Politisk fredagstamtam
Dagens overblik over dansk politik.
Goddag
Inden du skal hjem til fredagstamtam med familien eller videre til fadølsfest med de andre fuldebøtter, kommer først dagens overblik over dansk politik.
Velkommen.
- Den betingede danskhed
- De kristne dyder
- Den parlamentariske køreplan
Den betingede danskhed
Venstre holdt sit sommergruppemøde, hvor partiet foreslog at indføre et betinget statsborgerskab.
Det betyder, at når en udlænding har opfyldt alle krav for at kunne få et rødbedefarvet pas og kalde sig dansk, så skal vedkommende i fem år holde sig fra kriminalitet, der kan give en fængselsdom. Ellers snuppes passet igen.
Forslaget udfoldes i en kronik i Jyllands-Posten i dag.
V-formand Troels Lund Poulsen kunne ikke sige, hvor mange det vil ramme i virkeligheden. Men det handler heller ikke så meget om det, lod han forstå.
»For mig er det ikke antallet, der er afgørende. For mig handler det om, hvad der er ret og rimeligt,« sagde Troels Lund Poulsen.
De kristne dyder
LA-leder Alex Vanopslagh er på gaden med en ny bog, som kort fortalt konstaterer, at Socialdemokratiet ikke er stamfader til den danske velfærdsstat.
Nej, det er kristne dyder som ansvar, foretagsomhed, dannelse og næstekærlighed.
Mine kolleger har lavet et større interview om det med den liberale leder, og det kan du læse her.
Den parlamentariske køreplan
Finansminister Peter Hummelgaard (S) skitserer i Weekendavisen en slags parlamentarisk køreplan for den nye regering.
Den første finanslov skal indgås med støttepartierne Enhedslisten og Alternativet.
En større reform af danskernes pensions- og arbejdsliv skal derimod laves med Venstre og De Konservative, når en kommission har tænkt over mulige løsninger, og en trepartsaftale mellem lønmodtagere og arbejdsgivere er indgået. Forventeligt på et tidspunkt i 2028.
Som tak kan de borgerlige partier få skattelettelser eller nye reformer.
»Det er klart, at vi ikke kommer til at indgå forlig, som er udtryk for selvskade. Jeg er ikke flagellant,« siger Peter Hummelgaard til Weekendavisen:
»Så hvis det er Venstres tilgang, er det ikke interessant. Men hvis de møder med den holdning, at vi kan løse omfattende problemstillinger til gavn for Danmark sammen, så vil vi rigtig gerne forhandle og give indrømmelser.«
Fortsat fremragende fredag.
Nikolaj Rytgaard
Politisk journalist