Fortsæt til indhold
Nyhedsbreve

USA: Rusland undergraver i stilhed sanktioner mod Nordkorea og landets atomprogram

Bannon udpeger Trumps værste beslutning - den »største fejl i moderne politisk historie«. Dansk Folkeparti kan miste markant profil. Indbyggere er blevet fanget på kamera, mens de plyndrer løs fra ødelagte butikker i Florida efter orkanen Irma.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.

Trods russisk støtte til nye Nordkorea-sanktioner, hjælper Moskva i stilhed regimet, mener USA

Russiske smuglere sender leverancer til Nordkorea med råolie og andre vitale fornødenheder for at hjælpe landet komme igennem hårde, nye økonomiske sanktioner, siger amerikanske kilder til Washington Post. Vurderingen skaber tvivl om, hvorvidt finansielle skridt alene kan tvinge Nordkoreas diktator Kim Jong-un til at opgive sit atomprogram. Et enigt FN’s Sikkerhedsråd blev mandag, herunder Rusland og Kina, besluttede mandag at skærpe sanktionerne mod landet som straf for dets seneste atomtest.

Mindst ni personer anholdt for plyndringer under Irma i Florida

Det er ikke kun orkanen Irma, der har ført kaos og ødelæggelser med sig i den amerikanske stat Florida. Politiet har været nødt til at slå hårdt ned på folk, der har udnyttet de øde gader og lukkede butikker til at begå indbrud og plyndre løs fra blandt andet skobutikker som Foot Locker.

Politiet har anholdt mindst ni personer for at have stjålet varer fra ødelagte butikker, skriver Washington Post. Undervejs har politiet bedt alle borgere om at blive indendøre i forbindelse med Irma, der blandt andet har skabt oversvømmelser rundt omkring i Florida.

Stephen Bannon udpeger Trumps største fejl

Han har været særlig rådgiver og er stadig en af de største tilhængere af Donald Trump, men særligt i ét tilfælde har Stephen Bannon rystet på hovedet af den amerikanske præsident. For havde Trump undladt at fyre den tidligere FBI-chef James Comey, havde der ikke været iværksat en særlig undersøgelse af russernes mulige indblanding i det amerikanske valg i fjor, der i øvrigt er »spild af tid«, ifølge Stephen Bannon.

»Så fyringen af James Comey var den største fejl i moderne politisk historie,« siger han ifølge BBC.

Stephen Bannon blev selv afskediget i august fra Det Hvide Hus og er nu blevet genansat som redaktør for det højreorienterede medie Breitbart.com.

Prognose: DF's Martin Henriksen står til at ryge ud af Folketinget

Nuvel, der er ingen, der ved, hvornår der kommer folketingsvalg i Danmark. Alligevel har professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet lavet en prognose for et kommende valg, og den afslører, at Dansk Folkeparti står til at miste en af partiets mest markante folketingspolitikere, udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen. Det sker, fordi partiet står til at miste ét af partiets to mandater i København, hvor også Peter Skaarup stiller op. Det får dog ikke Martin Henriksen til at overveje en ny opstillingskreds eller mærke angstens sved.

Martin Henriksen (DF). Foto: Jens Dresling/Polfoto

»Jeg bliver ved med at gøre det, jeg hele tiden har gjort. Jeg leder stadig efter flertal for nye stramninger på udlændingeområdet. Når man går ind i politik, er det for at gøre en forskel, og hvis det skulle stoppe, kan jeg sagtens se mig selv i spejlet. Men hvis vælgerne siger, at det skal slutte, må det være sådan,« siger han til Altinget.

Norge får et rekordhøjt antal kvinder i Stortinget

Stemmerne er ved at være talt op efter valget i Norge, og flere ting begynder at stå klart. For det første ser den blå blok med Høyre og nuværende statsminister Erna Solberg i spidsen ud til at bevare regeringsmagten med 89 mandater, mens den rødgrønne blok står til 80 mandater. Derudover tyder alt på, at der kommer flere kvinder i Stortinget end nogensinde før. Over 40 procent af de folkevalgte vil være kvinder for første gang nogensinde, da 70 kvinder har sikret sig en plads i Stortinget med 90 procent af stemmerne talt op. Det skriver Ritzau.

DET ER DER SKET I NAT

Florida efter Irma. Florida er efterladt våd, mørk og kaotisk, skriver New York Times. Flere medier har fokus på, at der kan gå lang tid, før den solrige stat er tilbage til normale tilstande. Millioner har stadig ikke strøm, og i Florida Keys er skaderne så voldsomme, at det kan blive nødvendigt at evakuere 10.000 beboere, som valgte at blive da stormen rasede.

Apple Watch skal spore hjerteproblemer. Apple Watch skal spore hjerteproblemer Apple samarbejder med Standford universitet og leverandør i telemedicin, American Well, for at teste, om Apple Watch kan opdage almindelige hjerteproblemer, fortæller den amerikanske tv-station CBS. Hvis it-giganten får succes med sit projekt, kan Apples smartwatch blive den nye ”must have” for millioner verden over.

Peru udviser nordkoreansk ambassadør. Det sydamerikanske land reagerer nu på Nordkoreas atomtest ved at udvise ambassadør Kim Hak-chol fra landet. Det samme er sket i Mexico, efter USA's vicepræsident, Mike Pence, har opfordret landene samt Brasilien og Chile til at afbryde de diplomatiske forbindelser til Nordkorea.

DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM

  • Kristelig Dagblad: 34 mennesker blev døbt på en enkelt dag, da Vesterbro Sogn i København inviterede folk fra gaden ind til ”drop-ind-dåb”. Sognepræsten er overvældet, og Kristelig Dagblad konkluderer, at initiativet har ramt en tidsånd.
  • Information: Danmark går enegang i forhold til andre europæiske lande, når det drejer sig om modtagelse af kvoteflygtninge fra FN-systemet. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har meddelt, at Danmark ikke i 2016 eller 17 vil modtage flere flygtninge. Hverken UNHCR eller Dansk Flygtningehjælp kender til andre lande, som har indført et tilsvarende stop.
  • DR: En række VK-borgmestre i Jylland kræver, at regeringens opgiver sit forslag om at skære i børnechecken. Det øger ubalancen mellem land og by, lyder kritikken.

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG

Retten i Glostrup ventes at indlede sagen mod en mand, der er tiltalt for at have skudt og dræbt den 43-årige betjent Jesper Jul foran politistationen i Albertslund. Der ventes dom 28. september.

Højesteret afsiger dom i en retssag mellem den aarhusianske andelsboligforening Engskoven og Jyske Bank. Striden er en aftale om swaplån. Spørgsmålet er blandt andet, om bankens rådgivning har været mangelfuld.

Apple holder en stor lanceringsevent, hvor de blandt andet præsenterer den nye telefon iPhone 8.

Det danske cykelløb PostNord Danmark Rundt begynder ved Frederiksberg Rådhus. Løbet er omvendt af, hvad det plejer, da sidste etape normalt køres med mål på Frederiksberg, men i anledning af, at Aarhus i år er Europæisk Kulturhovedstad, sluttes løbet af i netop Aarhus på lørdag.

Gruppespillet i fodboldens Champions League begynder. De største europæiske hold deltager i gruppespillet, som fortsætter frem til december.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.