Så er vi tilbage!
Dagens overblik i dansk politik.
Goddag
Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted, og således er Jyllands-Postens politiske overblik også genopstået fra solstolen.
Velkommen.
- Momskapløbet
- Strammeropslaget
- Dagens måling
Momskapløbet
Knap har den nye regering overtaget Dansk Folkepartis valgløfte om at halvere momsen på fødevarer, før DF-formand Morten Messerschmidt erklærer sig klar til at gå endnu videre.
Han mener nu, at momsen på mad skal fjernes fuldstændigt i en midlertidig periode, indtil skattevæsenet er klar med et nyt it-system, der kan finde ud af at afregne halv moms på mad og nulmoms på frugt og grønt, sådan som regeringen foreslår.
Argumentet er, at når statskassen går glip af momsen fra madvarer, ja, så skal embedsværket nok blive presset til at blive hurtigere færdigt.
Men det tager altså lige lang tid, om man skal lave et it-system, der kan håndtere halv moms eller nulmoms på mad, understreger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M).
»Det er samme it-udvikling, man skal igennem,« siger han til TV 2 og genopliver en ny variant af det gamle slogan om Klovborg-ostene.
»Det ta’r bare den tid, det nu ta’r, at kode et nyt it-system.«
Lavere moms på mad, som er det absolut dyreste og måske mest kritiserede punkt i hele regeringsgrundlaget, ventes tidligst at kunne blive til virkelighed i 2028.
Strammeropslaget
Statsminister Mette Frederiksen og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, følte i dag en trang til at dele et fælles opslag om, hvor stramme de er i udlændingepolitikken.
»Vi vedkender os begge Europas kristne kulturarv og ønsker at beskytte den. Vi forventer af mennesker, der kommer til vores lande og ønsker at gøre Europa til deres hjem, at de respekterer de europæiske værdier, og ikke pådutter os en levevis, vi ikke ønsker,« lød det i den danske udgave, som umiddelbart havde mere schwung i sin italienske version.
Der er bare lidt mere musik i cari tutti end kære alle.
Mette Frederiksen er onsdag indkaldt til en hastedebat om migrantsituationen i Europa efter det, som vores politiske analytiker har døbt »døgnfluekrisen« i Ceuta.
Dagens måling
Voxmeter skyder sæsonen i gang efter sommerferien med en ny meningsmåling, der viser styrkeforholdene i dansk politik lige nu.
Det væsentligste?
Dansk Folkeparti fortsætter fremad, selvom Socialdemokratiet har kørt en større kampagne mod Morten Messerschmidt for at være en mand, der snakker mere, end han handler – og i øvrigt omgiver sig med en prorussisk politiker.
DF står i dagens måling til 12,4 pct. og kan derfor fejre sig selv som det største borgerlige parti i øjeblikket.
Der er imidlertid stadig langt til et blåt flertal. De borgerlige partier kan tilsammen tælle til 83 mandater i målingen.
Hav en dejlig dag.
Nikolaj Rytgaard
Politisk journalist