Fortsæt til indhold
Politisk overblik

Politisk overblik

Og så blev kvælstofloven til.

Goddag

Så skete det.

Den noget omstridte kvælstoflov blev i dag vedtaget i Folketinget.

Mens én synes, at afstemningen var »en stjernestund for folkestyret«, mente en anden, at det var enden på »et uskønt forløb«, mens en tredje var på randen af at græde på talerstolen.

Velkommen til dette politiske overblik, som dykker ned i tre hovedpunkter fra dagens oprørte og gødningsfokuserede politiske landskab.

  1. Kvælstoflov vedtaget
  2. Troels som formand?
  3. Venstres forslag i 11. time

Kvælstoflov vedtaget

Lovforslag L5 – kvælstofloven – blev vedtaget torsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det er en svær dag for dansk landbrug.«

Sådan lyder det torsdag fra formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, i et opslag på Facebook efter vedtagelsen af kvælstofloven.

119 stemte for, 34 imod, og dermed skal reguleringen af landbrugets kvælstofudledninger fornys.

Store dele af landbruget har sammen med Søren Søndergaard udtalt kritik. Det samme har Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og 5 ud af Venstres 18 folketingsmedlemmer.

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg sagde fra talerstolen inden afstemningen i Folketingssalen, at »vi er nået til vejs ende i et uskønt forløb«. Hun er udtalt kritiker af kvælstofloven og har tidligere skoset regeringen for at »kvæle dansk fødevareproduktion«.

Det var langtfra samme tone, Christian Rabjerg Madsen (S), natur- og dyrevelfærdsministeren, havde i sin stemme, efter at han havde takket for en »vigtig debat«.

»Det, vi oplever nu, er en stjernestund for folkestyret,« sagde han om den brede opbakning til forslaget.

Kampen er ikke ovre for Søren Søndergaard, der i opslaget erklærer »næste halvleg« for begyndt.

»For nogle af de forudsætningsbrud, I har udsat den oprindelige grønne trepart for, kan og skal stadig fikses i udfoldelsen af det her makværk.«

Hvis du vil læse mere om kvælstofloven, og hvad landbrugets kritik egentlig går ud på, vil jeg anbefale dig at læse denne artikel af min kollega Anders Redder.

Troels som formand?

Det har været en heftig uge for formand i Venstre Troels Lund Poulsen.

Det er ikke mere end to dage siden, at han til pressen sagde, at »jeg tror, at jeg er formand om et år«.

Men sådan lød piben ikke her til morgen, hvis man spørger de Venstre-medlemmer, der til TV 2 har udtrykt utilfredshed med formandens ståsted i debatten om gødning.

En af dem er vælgerforeningsformand på Østbornholm, Vivian Munch Petersen.

»Jeg har altid holdt meget af Troels og syntes, at han gjorde det godt, men jeg kan godt fortælle dig, at filmen er knækket nu,« sagde hun til TV 2.

Hvis Troels Lund Poulsen stemte for loven, ville hun ikke længere støtte ham i at være formand. Men det gjorde han.

Formanden har ikke svaret på medlemmernes kritik til TV 2, men det gør Sophie Løhde.

Hun er uenig, fortæller hun til mediet, og oplever derudover »meget stor og bred opbakning« til formanden.

Der har også været diskussioner inden for Christiansborgs mure. Tidligere på ugen stod 5 ud af 18 folketingsmedlemmer for Venstre frem og fortalte, at de ville stemme imod partiets linje.

Det gjaldt bl.a. mangeårige medlem Søren Gade.

Venstres forslag i 11. time

Troels Lund Poulsen står fast på, at Venstre ikke er »i lommen på landbruget«.

Det blev som nævnt et stort ”ja” til vedtagelsen af kvælstofloven torsdag.

Men to dage inden, til 2. behandling af forslaget, hvor lyden af demonstrerende landmænd, dyttende traktorer og båthorn ekkoede i Folketingssalen, kom partiets miljøordfører, Marie Bjerre, med et forslag.

»Noget af det, Venstre også foreslår, er at indføre en ren Visa-model i 2027, så vi får en mere fair fordeling af reguleringstrykket, så det bliver mere rimeligt,« sagde hun.

Netop Visa-modellen har landbruget i Danmark længe ønsket trods advarsler fra eksperter, der ikke mener, at løsningen er hensigtsmæssig for landmændenes incitament til at omlægge jord til natur.

Forslaget møder kritik i Jyllands-Posten fra både eksperter og SF, og Christian Rabjerg Madsen lukkede også hurtigt ned for muligheden fra talerstolen tirsdag.

Marie Bjerre skriver til Jyllands-Posten, at kritikken er »urimelig«, og at forslaget »giver præcis den samme kvælstofreducerende effekt i vores fjorde og farvande.«

Hun blev tydeligt berørt på talerstolen torsdag, hvor hun appellerede til regeringen om at »finde nogle bedre balancer, hvis ikke det her land skal knække over.«

Hav en god dag!

Nanna Baunbæk

Journalist på Christiansborg