Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguide 7. september 2026

Naboer kan ikke få svar, boligejere skal kunne få hjælp og dårlige tal for Trump

Godaften

Her får du et hurtigt overblik over nyhedsdøgnet fra Jyllands-Posten, som du kan læse inden sengetid.

Her er Nyhedsguiden, hvor dagens overskrifter er:

  1. Naboer til våbenfabrik kan ikke få svar på simple spørgsmål
  2. Boligejere skal fremover kunne få en ekstra vurdering fra en uvildig fagperson
  3. Valganalyse: Trump står til stort nederlag

Naboer til våbenfabrik kan ikke få svar på simple spørgsmål

Det nye: Der er lavet en ny sikkerhedszone omkring den kommende våbenfabrik i Nordjylland.

Hvad er baggrunden? De nærmeste naboer til den nye våbenfabrik i den nordjyske by Elling savner svar. Der er skabt en ny og udvidet sikkerhedszone, som vil omfatte ca. 100 boliger, som i yderste konsekvens kan blive påvirket ved en eksplosion. I zonen vil der komme særlige regler og restriktioner. Men de berørte naboer kan ikke få svar på simple spørgsmål om, hvad der skal ske med deres ejendom, og hvad de kan få i erstatning. Det viser lydoptagelser fra et borgermøde, hvor naboerne ikke kunne få svar fra de fremmødte embedsfolk.

Boligejere skal fremover kunne bede om at få en ekstra vurdering fra en uvildig fagperson

Det nye: Efter nye problemer med ejendomsvurderinger skal boligejere have mulighed for hjælp udefra.

Hvad er baggrunden? Det er skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M), der vil indføre ordningen med en såkaldt second opinion, fordi der gentagne gange har været tvivl, usikkerhed og forsinkelser i det nye vurderingssystem. Det sker i et forsøg på at genoprette tilliden til det skandaleramte ejendomsvurderingssystem.

Den uvildige fagperson kan for eksempel blive en vurderingsmand eller en ejendomsmægler. Det er uvist, hvornår den nye ordning træder i kraft.

Valganalyse: Trump står til stort nederlag

Det nye: Alt tyder på demokratisk sejr i både Senatet og Repræsentanternes Hus ved det kommende midtvejsvalg.

Hvad er forklaringen? Valganalytikeren Charlie Cook har regnet sig frem til de tre mest sandsynlige udfald for midtvejsvalget i USA 3. november. For Donald Trump og republikanerne er der ingen positive forudsigelser. Scenarierne strækker sig fra ”det slemme” over ”det rigtig slemme” eller ”det decideret forfærdelige”. Læs mere her.

Også værd at vide

200 mio. euro: EU har afsat 200 mio. euro til investeringer i Grønland i udvinding af råstoffer, boliger, turisme, energi og digital kommunikation.

Fodboldklub hylder afdød krigsforbryder: Fans fra den serbiske klub Røde Stjerne hyldede søndag den nu afdøde dømte krigsforbryder Ratko Mladic med et banner. Han havde ansvaret for belejringen af Sarajevo og de etniske udrensninger under borgerkrigen i Jugoslavien.

Dagens anbefaling

JP har taget med på en sejltur med Hans Westergaard fra Kolding, der bliver 100 år på torsdag. Han har et par gode livsråd, som kan vise sig nyttige for flere af os, fordi danskerne bliver ældre og ældre. Læs historien her.

Tak, fordi du læste med. Jeg håber, du får en fortsat god aften.