Fortsæt til indhold
Nyhedsbreve

Hvad i alverden er der sket med Mount Everest?

Regeringen vil hamre op til 100.000 kr. i gebyrstigning på medicinske forsøg. "Manden med det blå hus" kan slippe for fængsel. DF vil have grænsehegn og internere asylansøgere.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.

I disse timer kan en uforfærdet dansk bjergbestiger, Rasmus Kragh, være på vej op ad Mount Everest mod en af bjergbestigningens største præstationer: Alene til toppen og uden brug af kunstig ilt, og den 27-årige dansker gør det desuden fra bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, teknisk krævende og koldere end den nepalesiske side.

Rasmus Kragh prøver sat nå toppen af Mount Everest fra bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, teknisk krævende og koldere end den nepalesiske side. Foto: Joachim Ladefoged

Samtidig med at Kragh aser sig mod toppen, tyder meget på, at den sidste forhindring inden toppen i 8.848 meters højde for bjergbestigere der kommer fra Nepal - Hillary Step, et markant 12 meter høj klippeformation som mange bjergbestigere er fortrolige med, er forsvundet, skriver The Guardian og BBC. Forandringen blev rapporteret sidste år, men først i år er det lykkedes at konstatere, at klippeblokkene simpelthen er væk - muligvis som konsekvens af jordskælvet i Nepal i 2015.

En britisk bjergbestiger siger til The Independent, at det nu formentlig bliver endnu vanskeligere at nå toppen af Mount Everest, fordi det stykke er blevet mere uforudsigeligt.

Nu til noget af en afsløring fra forskningens verden, hvor det nu bliver markant dyrere at forske i ny medicin – ja, det kan blive op til 100.000 kr. dyrere at få godkendt et forsøg med nye lægemidler i det offentlige sundhedsvæsen. Det sker, fordi Sundhedsministeriet lægger op til at hæve gebyrerne kraftigt; enkelte gebyrer bliver tre- og femdoblet, og der skal blandt andet betales helt nyt årsgebyr på 12.732 kroner, så længe forsøget står på, skriver Information. »Fuldstændig sindssygt«, siger en professor, der anslår, at ekstraudgiften per forsøg med behandling af modermærkekræft vil være 100.000 kr. - og hun har syv forsøg kørende. Dermed vil stort set kun medicinalindustrien have råd til at stå for forskningen, mener flere regioner og forskere, som udpeger taberne: Den uafhængige medicinske forskning, der ikke får støtte fra medicinalindustrien.

For mange danskere må det være kommet som noget af en lettelse, at regeringen nu opgiver at gå efter en højere pensionsalder. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte i aftes i interviews med Jyllands-Posten og DR Nyheder, at han næppe kan skabe flertal for højere pensionsalder, og desuden er der en betragtelig folkelig modstand, lyder konklusionen. Et klogt træk, for pensionsreformen ville have været »politisk harakiri«, mener Jyllands-Postens politiske analytiker Marchen Neel Gjertsen.

Mere om pension: Antallet af danskere, der sendes på førtidspension på grund af angst, fortsætter med at vokse. I 2016 kom antallet af nye tildelinger af førtidspension med baggrund i en angstlidelse for første gang over 1.000, viser en opgørelse, som Dansk Psykolog Forening har foretaget på baggrund af tal fra Ankestyrelsen. SF kræver bedre adgang til psykologhjælp og bakkes op af eksperter på området, skriver Ugebrevet A4.

Et grænsehegn mellem Tyskland og Danmark? Det er forslaget fra Dansk Folkeparti, som er blevet inspireret af det 174 km lange hegn mellem Serbien og Ungarn. Modellen, der benyttes i Ungarn, vil DF kopiere til Danmark, siger partiets gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen, til Politiken. Det vil sige et tre meter højt grænsehegn med pigtråd, bevægelsessensorer og overvågningskameraer samt asylbehandling på grænsen i såkaldte transitzoner, hvor asylansøgere er frihedsberøvet i containerlejre, mens deres sager behandles.

»Ham, der fandt på, at ledige skal skrive X antal ansøgninger, skulle piskes«. Sådan siger vognmand Johnny Hansen fra Ishøj i den seneste udgave af Jyllands-Postens fine serie "Her er bedst at bo". Fokus er denne gang på beskæftigelse, og vognmanden med familiefirmaet efterlyser »gode folk«, der er ansvarsfulde, servicemindede og har respekt for tingene. Det kniber det med, kan man forstå - sidst de søgte en ansat til transportvirksomheden, fik de 200 ansøgninger: Blandt andet fra en, som var en måned fra pensionen, og en ung pige, som tydeligvis ikke anede, hvad det handlede om.

