Muligt spor i MH370-mysteriet: Stor vragdel fundet i Malaysia
Svensk politi er håbløst bagud med hjemsendelser af asylansøgere. Donald Trump krævede millioner for at deltage i tv-debat. Socialdemokratiets vælgere flygter. Jefferson Airplane-grundlægger er død.
Du læser Premiums Briefing - hver morgen giver vi dig et overblik over de vigtigste historier – skrevet og redigeret af vores nyhedsvært. Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis. Har du tips, tricks eller bemærkninger, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.
Tre socialdemokratiske borgmestre er så utilfredse med deres partis udlændingepolitik, at de nu offentligt kritiserer partitoppen. Ifølge DR Nyheder kalder en af borgmestrene de nye regler for familiesammenføring for »umenneskelige«, mens en anden mener, at det er »voldsomt«, at flygtningene skal vente i tre år på at få deres familier til Danmark. SF’s formand Pia Olsen Dyhr har på Facebook erklæret sig enig med borgmestrene og mener, at vi skal »behandle asylansøgerne ordentligt«.
De socialdemokratiske vælgere er også begyndt at sive – for de fleste vælgeres vedkommende på grund af partiets opbakning til regeringens asylstramninger. Ifølge en Megafon-måling er S gået hele syv procentpoint tilbage og har nu 19,3 pct. af stemmerne. Målingen viser desuden, at Dansk Folkeparti nu er Danmarks største parti med 20,2 pct. af stemmerne. De Radikale og Alternativet går også frem, og dermed har rød blok stadig flertal. Folketingsmedlem Zenia Stampe kalder på Facebook meningsmålingen for »dramatisk«.
Natten til fredag mødtes de republikanske præsidentkandidater til en stor tv-debat i Iowa. Debatten havde på forhånd primært fået opmærksomhed, fordi den mest fremtrædende kandidat – Donald Trump – ikke ønskede at stille op. Men seerne slap ikke for den kendte, hårde Donald Trump-retorik, skriver Jyllands-Posten. »Jeg er sindssyg. De andre er grimme, dumme og fede, og Ben Carson er en dårlig kirurg. Nu har vi så fået overstået Donald Trumps vanlige indlæg,« spøgte Texas-senatoren Ted Cruz i begyndelsen af debatten.
Tv-stationen bag debatten, Fox News, har i øvrigt netop afsløret i en pressemeddelelse, at Donald Trump inden debatten krævede, at Fox News gav fem mio. dollars, knap 35 mio. kr., til en række Trump-ejede velgørende organisationer. Ellers ville Trump ifølge Fox ikke dukke op til debatten. Tv-stationen nægtede at give Donald Trump penge, og derfor blev præsidentkandidaten som bekendt væk.
Det er ikke hos alle, at singlelivet bliver hyldet som det helt store hit. Flere unge i begyndelsen af 20’erne flytter sammen, får børn og bliver gift, skriver Jyllands-Posten. Der er fra 2011 til 2014 sket en markant stigning i antallet af par i aldersgruppen 20-25 år, der flytter sammen. En ekspert peger på, at mange unge kommer fra skilsmissefamilier og derfor har en forestilling om singlelivet, der »måske ikke altid har været positiv«. Artiklen kan læses her (kræver Premium-abonnement).
En stor vragdel, som kan være fra det forsvundne fly MH370, er skyllet op på en strand på Malaysias østkyst. Ifølge australske News.com er de malaysiske myndigheder gået i gang med at undersøge vragdelen, som er omkring to meter lang og hvid. Eftersøgningen led for få dage siden et stort tilbageskridt, da en af holdets ubåde stødte på en undersøisk vulkan og gik tabt. Malaysia Airlines MH370 forsvandt sporløst den 8. marts 2014. Siden er der blevet fundet masser af mulige vragdele, men kun én af delene er officielt fra det forsvundne fly. Eftersøgningen er ifølge Reuters den dyreste af slagsen, der nogensinde er blevet foretaget.
Den mand, der i går blev anholdt i Disneyland i Paris med to skydevåben på sig, var bevæbnet, fordi han frygtede for sin sikkerhed. Ifølge nyhedsbureauet AFP er der ingen beviser for, at manden skulle have været ved at planlægge et terrorangreb mod Disneyland. Manden er 28 år gammel og bor sandsynligvis i Paris. Hans kæreste er stadig eftersøgt.
Det frygtede zikavirus bliver nu også kædet sammen med øjenskader hos spædbørn. Reuters rapporterer om, at op mod halvdelen af de brasilianske børn, der har været udsat for virusset, har nedsat syn, og mange er skeløjede. »Deres øjne er ødelagt permanent,« siger Camilla Ventura, en af lægerne der behandler børnene.
Torsdag meddelte et hold forskere i Brasilien til Sky News, at man er sikker på, at zika kan smitte gennem den mere almindelige culex-myg, som også findes i Danmark – hvis det er sandt, er smittefaren globalt langt større end hidtil antaget. De brasilianske forskere er ifølge eget udsagn få uger fra at kunne bevise påstanden.
