Intro-tekst til Rejser-nyhedsbrev 20.05.2022
Traditionelt familieliv i Danmark skiftet ud med et års rejse i nyindkøbt autocamper
Kære læser
Mange taler af og til om at trække stikket og rejse ud i det blå. En ung familie fra Aarhus tog snakken et skridt videre, og kører nu rundt på Europas landeveje i en autocamper. Rikke Kristiansen og Rune Bendixen har henholdsvis opsagt jobbet og taget orlov, og deres eneste plan er, at de ikke har nogen plan – og børnene Otto og Anna stortrives med rejselivet på fire hjul.
A Place To Esbjerg er et nyt hotel og udlejningsboliger i ét. Vi har besøgt de arkitekttegnede kaktustårne, som har fået en lidt hård medfart fra folk i lokalområdet. Nu dukker stadig flere op til fællesspisning og brætspilshygge, så det lader til, at den moderne bygning er ved at blive en accepteret del af bybilledet.
I sommer forhindrede en renovering publikum i at opleve Caravaggios malerier i Vallettas katedral. For nylig gik turen tilbage til det dunkle kapel for at betragte det imponerende kunstværk.
Hvis man er golfentusiast, er der grund til at vende blikket mod Vietnam, som har udviklet sig til en golfdestination – særligt takket være australieren Greg Norman, som for nylig er blevet udnævnt som turistambassadør i landet.
Rigtig god fornøjelse!
Thomas Linder Thomsen
rejseredaktør