Siden Johnny Hansen (tv.) i begyndelsen af 1980’erne etablerede JH Transport, har selskabet specialiseret sig i transport af kunst og værdigenstande. Det kræver servicemindede folk, hvilket kan være svært at få, siger han. Sønnen Mikkel Hansen (th.) overtager sammen med sin bror Skipper efter planen selskabet i løbet af i år. Foto: Tobias Kvist Larsen

På Vestsjælland begynder en 75-årig pensionist at forberede sig på at skulle 14 dage i fængsel - for at have malet sit hus blåt, skriver sn.dk. Den mærkværdige - og alvorlige - sag er syv år gammel og handler om, at Thor Nørgaard i 2010 malede sit hus på Parkvej i Sandved ultramarinblåt, som ifølge lokalplanen for området ikke er en godkendt farve. Thor Nørgaard nægtede at male sit hus om og blev i december 2014 idømt tvangsbøder ved Østre Landsret, men da han har nægtet at betale dem, er regningen nu svulmet op til 30.000 kr. En dommer har nu konverteret bøderne til 14 dages fængsel, men Thor Nørgaard har mulighed for at afsone i hjemmet med elektronisk fodlænke. Thor Nørgaard har tidligere fortalt, at han ikke har råd til at betale 30.000 kr. »Fængsel, så slipper jeg for 30.000 kroner. Hvis jeg maler huset om, skal jeg betale 30.000. I min situation på folkepension er det ikke nogen høj pris,« sagde Thor Nørgaard i april til TV2.

Og mere fra sundhedssektoren: DR Nyheder afdækker, at lægerne har meget svært ved at erkende de fejl, der skete i forløbet, der endte med at den 16-årige Mathias Baadsgaard-Lund døde af smitsom meningitis på Herlev Hospital i januar 2016. I stedet har hospitalet forsøgt at bortforklare og skjule, at der er sket fejl, fastslår to lægefaglige og en juridisk ekspert, som DR har bedt om at se forløbet efter i sømmene.

Til udlandet, hvor vi begynder med en Amnesty-rapport, der har afdækket de enorme konsekvenser, det har haft for de flere end 100.000 offentligt ansatte tyrkere, der blev fyret efter et mislykket kupforsøg i juli 2016. De er blevet stemplet som terrorister og er blevet afskåret fra at søge lignende job, og mange har fået konfiskeret deres pas, fremgår det af en ny rapport, som Amnesty International fremlægger i dag.

The Guardian har fået fingre en lang række interne manualer fra Facebook, der beskriver, hvad de to milliarder brugere af det sociale medie må se og ikke se. Og det er interessant læsning: Blandt andet må brugerne ikke opfordre til at »dræbe Trump«, mens videoer med voldsomme drab ikke fjernes, hvis de sætter fokus på en vigtig sag. Heller ikke videoer, hvor brugere skader sig selv eller forsøger selvmord, vil Facebook censurere, fremgår det af lækagen "Facebook Files".

Man skulle næsten ikke tro, at det var muligt, men i nat blev sangeringen Adeles rekord på 12 sejre ved Billboard Music Awards overgået af kollegaen Drake.

Drake modtager en af sine 13 priser. Foto: AP/Chris Pizzello

Hele 13 gange måtte rapperen Drake på scenen i T-Mobile Arena in Las Vegas for at hente et trofæ - ikke helt uventet, i det han ankom med 22 nomineringer. Blandt de mest betydende kategorier, som Drake vandt, tæller bedste kunstner og bedste mandlige kunstner, skriver Billboard.com.

Husker I hackerangrebet Wannacry, som heldigvis ikke belastede danske computere så voldsomt? P4 Bornholm fortæller i dag, at Bornholms kommunale administration siden oktober har været ramt af over 10 såkaldte ransomware-angreb, hvor filer på kommunens computere bliver låst inde. Vil kommunen have sine filer tilbage, må der betales. Regionskommunens it-chef betyder, at ingen fortrolige oplysninger om borgere er faldet i de forkerte hænder.

Real Madrids helt centrale spiller, Cristiano Ronaldo (th.), jubler sammen med holdkammerater over sejren, der gav det spanske mesterskab. Foto: Daniel Tejedor/AP

Vi skal lige have samlet op på lidt af søndagens sport: Først fodbold - i Spanien sikrede Real Madrid sig mesterskabet for første gang i fem år efter et uhyre tæt opgør med Barcelona, og i Italien er Juventus mester for sjette år i træk. Begge klubber vandt i øvrigt deres 33. titel.

