Dansk ægtepar havnet i adoptionsmareridt
Kenyas højesteret kræver adoptionsbørn udleveret, skifergassen i Danmark er ikke helt død, og mød manden der kan sprænge Labour.
Du læser Premiums Briefing – hver morgen giver vi dig et overblik over de vigtigste historier – skrevet og redigeret af vores nyhedsvært. Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis. Har du tips, tricks eller bemærkninger, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.
To svenske og et dansk ægtepar er havnet i et regulært adoptionsmareridt i Kenya. De har i måneder levet sammen med de børn, som de er i færd med at adoptere, men kan nu risikere at skulle levere børnene tibage.
Kenyas højesteret afgjorde i fredags, at børnene skal tilbage til myndighederne, men i mellemtiden er de tre ægtepar forsvundet med børnene, skriver Politiken.
Der blev jublet i går, da det kom frem, at franske Total dropper de omstridte prøveboringer efter skifergas i Nordjylland. Men Total har slet ikke opgivet at bore efter skifergas i Danmark - tværtimod tager selskabet blot en tænkepause.
"Skifergas i Danmark er absolut ikke dødt," siger seniorkoordinator i Total, Henrik Nicolaisen. Selskabets licens løber indtil juni 2016, og Total tænker nu over, om der skal bores andre steder i licensområdet.
Borestoppet vakt glæde i oppositionen, blandt borgere i Nordjylland og i Greenpeace. Lidt overraskende er der også en vis lettelse i regeringens egne rækker over, at prøveboringen nu er stoppet af Energistyrelsen.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt er tilfreds med, at "befolkningen i Dybvad nu har fået en afklaring," og det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen er endnu mere lettet.
Jyllands-Posten har også historien om, at blot en uges kursus til folkeskolelærere kan give mere ro i skoleklassen. Det konkluderer professor Anders Holm, der står bag en ny undersøgelse fra SFI om effekten af kurser i klasseledelse til lærere.
Og mere Jyllands-Posten: Regeringen bebuder yderligere krav til flygtninge. Nu skal de ca. 500 kvoteflygtninge, som Danmark modtager hvert år og som udvælges blandt de svageste i flygtningelejre, være dem der er nemmest at integrere. Det er "tudetosset" ikke at tage dem, der har "de største chancer for at falde til i Danmark," siger integrationsminister Inger Støjberg (V).
En mand i skjorteærmer personificerer det voldsomme opgør mellem to fløje, der i øjeblikket truer med at slide det britiske Labour i stykker. Manden er Jeremy Corbyn, som højst overraskende fører i alle meningsmålinger forud for urafstemningen om formandsposten i Labour.
Corbyn er blevet bannerfører for en intern protestbevægelse, som gør oprør mod Labours establishment og den socialdemokratiske tankegang, der præger partiet. Og bliver han valgt, er der optræk til mytteri i Labours parlamentsgruppe i Underhuset, hvor langt de fleste støtter en af de tre andre kandidater, skriver Jyllands-Postens korrespondent i London, Henrik Thomsen.
Mere udland: I Tyskland er en bortførelsessag formentlig endt i en tragedie. I torsdags blev en 17-årig datter af en velhavende forretningsmand bortført, hvorefter forældrene blev afkrævet en løsesum på 1,2 mio. euro (8,9 mio. kr.). Mandag aften blev et lig - formentlig den unge kvinde - fundet på en gård uden for Dresden, mens to mistænkte er anholdt.
Og så kan vi ikke nære os for at pege på to gode kulturnyheder: Upåagtet dansk stjernepoet får fem stjerner af JP's anmelder, og desuden kan vi se frem til indtil flere spændende udstillinger om dansk-amerikaneren Jacob A. Riis, der i slutningen af 1800-tallet udvandrede til USA og blev berømt som en socialt indigneret reporter.
DET ER SKET I NAT
Alle 54 personer om bord på det indonesiske fly, der søndag styrtede ned på Papua, er omkommet, oplyser myndighederne til nyhedsbureauet AFP. Det styrtede fly er helt smadret, siger redningsmandskab.
En lastbilchauffør blev dræbt i nat kort før klokken to, da han i sin lastbil kørte ind i en særtransport med en vindmøllevinge, der stod parkeret på rastepladsen Kongsted Syd, der ligger på Vestmotorvejen mellem Ringsted og Køge.
En 74-årig mand druknede i aftes ved 19-tiden på under en svømmetur i Allinge på det nordlige Bornholm, oplyser Bornholms Politi.
Politiet i Thailand har fundet en person, som myndighederne mistænker for at stå bag mandagens terrorbombe i Bangkok, på en film fra et overvågningskamera.
DET SKRIVER ANDRE MEDIER OM
- Politiken: Børn i storbyen får mere allergi, viser et nyt dansk studie. Årsagen kan være få dyr og et renere miljø, der får byboernes immunforsvar til at overreagere på ellers ufarlige ting i omgivelserne.
- Berlingske: Den danske kapitalfond Axcel er i skarp konkurrence med de to store kapitalfonde Nordic Capital og EQT om at købe sig ind i det danske legetøjsklenodie BR.
- metroxpress: Hver sjette voldtægtsoffer har undladt at anmelde overgrebet, fordi de følte sig medskyldige i deres egen voldtægt, viser en undersøgelse blandt 805 voldtægtsofre, der er behandlet på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb i perioden 2008 til 2012.
- DR Nyheder: Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, kritiserer at regeringen vil afskaffe muligheden for, at Skats medarbejdere kan kræve at se id-kort eller CPR-numre under kontrolbesøg.
- TV 2 Nyhederne: Et privatejet krisecenter kriseramte kvinder og deres børn i Frederikssund er sat under skærpet tilsyn efter kritik i en ny tilsynsrapport. Blandt andet har en ansat haft intime forhold til flere kvindelige beboere.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Regeringens flygtningelovpakke er i centrum, når ikke færre end tre ministre i dag kl. 15.00 er i samråd i Folketinget. Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg, skatteminister Karsten Lauritzen og beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen skal forsvare de tre lovforslag, de har fremlagt.
Ved Retten i Glostrup er det tidligere folketingsmedlem, nu byrådsmedlem i Gladsaxe for DF Mogens Camre, tiltalt for racisme.
Det spanske parlament er ekstraordinært indkaldt for at stemme om den græske hjælpepakke. I morgen stemmer de tyske politikere.
Mangler du en autograf fra den spanske cykelstjerne Alberto Contador? Så kan du måske få en, hvis du er i Aalborg i dag fra kl. 17.30, hvor årets vinder af Giro d'Italia, stiller op i et gadeløb i Aalborg.
Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.