Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Politisk overblik

Kære læser

Dagens politiske overblik byder på kritik fra flere fronter.

Regeringens håndtering af statsborgerskaber bliver stemplet som »perverteret«, Dansk Folkeparti beskyldes for et »benzinstunt«, og til sidst rettes opmærksomheden mod noget mere usædvanligt: et folketingsmedlems tatovering.

Her er overblikket:

  1. Slagsmålet om det danske pas
  2. Hårdt angreb på DF’s »benzinstunt«
  3. Pias MeToo-myg

Slagsmålet om det danske pas

Morten Bødskov er udlændinge og integrationsminister i S-SF-R-M regeringen. Foto: Anthon Unger

16.500 mennesker, der drømmer om at blive danske statsborgere, venter fortsat i uvished.

Siden marts har deres ansøgninger været sat på pause, og nu står det klart, at ventetiden bliver endnu længere.

Regeringen vil nemlig forlænge pausen af behandlinger af ansøgninger om dansk statsborgerskab.

Det hele skyldes politiske uenigheder.

For mens højrefløjen vil have såkaldte sindelagssamtaler, en form for screening af ansøgernes værdier, tordner venstrefløjen mod idéen.

Debatten blev betændt, efter at de første sindelagssamtaler blev holdt i december 2024.

Efterfølgende nedsatte SVM-regeringen en ekspertgruppe, som skal undersøge, om en screeningsmodel er en god idé.

Indtil dens konklusioner ligger fremme, vil Socialdemokratiet ikke sige, om partiet støtter en screeningsmodel.

Det er en fuldstændig urimelig og umenneskelig behandling af dem på ventelisten, mener Peder Hvelplund, indfødsretsordfører i Enhedslisten.

Af de 16.500 har 2.055 bestået kravene og fået deres navn på et lovforslag, som blot mangler at blive stemt igennem i Folketingssalen.

»Over for dem er det en endnu mere perverteret tilgang, man har,« siger Peder Hvelplund.

Min kollega Anders Redder har hele historien her.

Hårdt angreb på DF’s »benzinstunt«

Det ligner et koordineret angreb.

Skatteminister Jakob Engel-Schmidt langer hårdt ud efter Dansk Folkeparti i Berlingske.

Han anklager partiet for at føre vælgerne bag lyset med sit forslag om lavere afgifter og momsfritagelse på benzin og diesel.

»Dansk Folkeparti og deres politikere skal stoppe med at bilde danskerne ind, at noget kan lade sig gøre, når det økonomisk set og lovgivningsmæssigt er ret tydeligt, at det kan det ikke,« siger Jakob Engel-Schmidt til Berlingske.

Baggrunden for ministerens kritik er nye beregninger lavet i hans ministerium. Samtidig påpeger ministeriet, at EU-lovgivning gør det umuligt at sænke momsen alene på brændstoffer.

Samtidig kører Socialdemokratiet en reklame, der slår ned på netop samme DF-politik.

Her hævder Socialdemokratiet, at Dansk Folkepartis »benzinstunt« sender 1.000.000.000 kr. ud af Danmark.

Det skyldes, at S mener, at en sænkelse af afgiften på benzin og diesel vil gavne turister og udenlandske vognmænd, der kører gennem Danmark.

MeToo-myggen får kritik

På partileder Pia Olsen Dyhrs håndled er en tatovering af en myg.

Den fik SF-lederen lavet efter DR’s dokumentar om sexisme i musikbranchen, hvor musikeren Annika Aakjær sagde følgende om sexisme i hverdagen:

»Ét myggestik, det kan man leve med. Men tusind bliver man sindssyg af.«

Pia Olsen Dyhr har fortalt, at hun har fået tatoveringen i solidaritet med kvinderne i musikbranchens kamp mod sexisme.

Men nu får den lille myggetatovering hård kritik fra uventet kant.

Pia Olsen Dyhr er ikke en allieret, mener sangerinde og musiker Fiona Celeste Spang Bergsøe med kunsternavnet Filuka.

Udtalelsen falder efter forløbet, hvor Thomas Nystrøm, der forlod SF i 2020 på baggrund af flere anklager om krænkelser, blev genansat som særlig rådgiver for Pia Olsen Dyhr. Han har efter heftig kritik trukket sig fra posten.

Filuka har selv tatoveringen ligesom flere andre kvinder i musikbranchen.

»Det er skuffende på mange parametre, at hun genansætter en mand, der udsætter kvinder for den her slags. Hun har i høj grad et ansvar for kvinders trivsel på arbejdspladsen,« sagde sangerinden i P1 Morgen.

Tak, fordi du læste med.

Hilsen

Alma Carmen Christensen

Journalist, Jyllands-Posten