Dagens nyhedsoverblik mandag d. 17. oktober
Her kan du læse dagens vigtigste nyheder fra ind- og udland.
Massivt flertal vil have undersøgelse af FE-sagen
Regeringen er vendt på en tallerken og bakker nu ligesom dens støttepartier Enhedslisten og De Radikale også op om, at der kan igangsættes en undersøgelse af dele af FE-sagen, allerede inden straffesagen mod Lars Findsen er afsluttet.
Det sker, efter at den tidligere chef for FE Lars Findsen i sidste uge i en ny bog anklagede regeringen for at have haft politiske motiver, da han blev hjemsendt i 2020.
Trine Bramsen kommenterer Findsens anklager
Og vi bliver lidt ved FE-sagen. For den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen gik mandag eftermiddag ud og kommenterede sagen på sin Facebook. Her afviste hun, at hun som forsvarsminister i 2020 hjemsendte Lars Findsen for at opretholde et parlamentarisk flertal, som det påstås i bogen.
Det skete uldelukkende på baggrund af de anklager, Tilsynet for Efterretningstjenesterne (TET) i en tilsynsrapport rettede mod FE’s ledelse, skriver hun.
Angreb med selvmordsdroner i Ukraine
Mandag morgen ramte flere eksplosioner Ukraines hovedstad, Kyiv. Fire personer er indtil videre meldt dræbt, men der kan stadig ligge flere under murbrokkerne, oplyser ukrainske myndigheder.
Der skulle angiveligt være tale om iranske selvmordsdroner. Det afvises dog af Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian, at Iran har leveret droner til Rusland.
Læs mere om Ruslands nye dronetaktik her.
Sverige har fået en ny statsminister
Rigsdagen har mandag givet grønt lys for en ny borgerlig regering i Sverige med Moderaternes Ulf Kristersson i spidsen. Han har vundet magten med et snævert flertal med stemmerne 176 for og 173 imod i Rigsdagen.
Udover Moderaterne kommer regeringen til at bestå af Kristendemokraterne og Liberalerne.