Nyhedsguide den 27. august 2026
Udmelding om kongen har skabt bekymring i Norge
Godaften
I Danmark kan vi glæde os over en opmuntrende besked om landets økonomi på en dag, hvor der er anderledes trykket stemning hos vores norske naboer på grund af en udmelding fra kongehuset.
Det og meget mere kan du blive klogere på i Nyhedsguiden, der har følgende overskrifter:
- Udmelding om kongen har skabt bekymring i Norge
- Dansk økonomi er blevet meldt i topform
- Forskere er begejstrede for »vild« vaccineeffekt
Udmelding om kongen har skabt bekymring i Norge
Det nye: Den norske majestæt, kong Harald, befinder sig i en alvorlig og forværret tilstand. Det oplyste det norske kongehus i en kortfattet pressemeddelelse torsdag formiddag. Siden da er kongens nærmeste strømmet til Rigshospitalet i Oslo, heriblandt kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og dronning Sonja. Sent torsdag eftermiddag er meldingen, at kongens tilstand er uforandret.
Hvad er baggrunden? Den 89-årige konge blev indlagt i sidste uge, efter at han var blevet behandlet med kortison for blodsygdommen hæmolytisk anæmi. Søndag blev det oplyst, at kong Harald var blevet behandlet med antibiotika mod en blodinfektion, og at han havde responderet på behandlingen. Kongens helbred har i det hele taget pådraget sig fokus i løbet af 2026, hvor han også blev indlagt under et ophold på den spanske ferieø Tenerife for en infektion i benet og dehydrering.
Dansk økonomi meldes i topform
Det nye: Der er en større fremgang i dansk økonomi end ventet på grund af positive tal for væksten, beskæftigelsen og statens budget. Sådan lyder konklusionen i Økonomisk Redegørelse, der er regeringens vurdering og prognose for dansk økonomi og de offentlige finanser. »Dansk økonomi er i topform,« skriver skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) i forordet til Økonomisk Redegørelse.
Hvad er perspektiverne? Udviklingen betyder, at forventningen om et underskud i de offentlige finanser er blevet vendt til udsigten til et overskud på 39 mia. kr. Det sender Danmark »helt oppe i toppen, når vi sammenligner os med vores europæiske venner«, udtaler Jakob Engel-Schmidt, der dog også kommer med et forbehold midt i fremgangen:
»Det alarmerende er, at alt for mange af de vækstvirksomheder, der skal skabe fremtidens job og arbejdspladser, rammer en mur, inden de bliver rigtigt store. De opgiver væksteventyret herhjemme. Flytter ofte til USA for at få kapital. Og tager alle de gode idéer og arbejdspladser med sig ud over Atlanten«.
Forskere er begejstrede for »vild« vaccineeffekt
Det nye: For et år siden begyndte danske gravide at blive tilbudt vaccine mod den frygtede RS-virus. Næsten tre ud af fire tog imod den nye vaccine hen over efteråret og vinteren, hvilket sammen med et tilbud om forebyggende antistoffer til resten har skabt en »en helt fantastisk effekt« ifølge Thea Kølsen Fischer, klinisk professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
Hvad har det ført til? Fra oktober til april i år faldt antallet af indlæggelser blandt små børn med 75 pct. sammenlignet med de foregående tre år. Det konkluderer et nyt studie, som en forskergruppe har gennemført og netop publiceret i The Lancet Regional Health – Europe.
»Det er ret vildt. Ude på børneafdelingerne ventede man i vinter på epidemien, som aldrig kom,« lyder det fra Thea Kølsen Fischer.
Kun 296 spædbørn blev i den forgangne vintersæson så syge af virusset, at de måtte indlægges.
Også værd at vide
Hærfører bag Srebrenica-massakren er død: Ratko Mladic er død i en alder af 84 år. Han afsonede en livstidsdom for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under borgerkrigen i det daværende Jugoslavien fra 1992 til 1995. Dommen faldt, efter at han havde ageret hærfører under Srebrenica-massakren, hvor omkring 8.000 bosniske drenge og mænd blev dræbt.
Folketinget har vedtaget godtgørelse i spiralsag: Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en godtgørelse på 300.000 kr. til de grønlandske kvinder, som fik opsat spiral uden samtykke eller uden tilstrækkeligt samtykke gennem årtier. Tidligere har statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringschef Jens-Frederik Nielsen givet en undskyldning på vegne af henholdsvis Danmark og Grønland.
Kommune har politianmeldt trussel mod borgmester: Thisted Kommune har valgt at politianmelde en Facebook-bruger for trusler mod borgmester Niels Jørgen Pedersen (V). Det skriver TV 2 Nord. Truslen blev fremsat i en kommentartråd på Facebook i forbindelse med en artikel om, at borgmesteren havde modtaget en pris fra Arkitektforeningen.
Dagens anbefaling
Det kan lyde som noget fra videospillet GTA, men de små klip stammer fra virkeligheden i Irland og Storbritannien.
Her er der opstået videoer af drenge i elefanthuer, der stjæler biler, flygter fra politiet og kører dødskørsel på motorvejen. Imens har 12 personer mistet livet på en uge, og to voldsomme dødsulykker har skabt såvel rædsel som vrede i befolkningen.
Det skriver min kollega Kristian Fischer-Nielsen i sin artikel, hvor digital medieekspert Kathrine Elmose Jørgensen fra Børns Vilkår også udtaler:
»Det er en meget ekstrem og grusom tendens. Man får lidt følelsen af, at nu har vi nået det totale lavpunkt for, hvad sociale medier kan facilitere.«
Du kan læse hele historien ved at klikke her.
Tak, fordi du læser med. Rigtig god aften.