Prorussisk infiltrationsforsøg?
Og et genmæle ud over det sædvanlige.
God eftermiddag
Sensommeren kan kendes på sine lovmæssigheder.
Dagene bliver en smule kortere, luften en anelse mere sprød og kølig, og sweatrene skal findes frem på aftengåturene.
Og nå jo, så pibler det frem med politiske sommergruppemøder og markeringer, og vi mærker alle, hvordan hverdagen og dansk politik genfinder sin trummerum.
I dag har tre partier holdt pressemøder efter deres sommergruppemøder: Moderaterne, Danmarksdemokraterne og SF.
Vi skal forbi sidstnævnte samt to andre historier:
- Prorussisk infiltration i DF’s ungdomsparti
- Journalist anklager Messerschmidt for løgne
- SF’s krænkelsessag spøger videre
Prorussisk infiltrationsforsøg?
Noget mystisk er sket i Dansk Folkepartis ungdomsparti, DFU.
Ved juletid sidste år mødte 11 nye medlemmer op til et arrangement.
Alle med én fællesnævner, skriver Berlingske:
»Deres tilknytning til ortodokse kirker, især den russisk-ortodokse.«
Eksperter er ikke i tvivl. Den russisk-ortodokse kirke i Danmark køber ind på et prorussisk verdensbillede og »fungerer som den russiske stats forlængede arm,« som DIIS-forsker Flemming Splidsboel konstaterer i Berlingskes afsløring.
De ortodokse medlemmer endte med at overtage formandsposterne i to af DFU’s lokalafdelinger, indtil DF i maj i år satte foden ned og ekskluderede samtlige 11.
DFU mener, at gruppen har forsøgt at infiltrere ungdomspartiet, og formand Mads-Magnus Damm forklarer, at de foruden deres infiltrationsplaner lå »langt ude på højrefløjen« og derfor måtte smides ud.
Messerschmidt anklages for løgne i byretten
Weekendavisen-journalist Christian Bennike angriber nu DF-formand Morten Messerschmidt for at have løjet i byretten.
Det drejer sig om den dramatiske sag, hvor DF-formanden har sagsøgt Radikale Venstres leder, Martin Lidegaard, for udtalelser, han finder ærekrænkende.
Det hele udspringer af et stort interview i Weekendavisen.
I interviewet »omfavner« Morten Messerschmidt »helhjertet« begrebet remigration og taler om potentielt at frihedsberøve titusinder af udlændinge, hvis de har begået kriminalitet eller er på offentlig forsørgelse og ikke vil forlade Danmark.
Men interviewet er præget af fejlagtige citater og sjusk, sagde Morten Messerschmidt tirsdag i byretten.
Altså: Martin Lidegaard har angrebet Morten Messerschmidt med måske ærekrænkende udtalelser på baggrund af et interview, der var for skarpt skåret op.
Nu tager Weekendavisen-journalist Christian Bennike til genmæle.
Interviewet holder, citaterne er over en bred kam korrekte, og Morten Messerschmidt vidste udmærket godt, at han omfavnede det kontroversielle begreb remigration.
»Sagen viser, hvor performativt og kringlet et forhold DF og Messerschmidt har til sandheden,« skriver Bennike i det her modsvar.
En byge af spørgsmål
Først ansatte SF-formand Pia Olsen Dyhr sin eksrådgiver Thomas Nystrøm, en mand under beskyldning for at have begået seksuelle krænkelser.
Så forlod han jobbet efter en mediestorm under Folkemødet på Bornholm.
Men sagen bliver ved med at spøge.
SF-kampagnechef Thomas Juhl sagde mandag sit job op som følge af SF’s håndtering af sagen med et Facebook-opslag, der ikke efterlader nogen tvivl om hans utilfredshed.
Flere SF’ere bakker Thomas Juhl op og undrer sig over partiledelsens håndtering, skriver to af mine gode kolleger i dag i den her artikel.
På SF’s pressemøde i dag var der fuld smæk for skillingen, da medie efter medie spurgte ind til Pia Olsen Dyhrs håndtering af rådgiversagen.
Hun erkendte, at hun havde begået fejl ved at genansætte Thomas Nystrøm:
»Det var en fejl, fordi jeg ikke inddrog forskellige personer, før jeg ansatte ham,« sagde hun på pressemødet ifølge DR:
»Det erkender jeg klart. Jeg skulle have rakt ud – også specifikt til Lotte Kofoed. Det ville have været klogt, og så var vi måske endt et andet sted.«
Spørgsmålene blev sågar så mange, at Pia Olsen Dyhr forsøgte at give en slags opsang til pressen, som ifølge hende stillede aaaalt for mange spørgsmål til sagen.
»Hvor er det ærgerligt,« sagde hun.
Det var alt for i dag.
Nyd hvert minut af sensommeren, inden den er forbi, og opfordr dine venner og bekendte til at abonnere på JP’s politiske nyhedsbrev.
Anders Redder
Journalist på Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion