Ny meningsmåling: Massivt flertal for, at Grønland skal forlade Danmark
Islamisk Stats brændende oliebrønde går hårdt ud over civilbefolkningen. Silkeborgspiller med sviner til Rafael van der Vaart. Få to tips til onlinelegetøj, der kan gøre weekenden lidt mere interessant.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.
Er Grønland på vej til at forlade rigsfællesskabet med Danmark? Nok ikke lige foreløbigt, men der er bestemt en bevægelse i gang i den grønlandske befolkning mod selvstændighed. Da en nye regeringskoalition blev dannet i Grønland tidligere på året, meddelte den, at »Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed,« og en dugfrisk måling foretaget af det grønlandske medie Sermitsiaq viser et massivt flertal for, at Grønland en dag skal kappe båndene til Danmark. 39 pct. af de omkring 700 adspurgte mener, at det er »meget vigtigt«, at Grønland en dag opnår at blive en selvstændig stat, mens yderligere 25 pct. peger på, at dette er »noget vigtigt«. Sammenlagt mener 24 pct., at det enten er »ikke særlig vigtigt« eller »slet ikke vigtigt«, at Grønland en dag forlader Danmark. Målingen kommer kort efter, at Dansk Folkepartis folketingsmedlem og formand for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, har kritiseret grønlandske politikeres drømme om selvstændighed, så længe landet er så massivt afhængig af Danmark, som tilfældet er. »Grønland er ufinansieret. Grønland kan ikke klare sig selv. Det er et land, som mestendels lever af overførselsindkomst,« skrev Søren Espersen forleden i et debatindlæg i Jyllands-Posten. Den holdning er flere grønlandske politikere dog ikke enige i, skriver KNR.
I det nordlige Irak fortsætter slaget om Mosul. Ifølge det amerikanske forsvarsministerium er de irakiske styrker, der er støttet af bl.a. vestlige fly, ved at åbne en tredje front i byen. »På den tredje front, den nordlige, er de nu faktisk på tærsklen til at gå ind i Mosul. Så snart vil der være tre fronter inde i selve Mosul,« lød det torsdag fra en amerikansk flådekaptajn.
En af Islamisk Stats taktikker for at sinke den irakiske fremrykning er at sætte ild til oliebrønde i det olierige område omkring Mosul. CNN beskriver i en reportage, hvordan denne taktik ikke blot slører kampflyenes overblik over slagmarken, men også går hårdt ud over civilbefolkningen i området, der visse steder må leve i et massivt slør af tyk, olieholdig, giftig røg i flere måneder ad gangen. »Børn med sorte hænder og sodplettede ansigter leger under de giftige skyer. Den tidlige eftermiddagssol er så sløret af røgen, at dag virker som et endeløst tusmørke,« indleder CNN's korrespondent sin reportage, der giver et skræmmende indblik i konsekvenserne af denne moderne udgave af "den brændte jords taktik".
Vi springer fra irakernes kamp til politiets kamp på de danske veje - nærmere bestemt den, der handler om at standse og forhindre spritbilister i denne julefrokosttid. Skal du af sted i aften, og kører du hjem, kan du forvente, at politiet er til stede med kontroller rundt omkring i landet som tidligere år. Formålet er ikke overraskende at standse spritbilister, men også narkopåvirkede bilister vil i år have politiets opmærksomhed.
Som optakt til politiets store kontrol i december er flere lokale medier dykket ned i tallene for spritbilisme, og det tyder på, at det især er i det vest- og nordjyske, at spritbilisme er udbredt. TV Midt-Vest skriver, at Midt- og Vestjyllands Politi havde flest sager i hele landet med spritbilister fra november 2015 til oktober 2016 (740), mens Nordjyske fremhæver, at Nordjyllands Politi havde flest spritbilister i december sidste år med 59. »Det er alt for mange. Det synes jeg. Også når vi ser på det antal dræbte, der er i forbindelse med spritsager. Det er skræmmende,« lyder det fra Nordjyllands Politi.
Fra 2015 skal nogle af verdens største byer være dieselfri. Det har borgmestrene i bl.a. Madrid, Paris og Mexico City meldt ud. I stedet for dieselbilerne vil borgmestrene fremme, at der kan køre elbiler og cykler i deres byer, ligesom folk nemmere skal kunne komme rundt til fods. Ifølge BBC er netop disse byer kendt for at have problemer med kvaliteten af den luft, indbyggerne indånder, og en stor del af dette har at gøre med dieselpartikler. Og det er et vigtigt signal til bilproducenterne, at disse store byer forbyder dieselbiler, mener BBC's miljøanalytiker, fordi andre byer sikkert vil følge trop og bilproducenterne opfatte det som en bevægelse helt væk fra dieselbiler.
Måske har du her til morgen læst Jyllands-Postens historie fra gårsdagens kamp mellem Silkeborg og FC Midtjylland, hvor den midtjyske stjernespiller hollænderen Rafael van der Vaart udtalte, at Silkeborg »måske er det det værste hold, jeg nogensinde har spillet imod«. Den bemærkning vil en af silkeborgspillerne ikke lade gå ubemærket hen, og derfor har klubbens forsvarspiller Simon Skou Jakobsen ladet følgende giftige bemærkning mod den hollandske stjerne, der må siges at have kæmpet lidt med præstationerne, siden han kom til Danmark, falde på Twitter (Silkeborg vandt i øvrigt kampen med 2-1):
Et par tip til gode historier - i dag i form af imponerende onlinelegetøj
Kom med op i toppen af en havvindmølle - og nyd 360 graders udsigt
Har du nogensinde tænkt over, hvordan der ser ud fra toppen af dansk havvindmølle omringet af andre møller i skyfrit vejr? Selskabet Dong har lavet et flot værktøj, der giver alle med en computer og en internetforbindelse mulighed for at komme op i en havvindmølle ude på havet. Den fire minutter lange film tager dig fra land via båd og op i toppen af den høje konstruktion, og under hele seancen kan du se dig omkring 360 grader og se, hvad der er under dig og over dig. Har du en VR-brille til din telefon, kan du sikkert med fordel bruge disse, men denne skribent måtte nøjes med at se filmen på computer - og her er den bestemt værd lige at bruge lidt tid på.
Googles "tidsmaskine" viser 32 års udvikling på hele Jorden
Hvordan mon Aarhus eller København har udviklet sig siden 1984? Og hvad med alverdens gletsjere? Og storbyer som New York og Paris? Det kan du nu få et indtryk af i fugleperspektiv med Googles nye værktøj, Google Earth Engine Timelapse, der ved hjælp af satellitbilleder fra hvert år siden 1984 af hele verden kan zoome ind på lige netop det sted, du synes er spændende, og i en kort sekvens afspille billederne og give et fascinerende indblik i udviklingen.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.