Et af de oprindelige medlemmer af bandet Jefferson Airplane, Paul Kantner, er død. Det skriver San Francisco-mediet SFGate. Han blev 74 år gammel og døde af et hjerteanfald. Hans manager Cynthia Bowman har bekræftet dødsfaldet. Jefferson Airplane blev dannet i 1965 og er måske mest kendt for hittene ”White Rabbit” og "Somebody to Love". Senere skiftede bandet navn til Jefferson Starship og bl.a. 80’er-storhittet ”We Built This City”. Herunder kan du se bandet spille White Rabbit live på Woodstock i 1969.
Politiet i Sverige er under et ekstremt pres for at håndtere de mange afvisninger af asylsøgere, skriver Dagens Industri. Tidligere på ugen meddelte myndighederne, at Sverige skulle forberede sig på massehjemsendelser af 60-80.000 asylsøgere, men det er politiet slet ikke gearet til, lyder beskeden. Sidste år skulle 21.000 mennesker sendes hjem, men kun 3.600 hjemsendelser blev rent faktisk gennemført. Politiet tror på, at niveauet også i år vil ligge omkring 3-4.000 hjemsendelser, hvis ikke der sker noget drastisk. »Sverige har forsømt dette område i lang tid,« siger indenrigsminister Anders Ygeman til DI.
EU og Storbritannien er ifølge BBC tæt på at lave en aftale, som gør det muligt for Storbritannien at nægte indbyggere i andre EU-lande sociale ydelser. Netop at begrænse adgangen til sociale ydelser for EU-borgere fra f.eks. de østeuropæiske lande er et af premierminister David Camerons krav i forhandlingerne om Storbritanniens rolle i EU. Briterne skal i år eller næste år stemme om, hvorvidt man vil blive i eller forlade EU, og David Cameron er nu på jagt efter en god aftale med EU, som han kan fremlægge forud for afstemningen.
Til sidst en publi service-meddelelse om at se sig godt for, hvis man skal udenfor i weekenden. Det kommer nemlig ifølge DMI til at blæse ret voldsomt både fredag og lørdag, og fredag kan der komme vindstød af stormstyrke i Nord- og Vestjylland. Vindstød af stormstyrke betyder, at man kan risikere at blive ramt af løse tagsten og andre genstande, der ikke er sat forsvarligt fast. Der er også et varsel om forhøjet vandstand ved vestkysten og i Limfjorden.
DET ER SKET I NAT
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har bedt Det Hvide Hus' stab af sikkerhedsrådgivere om at overveje løsninger på terrororganisationen Islamisk Stats udbredelse i blandt andet Libyen.
En gruppe bestående af advokater, forskere og aktivister har bedt den brasilianske højesteret om at tillade aborter til kvinder, der er smittet med den frygtede Zika-virus. Aborter er i Brasilien normalt kun tilladt, når den gravides helbred er i fare eller tilfælde af voldtægt.
DET SKRIVER ANDRE MEDIER OM
- Politiken: FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, retter kritik mod stramningerne af den danske asyllovgivning. Seniorforsker kalder kritikken for »klar« og »usædvanlig«.
- Berlingske: Siden klimatopmødet i København i 2009 er politiets brug af såkaldte administrative frihedsberøvelser steget markant. Det er et »et væsentligt problem,« mener ekspert i strafferet.
- Kristeligt Dagblad: Det fælles kodeks, der før herskede på gader og stræder, når en rustvogn eller et begravelsesfølge kom forbi, eksisterer ikke mere. Et problem, som kirker i København har noteret sig.
- Information: Københavns Kommune vil nu, formentlig som den første hovedstad i verden, afhænde kommunens investeringer i fossile energiselskaber, siger overborgmester Frank Jensen (S).
- Børsen: Den norske discountkæde Rema 1000 vil åbne langt flere butikker i Danmark end hidtil udmeldt og går i kødet på rivalen Netto. Imens kæmper Fakta med strategien.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
FN's fredsforhandlinger om Syrien begynder i Geneve.
Storbritanniens premierminister David Cameron mødes med formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker.
Skatteudvalget har i dag kaldt skatteminister Karsten Lauritzen i samråd. Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvad ministeren vil gøre for at dæmme op for svindel med moms og afgifter.
Østre Landsret ventes at behandle en ankesag mod Mogens Camre fra Dansk Folkeparti. Han er anklaget for overtrædelse af straffelovens racisme-bestemmelse.
Københavns Byret fortsætter sagen mod fire mænd, der i maj blev stoppet på Øresundsbroen, da de forsøgte at smugle to maskinpistoler ind i Danmark.
Se det store udvalg af Premium-artikler på Premiums forside. Her er adgang til alle Premiums sektioner; Indblik, Indland, International, Erhverv, Kultur/Anmeldelser, Sport, Livsstil med mere.
Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.