Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

»Jeg har næsten ikke ord,« skrev minister

Og folketingsmedlem undskyldte dybtfølt

Godeftermiddag

Det danske land er indhyllet i solskin. Senere på ugen spås temperaturen at krydse 30 grader. Og det begynder at vrimle med hueklædte studenter i gaderne.

Findes der noget bedre og smukkere end Danmark i begyndelsen af sommeren?

Jeg tror det ikke.

Læs venligst dagens politiske overblik med samme lyse sind, for emnerne er enten dystre eller konfliktfyldte.

  1. Troels Lund på savannen
  2. »Jeg er ikke dette menneske«
  3. En tur i ministerens skur

1. Troels Lund på savannen

Der kan kun være én, mener Troels Lund Poulsen. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Søndag bragte Berlingske et interview med Venstre-formand Troels Lund Poulsen, der havde et bemærkelsesværdigt budskab.

Hvis det skal lykkes at danne en blå regering efter næste valg, er det nødvendigt, at der kun er én borgerlig statsministerkandidat.

»Det var en af udfordringerne i forrige valg – at der var to blå statsministerkandidater. Jeg synes ikke, det skal fortsætte. Det skaber for meget støj. Det gjorde det også her i 2026,« siger Lund Poulsen til avisen med direkte henvisning til LA-leder Alex Vanopslaghs kandidatur:

»En stor lære er, at det skal man ikke gentage.«

Samtidig gør han det klart, at han er blevet mere sikker på sit eget potentiale, efter det lykkedes ham som kongelig undersøger at få den blå opposition til at enes om et fire sider langt politisk program for en ny regering – også selvom projektet kuldsejlede.

På mange måder vækker Troels Lund Poulsens udtalelser mindelser om det meget omtalte interview, Jakob Ellemann-Jensen gav til Berlingske for seks år siden, da han var Venstre-formand.

Med en vis spydig adresse til de øvrige blå partier, der på det tidspunkt havde travlt med at kritisere Venstre, fastslog han:

»Vi er det store dyr på savannen.«

Liberal Alliance har taget ganske køligt imod Troels Lund Poulsens udmelding. I et skriftligt svar til Berlingske nøjes politisk ordfører Mads Strange med at konstatere, at hvis der kan bygges videre på det gode samarbejde mellem de to partier, »vil det selvfølgelig øge sandsynligheden for, at blå blok næste gang går til valg med én samlet statsministerkandidat«.

2. »Jeg er ikke dette menneske«

Et folketingsmedlm fra Dansk Folkeparti er kommet ganske galt af sted efter at have smugfotograferet en pædagog og delt billedet på det sociale medie X.

Der er tale om Allan Feldt – iværksætter, mangemillionær og allerede meget omtalt, selvom han er helt nyvalgt.

På billedet, som DF’eren selv har taget, kan man se fem børn på en legeplads, og ved siden af dem står en kvinde med en telefon i hånden. Hun er iført hijab – et muslimske tørklæde.

Allan Feldt ledsagede billedet med følgende tekst:

»Vores samfund er endt her ... Forældre, der begge stresser på arbejde, og så skal en muslim, der formentlig er på løntilskud, ”passe” vores børn! Som det fremgår, passer hun kun sin egen mobiltelefon. Måske er hun ved at sende penge hjem til sit muslimske hjemland?«

Han har siden slettet opslaget, men det er i dén grad blevet bemærket.

»Det her er fuldstændig vanvittigt,« siger Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, til Jyllands-Posten.

På X bruger De Konservatives Mette Abildgaard nogenlunde samme ord og kalder opslaget for »rablende vanvittigt«.

»Og hey, ja – hun har en telefon i hånden. Rigtigt. Måske hun er ved at registrere på Aula, ringe et sygt barn hjem eller styrer musikken på legepladsens højtaler. Vi behøver ikke altid tro det værste om folk, heller ikke selv om de er muslimer …«

Og fra den nyslåede børneminister, Jacob Mark (SF), lyder det på Facebook:

»Jeg har næsten ikke ord for, hvad jeg mener om sådan et opslag.«

Allan Feldt selv lægger sig fuldstændig ned og har sendt en lang sms til Jyllands-Posten med en dybtfølt undskyldning:

»Det ramte helt ved siden af. Jeg vil derfor undskylde for opslaget og dets retorik. Jeg er ikke dette menneske.«

3. En tur i ministerens skur

Jyllands-Postens politiske redaktør, Martin Kaae, har interviewet den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen (SF), og det sluttede et besynderligt sted:

I ministerens skur på Amager.

Og hvorfor så det?

Jo, fordi de to undervejs talte om, hvorvidt danskerne har preppet i tilstrækkelig grad efter myndighedernes anbefalinger.

I den forbindelse indvilligede Lisbeth Bech-Nielsen i at vise sit eget lager frem.

Hvad hun har i sit skur, synes jeg, du skal læse interviewet for at få svar på.

Her kan du også blive klogere på, hvad ministeren selv er mest bekymret for i en verden, hvor Danmark ifølge regeringen er i hybridkrig, og hvor Rusland kan være klar til at angribe Nato inden for fem år.

»Det er, at trusselsbilledet er blevet så broget og mangfoldigt. Vildt vejr, klimaforandringer, cyberangreb, hybridkrig og den gråzone, hvor der er sabotage og alt muligt andet. Det, der bekymrer mig mest, er, at man skal have fokus så mange steder på én gang,« siger Lisbeth Bech-Nielsen.