Dansker kan risikere op til 10 års fængselstraf i Rusland
Undgå at få en fartbøde i julegave - politiet er på vejene hele ugen. Massemorderisk kultleder blev 83 år. Bøger i tusindvis ryger på bålet.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.
Dansker kan få lang fængselsstraf i Rusland
En afgørelse i russisk højesteret kan sende danskeren Dennis Christensen i fængsel, og hans russiske hustru frygter at skulle undvære ham i op mod 10 år. Det skriver TV 2.
Danskeren, der har boet i Rusland i 15 år, har indtil nu siddet fængslet i et halvt år, efter han blev anholdt og sigtet i maj for "organisering af ekstremistisk aktivitet" under et bønnemøde, og hans videre juridiske skæbnes forventes at blive afgjort mandag, skriver TV 2.
I Rusland er der formelt trosfrihed, men højesteret har tidligere valgt at betegne Jehovas Vidner som ekstremister, hvilket betyder, at medlemmer - som Dennis Christensen - kan risikere fængselsstraf.
Årsagen er bl.a., at Jehovas Vidner aktivt missionerer for religionen, og at medlemmerne ikke har lov til at få blodtransfusioner eller at aftjene værnepligt, skriver TV 2.
Der er omkring 185.000 medlemmer af Jehovas Vidner i Rusland.
Massemorderen Charles Manson er død
Den amerikanske massemorder og tidligere kultleder Charles Manson er død, rapporterer nyhedsbureauet AP. Han blev 83 år gammel.
Manson var leder af den dødskult, der i 1969 stod bag to blodige drabsorgier i Los Angeles, Californien. Angiveligt var det meningen, at man ville skyde skylden på den sorte befolkning får at sætte gang i en racekrig.
I første omgang blev Manson og fire håndlangere dømt til døden, hvilket dog senere blev lavet om til livslangt fængsel. I løbet af sin 40 år lange indsættelse har Manson 12 gange fået afslag på at blive prøveløsladt fra fængslet. Ifølge AFP har han overtrådt reglerne flere end 100 gange ved bl.a. ved at true personale, begå overfald og være i besiddelse af et våben.
Tusindvis af biblioteksbøger bliver brændt
Op mod 10.000 bøger, magasiner og tidsskrifter fra Hovedbiblioteket i Esbjerg ender hvert år deres liv i flammerne. De ryger i affaldscontaineren med kurs mod affaldsforbrændingen i måde, fordi ingen vil låne eller eje dem, skriver JydskeVestkysten.
Det kan lyde kontroversielt, men hvis man vil drive et moderne bibliotek, er det nødvendigt, siger bibliotekschef Anette Brøchner Lindgaard til avisen.
»Der står i biblioteksloven, at vores tilbud skal være aktuelt og kvalitetssikret, og derfor er vi hvert år nødt til at kassere en del af vores materiale. Der er tale om bøger, der er enten slidte eller uaktuelle og kasseringen foretages af en faguddannet bibliotekar, som vurderer dem enkeltvis. Det kan eksempelvis være bestsellere, som vi bestiller 20 eksemplarer hjem af, for at mindske ventetiden. Med tiden mindskes interessen for bogen og så står de der jo bare,« siger hun.
Biblioteket forsøger ca. en gang om året at sælge ud af bøgerne, inden de sendes på forbrændingen, men indtægterne fra bogsalget kan end ikke dække udgifterne ved at foranstalte salget, konstaterer bibliotekschefen.
Politiet laver landsdækkende fartkontrol
Løsningen er enkel: Let presset på højrepedalen, og hold godt øje med speedometret. Så kan du spare fartbøden og sikre flere penge til andesteg og julegaver.
I denne uge - gældende fra mandag - igangsætter politiet landet over en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser. Det vil primært ske på uhelds- og hastighedsbelastede vejstrækninger, og derudover vil der blive holdt et såkaldt »præventivt kontroltryk« ved andre vejstrækninger.
Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Høj hastighed var en betydelig faktor i ca. halvdelen af de dødsulykker, der skete på vejene i perioden mellem 2010 og 2015. I den forbindelse kan høj hastighed både være overskridelser af fartgrænsen, og når man kører for hurtigt i forhold til vejforholdene. I næsten halvdelen af alle dødsulykker med personbil i 2015 kørte føreren desuden hurtigere end hastighedsgrænsen.
Tyrkiet forbyder LGBTI-arrangementer af sikkerhedsårsager
Tyrkiske myndigheder har foreløbig forbudt alle LGBTI-relaterede (LGBTI står for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle) kulturarrangementer i hovedstaden Ankara for at opretholde orden i offentligheden, rapporterer britiske The Guardian. I første omgang blev en festival for tysksprogede film om homoseksualitet, der skulle afholdes i hovedstaden torsdag, aflyst som følge af frygt for hadreaktioner og risiko for terrorangreb.
Homoseksualitet har været lovligt, siden Tyrkiet blev grundlagt som republik i 1923, og blev i midten af 1900-tallet også legaliseret under det ottomanske riges styre, skriver mediet.
DET ER DER SKET I NAT
Tyske regeringsforhandlinger kollapsede efter FDP-exit. Tyskland kan være på vej mod en politisk krise og i yderste instans et muligt nyt valg, efter det liberale parti FDP søndag aften trak sig fra Angela Merkels regeringsforhandlinger.
Rigsretssag kan ramme Mugabe efter overraskende tale. Stik mod manges forventninger valgte Zimbabwes leder gennem 37 år, Robert Mugabe, ikke at træde tilbage som præsident, da han søndag aften talte til nationen. Tværtimod sagde han, at han agter at stå i spidsen for den kommende kongres i det regerende parti Zanu-PF i næste måned. Zanu-PF, der tidligere på søndagen havde afsat Mugabe som leder ved et hastemøde, har krævet, at han trækker sig inden mandag ved middagstid. Ellers vil man indlede en rigsretssag mod ham, lyder det.
Den argentinske flåde kan ikke bekræfte, om mulige nødsignaler kom fra ubåd. En argentinsk militærubåd med 44 personer om bord er fortsat forsvundet. Flåden har ikke kunnet komme i kontakt med den siden onsdag i sidste uge.
DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM
- DR: Kommuner vil have flygtninge og indvandrere til at stemme.
- Fyens.dk: Hollandske Rabobank sætter kæmpekrav i ambulancesag: Vil have bankgaranti på 55 mio. kr. tilbage.
- Videnskab.dk: Tilfældigheder på stemmesedlen er med til at afgøre valget - politikere får f.eks. flere stemmer, hvis de står øverst på stemmesedlen ved kommunalvalget.
- Kristeligt Dagblad: Borgmestre i Holbæk og Roskilde kommuner kritiseret for støtte til statsfinansierede tyrkiske moskéer.
- Politiken: Overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen. har planer om en helt ny bydel i hovedstaden: Lille Vesterbro.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Rådet for indre anliggender i EU mødes for at afgøre, hvilke byer skal huse EU's Lægemiddelagentur og EBA, European Banking Authority. Danmark har København med som et bud på Lægemiddelagenturets nye hjemby.
Østre Landsret afsiger dom i en meget omfattende straffesag om tonsvis af byggeaffald, der blev spredt rundt om på grunde på Sjælland. To mænd, der af Retten i Glostrup oprindeligt blev idømt fængsel i tre år og tre år og ni måneder, har anket.
I Superligaens 16. runde mødes Aab og FC Midtjylland til kamp på Aalborg Portland Park.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.