Nyhedsguiden 15. september 2026
En dansk forsvarshelikopter er blevet beskudt med signalblus af russisk fregat. Især baltiske lande mener, at Nato-landene holder alt for meget igen over for russiske provokationer.
Godaften
Du har muligvis bemærket, at især én historie dagen igennem har fyldt alle danske medier. En russisk fregat skød mandag aften pyroteknik mod en af Forsvarets helikoptere.
Det er også en topprioritet i dagens Nyhedsguiden, hvor overskrifterne er:
- Dansk forsvarshelikopter beskudt med signalblus af russisk fregat
- Der mangler tusindvis af lærepladser
- Stor organisation slår alarm om friheden i USA
Dansk forsvarshelikopter beskudt med signalblus af russisk fregat
Det nye: En dansk Fennec-helikopter fotograferede mandag en russisk fregat i internationalt farvand ud for Gedser. Fregatten affyrede to signalblus mod helikopteren.
Hvad er reaktionerne? De er skarpe. Udenrigsministre fra en lang række lande har sendt støtte til Danmark. Europa-Kommissionens formand har brugt det som anledning til at slå fast, at EU styrker det fælles forsvar. Mette Frederiksen er ikke overrasket, har hun sagt. »Russiske handlinger har til formål at intimidere og splitte. De vil ikke lykkes. Vi vil ikke vakle,« skrev hun på X. Du kan genlæse Jyllands-Postens liveblog her. Min kollega Henrik Philip Hare har også skrevet en artikel om, at især baltiske lande mener, at Nato-landene holder alt for meget igen over for russiske provokationer. Den artikel kan du læse her.
Der mangler tusindvis af lærepladser
Det nye: Trods advarsler om mangel på faglærte i landets virksomheder mangler 8.300 erhvervsskoleelever en læreplads efter deres grundforløb.
Hvad betyder det? Det er ret skidt nyt. For både Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening har advaret om, at danske virksomheder kommer til at mangle faglærte medarbejdere til vækst og innovation, hvis ikke flere unge vælger en erhvervsuddannelse. De manglende pladser kan endda bidrage til et højere frafald på erhvervsuddannelserne. Det siger en chefkonsulent på Nationalt Center for Erhvervspædagogik. I forvejen er uddannelserne ramt af et temmelig stort frafald. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) mener, at arbejdsgiverne »har svigtet«. Du kan læse mere her.
Stor organisation slår alarm om friheden i USA
Det nye: Demokratiet i USA har aldrig haft det værre. Det viser den nyeste Global State of Democracy-rapport, som hvert år analyserer demokratiet i verdens lande.
Hvorfor? Det er temmelig grum læsning for friheden. Ifølge rapporten har USA fået et mindre velfungerende parlament, mindre pressefrihed og så er uafhængigheden af domstolene svækket. Min kollega har talt med den canadiske forsker Alexander Hudson, der har været med til at udarbejde rapporten. »For et land, der afholder regelmæssige, frie og retfærdige valg, tror jeg aldrig, vi har set et så markant fald,« siger han. Læs mere her.
Også værd at vide
Danske aktier er faldet for ottende dag i træk. De danske C25-aktier var tirsdag ved middagstid 0,75 pct. lavere end ved lukningen af børsen mandag. En af hovedforklaringerne er ifølge investeringsstrateg Jacob Pedersen fra Middelfart Sparekasse de stigende renter, som er udløst af stigende oliepriser.
FN-chef frygter krigsforbrydelser i Gaza. Derfor kræver FN, at internationale efterforskere får adgang til hele Gaza, så der kan indsamles beviser, mens lig graves ud af murbrokkerne. FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, sagde tirsdag, at »jordiske rester af, hvad der lader til at være hele familier, bliver nu gravet frem på steder, som er blevet pulveriseret af israelske angreb«.
Dagens anbefaling
Den røde løber var rullet ud, og Donald Trump stod og klappede, da Vladimir Putin ankom til Alaska sidste år. Den russiske præsident blev modtaget som en kær ven, mens hans krig mod Ukraine rasede.
Scenen indleder Jyllands-Postens anmeldelse af bogen ”Forræderi”, hvor den britiske journalist Luke Harding undersøger forholdet mellem de to præsidenter og beskriver et Europa under pres fra både øst og vest.
Harding har fulgt dem begge i årevis, og hans konklusion er hård: Han mener, at Trump er i lommen på Putin. Vores anmelder David Trads kalder bogen »en strålende samtidshistorie« og kvitterer med hele seks stjerner.
Hans anmeldelse er bestemt også læseværdig.
Det var alt. Jeg håber, du får en dejlig aften.