Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Et »Pia-problem« vokser i SF

Rådgiver anklaget for krænkelser står frem

Kære læser

På Bornholm fortsætter mødet mellem magten og folket.

Og særligt én partileder har fået meget opmærksomhed i dag.

Det skal vi dykke ned i i dagens overblik. Vi holder det kort og godt, men ikke uden dramatik:

  1. SF-rådgiver står frem
  2. Mette forsvarer sin københavnerregering
  3. Er Danmark blevet til »Sovjetunionen«?

SF-rådgiver står frem

Pia Olsen Dyhr talte fredag med pressen i Allinge på Bornholm. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Dramaet omkring partileder Pia Olsen Dyhr og hendes nye særlige rådgiver Thomas Nystrøm fortsætter.

SF-partilederen gentog fredag over for pressen på Bornholm, at hun står fast på ansættelsen på trods af hård kritik.

»Jeg synes, det er noget andet seks år efter, når man har undskyldt og ændret adfærd.«

Nystrøm forlod partiet i 2020 efter anklager om upassende og krænkende adfærd.

Han skrev fredag på Facebook, at han erkender at have opført sig »helt uacceptabelt« ved flere lejligheder, hvilket førte til hans afskedigelse i SF i 2020.

Tidligere på ugen har Lotte Kofoed, SF-rådmand på Frederiksberg, fortalt, at det var hende, der var blevet seksuelt krænket.

»Efter landsmødet i foråret 2020 fik jeg en besked fra Lotte Kofoed, som jeg tidligere havde haft et intimt forhold med,« skriver Nystrøm på Facebook.

»Hun fortalte, at jeg på dansegulvet havde udsat hende for helt uacceptabel berøring. Jeg husker det ikke selv - men jeg har ingen grund til at tro, at det ikke er rigtigt.«

Nystrøm skriver også, at han sagde undskyld til Lotte Kofoed efter episoden.

Fredag eftermiddag var Lotte Kofoed med i radioprogrammet ”Det, vi taler om”. Her gentog hun sin kritik af Pia Olsen Dyhr.

»Jeg mener, at det her er et Pia-problem og ikke et Lotte-problem,« siger Lotte Kofoed om sin fremtid i SF.

Hun er taget til Bornholm for at kræve en undskyldning af partilederen. Med sig har Lotte Kofoed et skilt med teksten: Aldrig mere i SF.

Mette F. forsvarer københavnerregeringen

Signe Munk fra SF er den eneste nye minister, der er bor i Jylland.

17 af de resterende ministre bor i København og omegn.

Min kollega Frederik Fogde har spurgt Mette Frederiksen, om det ministerhold kan føre politik, der repræsenterer danskerne i provinsbyer og landdistrikter.

Det mener statsministeren godt man kan. Ifølge statsministeren har det nye ministerhold en god geografisk repræsentation.

»Når man ser på, hvor os, der er ministre, er valgt henne, så har vi heldigvis en god geografisk repræsentation,« siger hun.

Mange af de nye ministre er valg i landsdele, de ikke selv bor i. Man kan nemlig godt være opstillet i en valgkreds uden at bo der.

Eksempelvis er det kendt, at Mette Frederiksen tidligere har boet i omegnen af København samt i Indre By. Hun er valgt i Aalborg. I dag har statsministeren hemmelig adresse.

Spørger man Danmarksdemokraternes partileder, Inger Støjberg, er der stor forskel på at bo på Fur, som Signe Munk gør, eller i Indre København.

»Der er stor forskel på, om du bor på Fur og skal tage færgen, eller om du bor inde i København, og at det kun er, når du er hjemme til aftensmad hos dine forældre, at du kommer tilbage til det område, du kommer fra.«

Læs hele historien her.

Er Danmark blevet til »Sovjetunionen«?

Den nye regering har bebudet en række forbud, der vil ramme den danske griseproduktion.

Men det er endnu uklart præcist, hvordan regeringen vil have, at fremtidens svineerhverv skal se ud.

Det har kastet branchen ud i en historisk uvished.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal produceres færre grise, trænger sig på.

Det har fået en svineproducent til at overveje at protestere med vejblokader foran Christiansborg.

»Jeg skal nok køre forrest, når vi skal lukke motorvejen,« siger Jeppe Bloch Nielsen, der er formand for Danske Svineproducenter.

Han beskriver uvisheden som helt horribel.

Jyllands-Posten har spurgt minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg (S), om der skal være flere eller færre svin i staldene. Han har ikke ønsket at svare og henviser i stedet til det, Mette Frederiksens sagde, da hun præsenterede regeringsgrundlaget:

»Vi har i dag en meget stor eksport af levende dyr, og der vil det da på alle mulige måder være bedre, at vi så producerer færre grise, men at flere af dem bliver slagtet herhjemme. Det giver arbejdspladser.«

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at den nye regering vil forbyde halekupering, ekstremavl og fiksering af søer. De vil også forbyde at bygge og udvide eksisterende bygninger til produktion af svin.

Forbuddet mod at udvide svineproduktionen får fødevare- og dyrevelfærdsordfører fra Danmarksdemokraterne Kim Edberg Andersen til at sammenligne Danmark med »Sovjetunionen«.

»Lige nøjagtig den del er det allerværste i regeringsgrundlaget,« siger han.

Læs hele historien her.

Tak fordi du læste med.

Hilsen

Alma Carmen Christensen

Journalist, Jyllands-Posten