Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Han forlod SF efter MeToo-anklager. Nu vil Pia Olsen Dyhr have ham tilbage

Han forlod SF efter MeToo-anklager. Nu vil Pia Olsen Dyhr have ham tilbage

God eftermiddag

Politikerne har skiftet Christiansborgs gange ud med Bornholms klipper. Det samme har vi på Jyllands-Postens politiske redaktion.

På solskinsøen kan man nemt henfalde til fadøl og sild, men den politiske virkelighed fortsætter på fulde drøn. Og her handler det om at holde sig skarp. Måske især hvis man er Pia Olsen Dyhr netop i dag.

En MeToo-sag spøger i SF.

Det og mere spændende skal vi forbi i dagens politiske overblik:

  1. Troels Lund Poulsen: Vi er ikke Løkkes lille hjælper
  2. MeToo-anklaget vender tilbage til SF
  3. Yoga, løb eller karate, Mette F.?

Troels Lund: Vi er ikke Løkkes lille hjælper

Troels Lund Poulsen talte i dag på Folkemødet. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Traditionen tro holder hver partileder en tale på hovedscenen under Folkemødet.

Sidste år bragede et kampfly henover scenen, da daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) holdt tale.

I dag var det mere beskedent, da Venstre-formanden gik scenen.

Men talen fortjener alligevel nogle nedslag.

Troels Lund ønskede den nye regering tillykke, hvorefter han brugte starten af sin tale på at kritisere den »meget venstreorienterede« retning, der er lagt.

Det lød blandt andet, at en rød regering er god til at bruge penge, men knap så god til at tjene penge.

Han hæftede sig også ved det, han mener, der mangler i den nye regerings politiske grundlag:

»Udlændingepolitikken er nærmest ikke nævnt med et ord, og regeringsgrundlaget er klinisk renset for henvisninger til, at Danmark er et kristent land,« sagde han.

Han slog fast, at en blå opposition vil holde den nødvendige kontrol med regeringsmagten.

Troels Lund understregede også, at Venstre ikke er »billigt til salg« i forhandlinger med regeringen.

»Det er ikke Venstres opgave at være en rød regerings hjælper. Og det er heller ikke Venstres opgave at være Lars Løkkes lille hjælper.,« sagde V-formanden.

MeToo-anklaget tilbage i SF

Som økonomi- og indenrigsminister har partileder Pia Olsen Dyhr (SF) ret til at ansætte flere rådgivere.

Onsdag aften kom det frem, at en tidligere chefrådgiver i SF er udset til at blive særlig rådgiver for Olsen Dyhr. Manden fratrådte pludselig sin daværende stilling som rådgiver i SF i 2020. Det skete ifølge Politiken på baggrund af anklager fra flere kvinder om upassende adfærd og en seksuel krænkelse.

Derfor udløser genansættelsen hård kritik fra SF’s rådmand på Frederiksberg, Lotte Kofoed, som står frem i Politiken og fortæller, at hun er blevet seksuelt krænket af den pågældende rådgiver under et SF-landsmøde.

»Jeg kan ikke på noget niveau forklare, hvor stort et svigt det her føles som. Det er for sindssygt. For mig er det et psykisk overgreb og en dobbelt krænkelse,« siger Lotte Kofoed til Politiken om Pia Olsen Dyhrs valg af særlig rådgiver.

Vores egen politiske analytiker Niels Th. Dahl ser primært to forklaringer på Pia Olsen Dyhrs valg:

»Enten anser hun det for fuldstændig afgørende for hendes virke som minister at få lige præcis denne rådgiver ansat. Eller også mener hun ikke, at det er rimeligt at opretholde en slags berufsverbot mod ham i partiet efter seks år. Eller begge dele,« siger han.

Pia Olsen Dyhr har ikke ønsket at stille op til interview, men udtaler skriftligt, at hun efter grundige overvejelser er nået frem til, at det er rimeligt at give vedkommende en ny chance.

»Jeg ved godt, at ikke alle vil være enige i den vurdering. Det har jeg respekt for. Men jeg mener, at mennesker både skal stå til ansvar for deres handlinger og have mulighed for en ny chance«.

Læs hele Niels Th. Dahls udlægning af sagen her.

Yoga, løb eller karate, Mette F.?

Statsminister Mette Frederiksen (S) har et tæt pakket program på Folkemødet torsdag.

Jeg var med til et af de arrangementer, hvor statsministerens ofte alvorlige tone var erstattet med grin og vittigheder. Der blev også leveret en stikpille til Lars Løkke Rasmussen (M).

Under en bagende sol og med havet som bagtæppe stod Mette Frederiksen og Martin Lidegaard klar til at dyste i »regeringstyperne« sammen med Flemming Møldrup, tidligere ekspert i ”Kender du Typen”.

Møldrup sagde, at han nok ikke vinder legen, men at det bare er vigtigt, at han er med.

»Det, Flemming siger, var også sådan, Lars Løkke havde det med regeringsdannelse,« sagde Mette Frederiksen og tilskuerne brød ud i latter.

Derudover lærte vi, hvad Mette Frederiksens foretrukne motionsform er.

Lidegaard og Møldrup havde fået svarmulighederne: karate, yoga eller løb.

Martin Lidegaard konstaterede, at yoga var for radikalt til Mette Frederiksen og gættede rigtigt med løb.

Vi fandt også ud af, at den radikale minister har en fortid som bartender. Det havde Mette Frederiksen dog ikke luret.

»Jeg gætter på guide, fordi det, der er lidt særligt ved De Radikale, er, at selv om de ikke har ret. Og selv om de ikke ved, hvad de taler om, så leverer de det altid med meget stor overbevisning, og derfor gætter jeg på guide,« sagde Mette Frederiksen.

Det var dagens nyt fra den østlige flanke. Tak for at læse med. Vi er tilbage igen i morgen.

Hilsen

Alma Carmen Christensen

Journalist på Jyllands-Posten