Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguiden 17. september 2026

Svenskerne har talt færdig.

Godaften

Det blev dagen, hvor svenskerne endelig blev færdige med at tælle stemmer, og Canada svarede på EU’s invitation. Jeg har rodet i nyhedskassen og fundet de vigtigste til dig.

Velkommen til dagens Nyhedsguide, hvor overskrifterne er:

  1. Svensk valg giver kneben sejr til rød-grøn blok
  2. Hemmelig ukrainsk modoffensiv har været en succes
  3. Canada siger ja tak til tilbud fra EU

Svensk valg giver kneben sejr til rød-grøn blok

Det nye: Søndagens valg i Sverige har givet den rød-grønne blok en kneben sejr med 176 mandater og Socialdemokraterna som landets største parti. Den borgerlige blok har fået 173 mandater.

Hvad nu? Statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterna har indgivet sin afskedsbegæring, og nu går regeringsforhandlingerne i gang. De kan blive langvarige. Selv om Socialdemokraterna har vundet, har partiet fået et historisk dårligt valg, derfor er partileder Magdalena Andersson afhængig af støtte fra alle partier i den rød-grønne blok. Venstrepartiet har krævet ministerposter, men det vil Centerpartiet ikke gå med til.

Hemmelig ukrainsk modoffensiv har været en succes

Det nye: En hidtil hemmeligholdt ukrainsk operation på russisk besat terræn i det nordøstlige Ukraine har vist sig at være en succes. Området er således blevet generobret. Aktionen har fået navnet ”Operation Vivaldi”.

Hvad stort er det? Den finske militæranalytiker Emil Kastehelmi siger til Jyllands-Posten, at »det er en af de største bedrifter, ukrainerne har været i stand til at opnå i år«. Samtidig peger han på, at resultatet er begrænset målt i kvadratkilometer. Aktionen er dog endnu ikke afsluttet.

Canada siger ja tak til tilbud fra EU

Det nye: Den canadiske premierminister, Mark Carney, hilser tilbuddet om at blive det første associerede medlem af EU velkommen. Det sagde han torsdag i en tale i EU-Parlamentet.

Hvad betyder det? Hvad det indebærer, er fortsat uklart, da Canada i givet fald vil være det første land af sin slags. I sin tale fremhævede Carney, at det er mindre vigtigt, hvad man kalder det, og vigtigere, hvad indholdet er. Han fremhævede bl.a. samarbejde om kritiske råstoffer, forsvar samt kunstig intelligens og kaldte det en »alliance« mellem EU og Canada.

Også værd at vide

76-årig var sindssyg, da han påkørte 17 mennesker: En 76-årig mand er ved Københavns Byret blevet dømt for hensynsløs kørsel, da han i april 2025 påkørte 17 mennesker ved Sortedam Dossering i København. Manden blev erklæret sindssyg på gerningstidspunktet pga. demens og straffes derfor ikke med fængsel, men behandling på en psykiatrisk afdeling.

Seks kommuner sender opråb om mangel på børneattester: Det er en »kritisk og stærkt driftsforstyrrende situation«, som kommunerne står i. Sådan lyder det ifølge Ritzau og DR i et fællesbrev fra landets seks største kommuner til justitsminister Nicolai Wammen (S) om Rigspolitiets stop for udstedelse af børneattester.

Dansk Erhverv kræver reform for bedre kollektiv trafik: Den kollektive trafik fungerer ifølge Dansk Erhverv så dårligt, at organisationen kalder på en mobilitetsreform og milliarder til en ny infrastrukturplan, der skal gå frem til 2045.

Dagens anbefaling

Der er ifølge den verdenskendte canadiske professor og bestsellerforfatter Michael Ignatieff god grund til, at Canada og EU samarbejder. For de to både kan og skal kæmpe frihedens kamp sammen, i en verden hvor den er på tilbagetog.

Det siger han i et interview med min kollega Kenneth Thygesen.

»Alliancerne, der blev skabt omkring frihedsidealet, er begyndt at kollapse. Friheden er flyttet fra centrum-venstre, hvor jeg plejede at forstå, hvad det betød, til en frihed på højrefløjen, som for mig synes at være en tilladelse til brutal grusomhed,« lyder det.

Læs interviewet her.

Tak for at læse med. Jeg håber, at du får en dejlig aften.