Man kan ikke holde pause i international toptennis uden at det får konsekvenser. Det må Caroline Wozniacki erkende efter to ugers skadespause med en dårlig skulder. På den seneste verdensrangliste i tennis for kvinder, som er offentliggjort mandag, er Wozniacki faldet to pladser tilbage - til nummer 12.

DET ER DER SKET I NAT

Nordkorea affyrede søndag endnu et mellemdistancemissil. Affyringen var tilsyneladende vellykket, og det har udløst en foruroligende melding fra diktator Kim Jong-un. Missilet er nu klar til at blive taget i brug ved militære handinger, siger diktatoren via det det statslige nyhedsbureau KCNA, skriver Reuters.

Astronauter på Den Internationale Rumstation (ISS) skal på en ekstraordinær rumvandring - formentlig tirsdag - for at erstatte en vital computer, der er brændt sammen. Computeren styrer vigtige processer på ISS som solenergisystem, radiatorer, køling og andet udstyr, og i øjeblikket må det flyvende laboratorium til 100 milliarder dollar drives via en reservecomputer. Rumvandringen omtales af det amerikanske rumagentur, Nasa, som en nødsituation.

En 146 år lang æra sluttede i nat, da det verdenskendte amerikanske cirkus Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus gav sin sidste forestilling i New York. Cirkuset er kendt for brugen af eksotiske dyr i sine forestillinger, hvilket i de senere år er blevet kritiseret voldsomt af dyreværns-aktivister i USA. Den kritik kombineret med konkurrencen fra nye shows i branchen, internettet og onlinespil blev tilsidst for meget for "the greatest show on Earth", skriver AP.

Sprechstallmeister Kristen Michelle Wilson giver et knus til en af de ansatte i Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus efter den sidste forestilling. Foto: AP/Julie Jacobson

DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM

Politiken: Udlændingeminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at tvangsadskille asylpar kan ende i retten. Advokaten for et ungt syrisk ægtepar anbefaler dem at gå til domstolene for at få anerkendt, at de blev ulovligt adskilt med omstridt instruks fra udlændingeministeren.

Kristeligt Dagblad: Efter i mange år at have kæmpet med et lavere medlemsantal, oplever landets to største spejderbevægelser og FDF nu markant vækst. Børn og forældre søger værdifællesskaber og gør op med det skærmbaserede liv, siger konsulent.

Information: Sundhedsministeriet vil tredoble gebyrer på forsøg med nye lægemidler og behandling. Det vil overlade forskningen til medicinalindustrien, lyder kritikken fra regioner og forskere. Forskning, der har øget chancen for at overleve modermærkekræft markant, risikerer at lukke ned.

DR Nyheder: Herlev Hospital i København har ikke lært af de fejl, der skete op til, at en 16-årig dreng døde af smitsom meningitis i januar 2016. I stedet har hospitalet forsøgt at bortforklare og skjule, at der er sket fejl, siger to lægefaglige eksperter og en juridisk ekspert.

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG

Kvalifikationen til Grand slam-turneringen French Open på Roland Garros i Paris begynder. Turneringen strækker sig frem til den 11. juni, hvor mændenes finale spilles.

Mere sport - nemlig fodbold: U21-landstræner Niels Frederiksen udtager i dag det hold, som skal til EM-slutrunden i Polen. Mesterskabet begynder 16. juni, og Danmark skal i gruppespillet op mod Italien, Tyskland og Tjekkiet.

USA's præsident, Donald Trump, mødes med Israels premierminister Benjamin Netanyahu og præsident Reuven Rivlin i Israel. I morgen mødes han med Palæstinas præsident Mahmoud Abbas og taler i Jerusalem.

Som 92-årig hædres Bent Fabricius-Bjerre for sin livslange indsats i musikken. Arkivfoto

Bent Fabricius-Bjerre modtager Harpa Nordic Film Composers Life-time Achievement Award ved et stort prisuddelingsarrangement i Cannes. Her uddeles også Harpa Nordic Film Composers pris for bedste score, hvor den danske musiker Sune Martin er nomineret for sin musik til "Under sandet".

Forud for det britiske parlamentsvalg den torsdag den 8. juni viser BBC i dag det første af en række interviews med partilederne. I dag er det premierminister Theresa May, der bliver interviewet af Andrew Neil.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.