Store ordfører-dag
Store ordfører-dag
Kære læser
Det er store navnedag på Christiansborg.
Flere partier har i dag tildelt ordførerskaber. Der er blevet sat navn på de ansigter, som i de kommende år vil præge debatten om økonomien, klimaet, udlændingeområdet, landbruget, ja… you name it.
Derfor: Hvis du vil være på forkant i hvem-er-hvem-lege om dansk politik, så læs med her. Du vil med garanti falde over navne, som du er nødt til at kende for at følge med i den offentlige debat.
Vel mødt.
- Ny udlændingeordfører i Socialdemokratiet kaldes »hardliner«
- Marie Bjerre får grøn hovedrolle i Venstre
- SF giver skattelettelser til topdirektøren
»Man skal ikke tage fejl af, at han er en hardliner«
Socialdemokratiet har tirsdag sat navn på alle sine ordførere.
Du kan se hele listen her.
Værd at bemærke er, at partiet får en helt ny – og for mange nok ret ukendt – udlændingeordfører. Nemlig den 30-årige fynbo Thomas Skriver Jensen.
Han er uddannet industritekniker og er søn af Dansk Metal-formand og fagforeningsboss Claus Jensen.
Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen, er overrasket:
»Det er opsigtsvækkende, fordi Thomas Skriver kun har siddet i én valgperiode, og han skal nu sidde på en af de mest udsatte og vigtigste ordførerposter i partiet.«
»Thomas Skriver har ikke været en af de mest tydelige socialdemokrater i udlændingedebatten, men man skal ikke tage fejl af, at han er en hardliner, og min forventning er, at han vil videreføre den hårde linje i udlændingepolitikken,« siger Chris Kjær Jessen.
Værd at bemærke er også, at Frederik Vad er fortid på posten.
Manden bag værdikampen om ’den tredje erkendelse’, som han har fået både hård kritik og ros for.
»Det har jeg selv valgt, og jeg tror ikke, det lykkes at finde nogen, der påstår det modsatte. Alle har brug for en ny start engang imellem – også mig,« skriver Frederik Vad på Facebook.
Han skal i stedet være værdiordfører. Hvad det så end er, og mere konkret betyder, må tiden vise.
Ifølge den nye S-gruppeformand, Mattias Tesfaye, bliver udlændingepolitik ikke et one man show i Socialdemokratiet.
»Flere mennesker i den socialdemokratiske folketingsgruppe skal beskæftige sig med udlændingepolitikken, fordi det er så centralt for Danmarks udvikling,« siger han til DR.
Af andre bemærkelsesværdige ordførerskaber er:
- Kaare Dybvad, finansordfører
- Lea Wermelin, retsordfører
- Bjørn Brandenborg, land-, by- og transportordfører
- Jesper Petersen, klima-, energi- og forsyningsordfører
Hun talte om hetz mod landbruget – nu bliver hun dets ordfører
Så er det Venstres tur.
Det (marginalt) største borgerlige parti har også sat navne på sine ordførere.
Et par vigtige poster først:
- Stephanie Lose, finansordfører, pensions- og tilbagetrækningsordfører og ordfører for vækst og reformer
- Jacob Jensen, europaordfører og udenrigsordfører
- Morten Dahlin, gruppeformand og udlændingeordfører
- Sophie Løhde, politisk ordfører og indenrigsordfører
Se alle partiets ordførerskaber her.
Og så til Marie Bjerre.
Hun bliver set som en af partiets helt store talenter og var bl.a. europaminister i SVM-regeringen.
Derudover har hun en forkærlighed for landbruget og lod sig under valgkampen fotografere på en blå traktor og skrev på Facebook, at »debatten om landbrug og drikkevand er kørt af sporet«.
Hun opfordrede også til et stop for »hetz mod vores landbrug«.
Det er lidt interessant, da debatterne om drikkevand, svin og et nationalt sprøjteforbud ifølge folk som Bertel Haarder og Linea Søgaard-Lidell blev udlagt som nogle af årsagerne til partiets dårlige valgresultat.
Venstre har siden lavet en 180-graders kovending med salto og skrue og går nu ind for et nationalt sprøjteforbud.
Og Marie Bjerre?
Ja, hun har nu fået den yndede post at bygge bro mellem by- og land-Venstre i et multifunktionelt ordførerskab, der lyder således: natur- og miljøordfører, fødevareordfører og dyrevelfærdsordfører. Derudover er hun kultur- og medieordfører.
Også Radikale Venstre har fordelt ordførerposter i dag. Se listen her.
SF giver skattelettelser til topdirektøren
Ikke mere navneleg.
Nu: tal-leg.
Min kollega Nikolaj Rytgaard har set nærmere på SF, hvor formand Pia Olsen Dyhr før valget slog fast, at »vores udgangspunkt er, at der ikke skal være flere skattelettelser«.
»Vi kommer aldrig til at lave skattelettelser i toppen,« sagde hun i 2025.
Nu viser tal fra den liberale tænketank Cepos, at en direktør med en årsløn på 5 mio. kr. får en skattelettelse på over 100.000 kr. om året, hvis regeringen gennemfører sin politik fra regeringsgrundlaget.
SF har ikke stillet op til et interview i artiklen.
Men politisk ordfører Sigurd Agersnap har til Ekstra Bladet sagt, at man skal tage en højere arveskat og en ny skat for hovedaktionærer med i betragtningerne.
»Regeringens samlede politik øger simpelthen ligheden,« siger han til mediet.
Læs hele historien om SF og skattelettelserne her.
Det var alt for nu, på gensyn.
God eftermiddag,
Anders Redder, journalist på Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion