Er du klar? Ja, det er du
Her kommer dagens overblik i dansk politik.
Goddag
Er politikere begyndt at svare på pressens spørgsmål ved selv at stille spørgsmål til sig selv? Ja, i den grad.
Hvorfor? Det er nok nemmere sådan. Mette Frederiksen har gjort det i en del år.
Er det her Jyllands-Postens politiske overblik? Nemlig. Velkommen.
- SF-balladen fortsætter
- Under overlæben
- Toldaftale vedtaget
SF-balladen fortsætter
Balladen ruller videre om SF-formand Pia Olsen Dyhrs personlige rådgiver, som krænkede en SF’er i 2020, som blev fyret dengang, som blev genansat for nylig som særlig rådgiver, men som nu har trukket sig fra jobbet alligevel.
Foran SF’s gruppeværelse forsøgte den fremmødte presse at få svar på sine spørgsmål om sagen, men i stedet begyndte SF-formanden at interviewe sig selv for rullende kamera.
»Hvis jeg havde vidst det, jeg havde vidst den seneste uge, havde jeg så truffet den beslutning?« spurgte hun og svarede selv:
»Nej, det havde jeg da ikke.«
Pia Olsen Dyhr tilføjede, at hun »fornemmede, at der var tre ting«, som journalisterne gerne ville have svar på, men som nyhedsbureauet Ritzau noterer, så stod det ikke helt klart, hvilke spørgsmål hun faktisk besvarede.
Klart stod det dog, at den krænkede part, Lotte Kofoed, der er rådmand for SF på Frederiksberg, ikke skal forvente at få et kort fra formanden.
»Jeg kommer ikke til at give Lotte Kofoed en undskyldning,« sagde Pia Olsen Dyhr.
Var det det om SF for i dag? Ja, det var det.
Under overlæben
Da Alex Vanopslagh blev interviewet af Ringkøbing-Skjerns Ungdomsråd under Folkemødet, svirpede han lige en nikotinpose under overlæben, og det bliver nu kritiseret i en artikel hos DR.
»Jeg synes, det er et uheldigt signal at sende til unge, at man hiver nikotinposer frem for åben skærm,« siger Jesper Andreasen, der er lektor i psykofarmakologi ved Københavns Universitet og ekspert i nikotins påvirkning af hjernen hos børn og unge.
LA-lederen beklager.
»Jeg prøver også at holde det væk fra offentligheden, men nogle gange glipper det, og det gjorde det tydeligvis her. Det er jeg selvfølgelig ked af,« siger Alex Vanopslagh til DR.
Toldaftale vedtaget
Europa-Parlamentet har efter en vis forsinkelse vedtaget toldaftalen med Donald Trump, der betyder, at USA indfører 15 procents told på europæiske varer frem til 2029, mens vi til gengæld fjerner toldsatser på flere amerikanske industri- og landbrugsprodukter.
Det skriver DR.
Der var ellers en del parlamentarikere, der pustede sig op efter Trumps trusler om at overtage Grønland og sagde, at den toldaftale skulle rives i stykker. Det var en stærkt moment af europæisk selvtillid, der rejste sig oven på det, der siden er blevet omtalt som grønlandsøjeblikket.
Men nu er toldaftalen altså vedtaget alligevel.
Kan du have en god dag?
Ja, det kan du.
Nikolaj Rytgaard
Politisk journalist