Fortsæt til indhold
Viden

Ny metode gør det muligt at behandle flere blodpropper i hjernen

Op mod 1.000 flere danskere kan blive raske efter en blodprop i hjernen, viser stort europæisk studie af en ny behandlingsmetode.

Eskild Heinemeier

En blodprop i hjernen kan medføre hjerneskader og alvorlige handikap.

Men med en ny metode vil læger fremover kunne hjælpe omkring 1.000 flere danskere om året, som vil kunne blive raske og undgå handikap efter en blodprop i hjernen. Det skriver Videnskab.dk.

»Det er en glædelig nyhed, for vi kan hjælpe mange patienter. Hvis de får behandlingen, får de færre handikap,« siger overlæge, ph.d, Claus Ziegler Simonsen fra Aarhus Universitetshospital, som er medforfatter på det nye studie, til Videnskab.dk.

Studiet er netop udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine.

Læs også: Blodprop: Strøm i hjernen gør genoptræningen bedre

Problemet er tidsbestemmelsen

Den nye metode retter sig mod de patienter, som får en blodprop i hjernen, men hvor tidspunktet for blodproppen indtræffen er ukendt. Det gælder for cirka 20 procent af alle blodproppatienter – mange af dem er såkaldte ’wake up-strokes’, hvor patienten vågner efter en blodprop, der er indtruffet mens de sov.

Blodpropper i hjernen kan i dag behandles meget effektivt med trombolyse, som er behandling med blodfortyndende medicin.

»Trombolyse er en god og effektiv behandling af blodpropper i hjernen. Men problemet er, at den skal gives indenfor 4,5 timer. Den hyppigste årsag til ikke at give den behandling er, at patienterne er uden for det vindue efter 4,5 timer,« siger Claus Ziegler Simonsen til Videnskab.dk.

Læs også: Fede surmælksprodukter forbundet med lavere risiko for blodpropper i hjernen

Hvis blodproppen er kommet, mens patienten sov, kan man ikke være sikker på, hvornår blodproppen er indtruffet, og man vil derfor ikke bruge den ellers meget effektive trombolysebehandling.

4,5 timer efter blodproppen er indtruffet, er der nemlig ingen effekt af trombolysen, men der er stadig bivirkninger i form af risiko for blødninger i hjernen, forklarer Claus Ziegler Simonsen.

Forskere mener endda, at risikoen for blødninger stiger, jo længere tid der går. Men inden for de første 4,5 timer opvejes den lavere risiko for blødninger af de gode effekter ved medicinen, siger han.

Læs også: Forskere reparerer hjernen efter slagtilfælde

MR-skanning kan afsløre tidspunktet

Tidsbestemmelsen af blodproppen er altså problemet.

»Det problem har vi løst ved en akut MR-skanning, som med rimelig sikkerhed kan tidsbestemme blodproppen,« siger Claus Ziegler Simonsen.

Med en MR-skanning dannes der billeder af patientens hjerne.

MR-skanningen laver to målinger – altså to forskellige billeder af hjernen. Hvis blodproppen er opstået inden for 4,5 timer, vil lægerne kun kunne se tegn på blodproppen på det ene billede. Derfor kan lægerne efter en MR-skanning vurdere, om man stadig kan nå at behandle med trombolyse.

Og forskerne vurderer, at omkring en tredjedel af de såkaldte ’wake up-strokes’ kan behandles med trombolyse.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk