Nyhedsguide 11. august 2026
Ulven rykker tættere på.
Godaften
Det er dagen før dagen, hvor et særligt himmelfænomen kan opleves over Danmark. En delvis solformørkelse rammer således onsdag fra kl. 19. Men husk nu de særlige briller, hvis du vil se med, ellers kan det blive en oplevelse, som bogstavelig talt mærker dig for livet.
I den mellemliggende tid har jeg rodet i bunken af dagens nyheder og fundet lidt frem til dig.
Her er Nyhedsguiden, hvor dagens overskrifter er:
- Ulv var helt tæt på familierestaurant
- 22-årig ungarer fængslet for at bortføre 15-årig dansk pige
- Regeringen fastholder dyr plan, selv om fødevarepriserne falder
Ulv var helt tæt på familierestaurant
Det nye: En ulv kom mandag aften ganske tæt på familierestauranten Den Gyldne Pande i Nørre Nebel. Den blev filmet, da den gik forbi restaurantens parkeringsplads, som ligger op til en legeplads.
Hvad er baggrunden? Episoden er den seneste i en række hændelser, hvor en ulv har bevæget sig tæt på mennesker i Nørre Nebel. Bl.a. opsøgte en ulv legende børn i tre forskellige private haver. Naturstyrelsen har sat varmesøgende droner ind i jagten på ulven, som er blevet karakteriseret som problemulv og derfor skal skydes.
22-årig ungarer fængslet for at bortføre 15-årig dansk pige
Det nye: En 22-årig ungarsk mand er blevet varetægtsfængslet i sit hjemland for kidnapning, frihedsberøvelse eller gidseltagning, misbrug af et barn og besiddelse af overgrebsmateriale af en 15-årig dansk pige. Det skriver ungarsk politi ifølge Ekstra Bladet i en pressemeddelelse. Sydøstjyllands Politi har bekræftet anholdelsen, som er sket på baggrund af en dansk udstedt europæisk arrestordre.
Hvad handler sagen om? Den 15-årige pige forlod sit hjem i Hedensted den 4. august og blev siden fundet i Ungarn. Dansk politi har fængslet manden in absentia, men for lukkede døre. Ifølge Ekstra Bladet skriver ungarsk politi dog, at den 22-årige og pigen lærte hinanden at kende via sociale medier, og at han havde planer om at begå seksualforbrydelser mod pigen. Politiet mener, at han transporterede pigen fra Danmark til Ungarn sammen med en ukendt medgerningsmand.
Regeringen fastholder dyr plan, selv om fødevarepriserne falder
Det nye: For tredje måned i træk har Danmarks Statistik registreret et prisfald på fødevarer. Alene i juli faldt priserne på mad med 1,6 pct. i forhold til samme måned sidste år. Alligevel fastholder regeringen dyre planer om at halvere momsen på fødevarer og afskaffe momsen på frugt og grønt.
Hvad siger eksperterne? Tre økonomer advarer over for Jyllands-Posten mod at lempe momsen på fødevarer. En af dem peger bl.a. på, at det koster i administration i virksomhederne og staten, og at den udgift formentlig vil gå ud over forbrugerne.
Også værd at vide
Syriens tidligere diktator dømt til døden: Bashar al-Assad, som var Syriens præsident fra 2000, indtil han blev væltet i 2024, er ved en syrisk domstol blevet dømt in absentia til døden for forbrydelser mod menneskeheden.
Libanon afskaffer dødsstraf: Libanon har som det første land i Mellemøsten formelt afskaffet dødsstraf ved en afstemning i parlamentet.
Tidligere kongelig konfessionarius er død: Biskop Erik Norman Svendsen, der var kongelig konfessionarius fra 2008 til 2018, er død i en alder af 85 år. Han viede det daværende kronprinspar i 2004 og døbte kronprins Christian.
Dagens anbefaling
Det er på en gang et lovende og skræmmende scenarie, som har udspillet sig på et amerikansk laboratorium. Her har forskere brugt AI til at skabe funktionelle, kunstige vira, som ikke findes i naturen, skriver min kollega Kristian Stoffer Nielsen.
Statens Serum Instituts Center for Biosikring og Bioberedskab (CBB) kalder det en »banebrydende« udvikling, der »kan anvendes i arbejdet med at designe ny medicin«.
Men problemet er, at det også kan misbruges til at lave et biologisk våben. Læs artiklen her.
Tak, fordi du læste med. Håber, du får en fortsat god aften.