet op af skibe, der har suget ballastvand ind i et havområde for at ligge stabilt i vandet, og senere sluppet vandet ud i et nyt havområde, når det nåede frem.

»Det er på den måde, at man har fået transporteret invasive arter - altså ikke-hjemmehørende arter - fra et sted til et andet,« siger hun og fortsætter: »Derfor bør man overveje, om man ikke skal lave endnu strammere regler omkring, hvor ballastvand bliver lukket ud henne.«

Sidste år trådte den internationale konvention om ballastvand i kraft, som netop er en stramning af de eksisterende regler. Det skete i et forsøg på, at standse fremtidige globale spredninger af invasive marine arter på samme måde, som det er sket med dræbergoplen.

Gopleekspert Hans Ulrik Riisgård håber på, at konventionen kan afhjælpe fremtidige problemer, men han efterlyser i stedet, at man tager hånd om problemerne med dræbergoplen og andre invasive arter, som allerede er spredt.