Dramatisk døgn i DF
Dramatisk døgn i DF
God eftermiddag
Det er brandvarmt i Danmark. Varmt er også sædet under Allan Feldt, DF’er og folketingsmedlem, der er kommet i alvorlige problemer efter en historie i nærværende medie, der torsdag kunne bringe en række billeder, hvorpå han betegnede mennesker på gaden i København som »udyr«.
Hvad det har af konsekvenser for ham, kan du læse meget mere om i dagens overblik, der også byder på andre gode historier.
- Hvad nu, Allan Feldt?
- Vælger du også hus efter antallet af indvandrere?
- Messerschmidt vs. Mette Frederiksen
Hvad nu, Allan Feldt?
Det var en vred og skuffet Alex Ahrendtsen, gruppeformand i Dansk Folkeparti, som jeg fik i røret i går. Kort forinden var han blevet bekendt med en række nu slettede billeder fra hans partifælle Allan Feldt, hvori han beskriver mennesker på gaden i København som »udyr«.
Det var Jyllands-Posten, der bragte billederne til Ahrendtsens kendskab, så gruppeformanden startede med at takke denne avis og dernæst tørt konstatere, at Allan Feldts ordførerskaber nu suspenderes på ubestemt tid, ligesom han ikke må udtale sig om noget som helst på sociale medier.
Hverken om politik eller andre ting.
»Det er meget, meget simpelt det her. Det er fuldstændig uacceptabelt at omtale mennesker som udyr. Så vi kommer til at suspendere hans ordførerskaber og hans adgang til sociale medier, indtil vi synes, at han er klar til at vende tilbage. Det er ikke til at sige, hvor længe der går. Tak, fordi I gjorde os opmærksomme på det her,« sagde Alex Ahrendtsen.
Tilbage står spørgsmålet om, hvordan Allan Feldt reagerer, hvis han overhovedet gør. Jyllands-Posten har spurgt ham om en kommentar, men han er ikke vendt tilbage. Vi følger selvfølgelig sagen nøje.
Hele historien og billederne får du her.
Vi har tidligere bragt en række andre historier om Allan Feldt, herunder en om en række tidligere kontroversielle udtalelser, som kan læses her, samt en om, at politikeren er blevet politianmeldt af Frederiksberg Kommune for at tage billeder af en pædagog på en daginstitutions legeplads – den kan læses ved at klikke her.
Vælger du også hus efter antallet af indvandrere?
Vi iler videre til et interview med Morten Dahlin, Venstres nye udlændingeordfører, som min kollega Cathrine Bloch har lavet.
Han fortæller en række interessante ting. Blandt andet at han i sin boligkøbsproces søgte et område, hvor der ikke var mange indvandrere på den lokale skole.
»Når folk køber huse dér, hvor jeg bor, spørger de ejendomsmægleren, hvor mange elever med indvandrerbaggrund der går på folkeskolen. Og husene er jo markant dyrere, hvis de ligger i det rigtige skoledistrikt. Jeg var heller ikke for fin til selv at spørge om det,« siger Morten Dahlin.
Han vil nu lave et værdikompas, som skal være rettesnor for al lovgivning og alle offentlige institutioner i Danmark.
Messerschmidt vs. Mette Frederiksen
DF-formand Morten Messerschmidt vil have Mette Frederiksen til at svare på, hvorfor hun i efteråret sagde, at Danmark var udsat for hybride angreb, da der kom meldinger om droner på himlen i forskellige dele af landet.
For siden har hverken politi eller forsvar fremlagt beviser for, at det rent faktisk var droner, der fløj rundt.
»Hvis en statsminister siger til befolkningen, at Danmark er udsat for hybride angreb, så skal vi kunne stole på, at ordene hviler på et solidt og dokumenteret grundlag,« skriver han på Facebook.
Det er dog sjældent, at Mette Frederiksen dukker op til samråd. Det overlader hun som regel til sine ressortministre.
Nu går det politiske overblik på sommerferie, og derfor vil jeg ønske dig god sommer med dem, du holder af.
Bedste hilsner
Journalist Frederik Fogde og resten af Jyllands-Posten